Hjemmelavede grissini

I lørdags, da vi havde gourmet aften for vores venner, havde jeg bagt grissini til vores velkomstdrink.

Jeg bagte dem allerede om fredagen, og det var måske lidt en begynderfejl, for selvom de på ingen måde var dårlige lørdag, var de alligevel bedst om fredagen. De første timer havde de lidt mere kant, synes jeg, og det klædte helt klart den lidt tørre snack. De fik dog alligevel en masse ros om lørdagen, så hvis tiden er knap på selve dagen, kan de stadig sagtens bages dagen før.
Opskriften er set hos louiogbearnaisen.dk.

Grissini (24 stk.)

  • 25 g gær
  • 1,5 dl lunken vand
  • 1 tsk salt
  • 2 tsk sukker
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 æggehvide
  • 300-325 g hvedemel
  • Drys med flagesalt, peber eller rosmarin
  • Evt. kan parmesan ost tilsættes dejen

Smuldr gær ud i en skål med vand og rør det ud.
Tilsæt salt, sukker, olie og æggehvide. Hvis man ønsker parmesan eller andet smag i dejen, skal det tilsættes her.
Kom derefter melet i lidt af gangen, mens dejen æltes smidig og glat.

Sæt nu dejen til hævning i en times tid under et viskestykke, før den æltes godt igennem igen og deles i 24 stykker.
Rul hvert stykke ud til en tynd pølse og twist den et par gange, før den lægges på en bageplade med bagepapir.
Pensl til sidst med vand og drys med dit favorit drys – jeg brugte alle tre ingredienser.
Bag dem ved 180 gr. (alm. ovn) i ca. 20-25 min.

Lad dem derefter afkøle på en bagerist, før de er klar til at indtage.

***
Jennie Tronier

Lillerøv har lavet rugbrødssnacks i dag

Jeg bliver lige nødt til at dele disse små gode og “sunde” snacks med jer.
Jeg har arbejdet hjemme i dag, så jeg var hjemme da ungerne hver især kom dryssende hjem fra skole. Vanessa var den første, og hun spurgte straks om hun måtte lave en eftermiddagssnack, som hun havde prøvet i skolen i sidste uge. Det viste sig at være rugbrødssnack, og de blev virkelig gode.
Vi havde stadig rester fra i lørdags, både lidt pesto og lidt hummus, så det var bestemt et hit på sådan en lidt grå efterårsdag.

Rugbrødssnack:

  • Rugbrød
  • Olie
  • Salt

Tænd ovnen på 200 gr.
Skær herefter rugbrødsskiverne ud i mindre stænger og anret dem på en bageplade.
Pensl dem med olie på den ene side og drys flagesalt over.
Sæt dem ind i ovnen i ca. 7 min.
De skal ikke være hårde, når de tages ud af ovnen. Når de kølner lidt af, får de den bid som de skal have.

Spis dem som de er, eller dyp dem i fx hummus, dressing, pesto eller måske nutella.

***
Jennie Tronier

Gourmet aften

Vi har gennem snart en del år haft en gourmetklub med nogle af vores venner, hvor vi ca. hver 3-4 måned skiftende mødes hjemme hos os hver og spiser gastronomisk mad. Der er egentlig ikke så mange regler andet end at maden skal være god og gæsterne skal føle sig forkælet. Da vi startede var der flere regler, såsom at man skulle invitere pr. brev, at der skulle være min. fire retter mad og at så meget som muligt skulle være hjemmelavet, men de regler er vi ikke så nøjeregnende med mere, så længe alle har en god aften.

I går var det vores tur til at holde arrangementet. Vi skulle have holdt det for et par måneder siden, men pga. sygdom blev det flyttet til denne weekend. Egentlig var det meningen, at vi skulle holde os til menuen fra sidst, men som vi nærmede os, ville vi hellere gå en anden vej, så der blev lavet lidt ændringer. Faktisk var det eneste vi holdt fast ved vores forret, da vi aldrig havde lavet den slags før, og vi derfor tænkte, at det havde vore gæster heller aldrig prøvet.

Aftenen endte derfor med følgende menu:

  • Velkomst: Grissini stænger med pesto og hummus med dertilhørende champagne
  • Forret: Tarte Flambée med dertilhørende Riesling
  • Hovedret: Okseroastbeef med kartofler, rødvinssovs og grøn salat med dertilhørende Zinfandel
  • Dessert: Mazarinkage, chokolademousse og citronsorbet i en syltet citron med dertilhørende portvin og sherry

Vores unger er aldrig inviteret med til disse arrangementer, da god mad, rigeligt med drikkevare og evt. dans på bordene ikke hænger sammen med børn. Synes vi i hvert fald. Denne gang endte vores tøser derfor ude i campingvognen, fordi de ikke (i sidste øjeblik, selvfølgelig) kunne finde veninder at sove sammen med. Max tog til København hos en kammerat og kom først hjem dagen efter. Da gæsterne kom, sjoskede tøserne derfor ud i forhaven, hvor campingvognen står vinteropmagasineret med deres dyner og mit dankort, og de kom først ind igen over midnat, da Lillerøv ikke kunne holde sine øjne åbne mere. De havde endt med at købe pizzaer og nedlægge Netto for slik, så deres aften havde vist – næsten – været lige så god som vores.

Jeg tænker at lave lidt indlæg med de forskellige opskrifter over det næste stykke tid, for det var virkelig lækkert alt sammen. En stor succes ifølge vores gæster.

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Opkald fra en engel” af Guillaume Musso

Jeg læste for nogle måneder siden en artikel omkring den franske forfatter Guillaume Musso. Han er for femte år i træk den bedst sælgende forfatter i sit hjemland, han har skrevet 13 bøger og flere af hans bøger er filmatiseret. Han blev virkelig rost til skyerne. På daværende tidspunkt var der kun én bog oversat til dansk, så den skrev jeg mig straks op til på biblioteket, men pga. ofte lange ventetider på mit bibliotek fik jeg den først hjem for ganske nylig.

Bogen “Opkald fra en engel” handler om Madeline og Jonathan, som tilfældigt støder ind i hinanden i JFK lufthavn i New York. Ved en fejl bliver deres telefoner forbyttet, og da de begge opdager det, er de 10.000 km fra hinanden. Madeline er hjemme i Paris og plejer sin blomsterbutik, mens Jonathan er i San Francisco med hans søn. Da de begynder at snage i hinandens liv gennem mobiltelefonerne, opdager de begge to, at deres skæbner for længe siden blev bundet sammen.

Da jeg først begyndte at læse bogen, må jeg indrømme, at jeg tænkte “hvor spændende kan den egentlig være med to telefoner som bliver forbyttet”, men jeg nåede ikke langt ind i historien før siderne nærmest vendte sig selv. Hele tiden dukker der nye overraskelser op og nye twist på historien, så den helt ærligt er lidt svær at lægge fra sig igen. Derudover blev jeg også en kende overrasket over bogen, fordi jeg faktisk troede det var en ren kærlighedshistorie, men det er den (heldigvis) langt fra. Det er både en kærlighedshistorie, men også en spændingsroman, hvor der sker en masse, samt med en til tider tankevækkende tekst om hvordan folk lever sit liv.

Alt i alt kan bogen bestemt anbefales. Historien er flydende, sproget er letlæseligt og genialt på samme tid, og forfatteren formår virkelig at skrive fængende, tankevækkende og humoristisk. Jeg er fan, og bliver derfor straks nødt til at skrive mig op til endnu en af hans bøger, som netop er udkommet i Danmark “Central Park”.

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er den franske forfatter Guillaume Musso
  • Bogen er på 416 sider og genren er spænding/kærlighed
  • Bogen er udgivet i Danmark af forlaget Lindhardt og Ringhof
  • Originaltitel er “L’appel de l’ange”

***
Jennie Tronier

Artikel i Hendes Verden

Så så man lige mig… Jeg er at finde i en juleartikel i Hendes Verden i denne uge. Og jeg har fået min helt egen side. Det er da meget godt af en førstegangs “kilde”, som man bliver kaldt i den verden, ik!?

Jeg er ikke normalt sådan en person, som ender i nogle blade, så da jeg blev kontaktet af en journalist for snart en del uger siden, synes jeg bestemt, at det kunne være sjovt at sige ja. Selvom jeg helt sikkert også var en del på udebane med interview, photoshoot og det hele.

Jeg er typen, som altid laver mine julekort selv, både i forhold til tema, klipning og tekst, og lige på det punkt, tror jeg faktisk, at jeg er mere unormal end normal. Eller nej, jeg ved det. Faktisk kender jeg slet ikke nogen på min alder, som overhovedet skriver julekort, så det gør måske det hele endnu mere specielt.

I kan derfor sagtens købe bladet og læse interviewet, hvis I har lyst. Der er en masse andre interessante artikler også, så de 38 kr. er ganske godt givet ud, synes jeg.

***
Jennie Tronier

De bedste pandekager

Vores weekend er gået helt forrygende! Ovenpå en masse travlhed på arbejdet det sidste stykke tid, er det ekstra rart, når vi har tomme weekender, som bare kan udfyldes med det vi lyster.

Vi har derfor lavet tæt på ingenting. Vi har sovet længe, hygget om de gode måltider, gået ture med Masava, læst bøger, ligget på sofaen, set lidt film og serier (ungerne er p.t. alle tre i gang med Venner-serien, som jeg har set for snart mange år siden), samt bare nydt stilheden og hinanden. Lørdag kørte vi, som jeg skrev om forleden, til Dragør og tog en hel masse billeder af ungerne, og søndag cyklede vi en lille tur efterfulgt af den bedste stak hjemmelavede pandekager, som Vanessa havde bagt. En weekend lige efter vores behov.

Pandekager (ca. 20 stk.)

  • 4 dl hvedemel
  • 2 tsk sukker
  • 2 tsk vanillesukker
  • 2 knsp salt
  • 6 dl mælk
  • 2 æg
  • smør til stegning

Først blander du de tørre ingredienser i en skål.
Så tilsætter du mælken lidt ad gangen, mens du pisker godt (gerne med en elpisker), så du undgår klumper.
Til sidst tilsættes æggene, hvorefter du rører godt rundt, så dejen har den rette ensartede konsistens.

Varm derefter panden op og smelt en klat smør, før du tilsætter en omgang dej. Husk panden skal være ordentlig varm, før den første pandekage hældes på panden, så du undgår at det hele klistrer alt for meget sammen.
Vi bruger ca. 3/4 dl. dej på hver pandekage.

Tilsæt lidt smør ved hver pandekage, da det både får dejen til at slippe panden lettere, men også da smør giver smag.
Hold pandekagerne varme på en tallerken under evt. et låg.

***
Jennie Tronier

Photoshoot i Den gamle by i Dragør

Tiden nærmer sig for årets julekort, og jeg har i den forbindelse brug for et fint billede af ungerne. Vi tog derfor på tur i dag til Den gamle by i Dragør, hvor der både var den stemning, som jeg gerne ville have, men også hvor efterårets farver kom til sin magt.
Valget for destinationen stod mellem en farverig skov, en fin bygning eller et sted med stemning, og med Den gamle by blev flere af disse forventninger indfriet.
Vejret var fint, lidt blå himmel, men også skyer, men det blæste virkelig meget, så det var frem med vinterjakkerne for at modstå kulden.

Alt i alt er jeg ganske godt tilfreds med resultatet.
Nu er det bare om at vælge ét ud, som får ærespladsen på årets julekort.

***
Jennie Tronier

Vinteren er på vej, og haven pakkes ned

Vi har i weekenden pakket haven ned og gjort klar til den kommende vinter.
Alle havemøbler er sat under halvtag, krukkerne er sat væk og græsset er slået for (forhåbentlig) sidste gang i år.
Nogle af krukkerne står stadig fint, men mange af dem er afblomstrede og visne, så de er samlet i forskellige klynger, som gør det nemmere at holde øje med dem, når vinteren for alvor rammer landet. De tomme er sat ind i vores skur.

Nu er det bare om at vente nogle måneder til havemøblerne kan komme ud i det fri igen. Ikke fordi jeg tæller, men omkring 150 dage ventedage skal der til… Imens kan vi evt. lægge lidt planer for hvad der skal være af projekter næste år. Én ting er sikkert; Poolen skal prioriteres, så den kan komme op at køre igen, og nr. 2 prioritering må være at en flagstang skal flytte ind i haven.

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Papmaché reglen” af Hella Joof

Jeg har i ganske lang tid været skrevet op på biblioteket til Hella Joofs bog “Papmaché reglen og andre glimrende leveregler fra livets lovsamling”, og i sidste uge fik jeg den endelig hjem.

Bogen er en morsom, men samtidig alvorlig, samling af leveregler, som kan gøre vores liv nemmere i forhold til de store og små valg i livet. Hella Joof formår på fornemmeste vis at forklare hver regel og gøre dem hverdagsagtige, så vi alle sandsynligvis kan nikke genkendende til dem på den der spruttende af latter-agtig måde.

Herunder er et udvalg af levereglerne:

  1. Papmaché reglen: Lovpris alle gaver, for selv de gaver, som man ikke forventede at blive glad for, kan vise sig at være de helt rigtige. Reglen er opkaldt efter en situation juleaften, hvor Hella fik en papmaché-sparegris lavet af ren kærlighed.
  2. Glimmer-reglen: Tænk over hver dag, hvad man har oplevet af gode ting. Det kan være en sød kommentar, et rart blik, et omsorgsfuldt hjælp på arbejdet eller en tegning fra et barn. Døb det i glimmer og sæt det op på kaminhylden. På den måde er der altid noget rart at kigge på, selv på de dage, hvor det er svært at finde de gode ting.
  3. Birkes reglen: Det-man-siger-er-man-selv-reglen. Hvis nogen har birkes mellem tænderne, så siger man det. Eller hvis nogle er kommet til at tage nederdelen ned i underbukserne, så siger man det. Men man skal selvfølgelig ikke sige ALT til folk. Hvis sandheden kan gøre lidt mere ondt at modtage, skal man sige noget til de folk, hvor der er meget kærlighed imellem. Og hvis man ikke har den store kærlighed, skal man lade nogle andre gøre det.
  4. Rub og stub-reglen: Hvordan tackler man den misundelse som kan ramme alle og enhver. I stedet for at tænke lidt grimt om de personer som altid har ja-hatten på, er super dygtige til sit arbejde, har flotte lange ben, altid får blomster fra ægtefællen osv., kan man prøve at lave rub og stub-øvelsen: Man må bytte liv med alle i hele verdenen, men man skal bytte hele deres liv, både deres arbejde, deres udseende, deres ægtefælle, deres børn, deres udsigt, deres hunde osv. Det hele skal byttes ud med den anden. Mærk efter. Er det noget man har lyst til?
  5. Banal-reglen: Husk at det ofte er de små ting, som gør os lykkelige. Det kan være at nogle laver mad til én eller nogle som lægger armen om én, når man er ked af det.
  6. Bomulds-reglen: I stedet for at blive irriteret over andre, fx når ens ægtefælle altid smider håndklæderne på gulvet, kan man tænke; han har vist brug for hjælp i denne situation, jeg hænger det op for ham.
  7. Walk the talk-reglen: Man ikke skal prædike noget, man ikke selv kan overholde. Lad derfor være med at brokke dig over hvor uopdragne andre menneskers børn er og brok dig ikke over at andre er miljøsvin, hvis du selv kaster cigaretskod i naturen og ikke køber økologiske varer. Du skal med andre ord leve op til dine egne idealer, men forsøge at lade være med at dømme andre, fordi de har et andet værdisæt end dig.
  8. Pizza-reglen: Vi skal ikke nøjes. Vi skal gå efter det, vi gerne vil have med samme sikkerhed, som når vi bestiller vores yndlingspizza. For man lader jo heller ikke pizzamanden bestemme fyldet på ens pizza, så hvorfor nøjes, hvis man kan få det, man gerne vil have?

Tusinde tak for oplevelsen Hella – glimmer på og op på kaminhylden!

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er den danske skuespiller og forfatter Hella Joof
  • Bogen er på 202 sider
  • Bogen er udgivet af forlaget Gyldendal

***
Jennie Tronier

Mine highlights i oktober

Et lille tilbageblik på måneden der gik for os er altid hyggeligt. For mig i hvert fald. På den måde får jeg lige gennemgået kamerarullen for hele måneden og genoplevet nogle af alle månedens oplevelser.

I oktober er det både blevet til en masse hygge i campingvognen, en cykeltur på Feddet, en del kastanjedyr (det er så lang tid siden jeg sidst har bygget kastanjedyr, at vi måtte google processen…), nedpakning af vores “sommerhus”, den skønneste tøsetur i det københavnske byliv og en del arbejde.

*Formiddagssnack med kaffe og french toast er altid lykken, især når sønnen står for madlavningen*

*Eftermiddagshygge i campingvognen*

*Kastanjedyr in the making*

*Cykeltur på Feddet*

*Nedpakning af “sommerhuset”, hvor alt blev vasket ned og pakket sammen*

*Den bedste græskarkage jeg nogensinde har smagt*

*Arbejde, arbejde, arbejde*

*Pas på! Forstadstøserne indtager det københavnske natteliv*

*Min Bullet Journal bruges stadig hver dag*

***
Jennie Tronier