Uhh, hvor jeg elsker, at dagene bliver længere, solen varmer mere og udelivet starter sådan seriøst i maj. Måske er det en af de bedste måneder på året for mig, men ok omvendt er jeg egentlig ret tosset med de mange forskelligartede måneder, så én egentlig yndlingsmåned har jeg nok alligevel ikke. De besidder alle på en måde hver deres charme, synes jeg.

Før vi går videre til mine kommende glæder for maj, må jeg hellere lige runde april af på en lidt ordentlig måde. Og faktisk kan jeg igen næsten vinge alle punkter af med god samvittighed. Vi har både deltaget i lidt festlige sammenkomster som fx en 40-års fødselsdag, Thomas har deltaget i min brors polterabend, Savannah havde succes til sit 6. afdansningsbal, Max har spillet lidt fodboldkampe, vi har fået spillet en masse kort hos min far om onsdagen, sommerferien er blevet planlagt lidt mere, dog stadig med udgangspunkt i “vi tager det, som det kommer”, og jeg har fået læst en del bøger og set kirsebærtræerne blomstre på Bispebjerg Kirkegård. Dog må det indrømmes, at Vanessa kun blevet en tand bedre til at rydde op på sit værelse (okay, faktisk er hun nok slet ikke blevet bedre) og vi skippede serien “Elementary” til fordel for “Banshee”, som klart kan anbefales, samt vores sommergarderober mangler stadig en del – men omvendt hvornår er nok egentlig nok, når det kommer til tøj.

Mine forventninger til maj:

1. At fejre kærligheden, når Storebror gifter sig med sødeste Marianne
2. At fejre min dejlige svigermors 70-års fødselsdag til en skøn frokost
3. At holde en masse fridage med familien pga. forårets helligdage
4. At sove længe og slappe af med familien pga. ovenstående fridage
5. At se Vanessa gæsteoptræde i et cirkus (som hulahopper)
6. At spise verdens bedste sandwich/pizza i solskinsvejret på kajen i Skovshoved Havn (det er faktisk gået hen og blevet en hel familietradition. SÅ hyggeligt)
7. At komme i gang med at gøre vores pool sommerklar – og haven sommerhyggelig
8. At få set serien “Banshee” færdigt
9. At arbejde videre med Vanessas rodegen, både på sit værelse og i sin skoletaske (måske kommer det punkt til at stå på mine lister i mange måneder endnu…)

***
Jennie Tronier

Kender I det med, at hvis man spørger ungerne om hvad de gerne vil have at spise, så svarer de ofte de samme ting, fordi det er yndlingsretterne. Sådan har vi det med denne kage. Det er oftest den som bliver delt ud i ungernes klasse, den vi bager som snack i weekenderne eller den der bliver serveret til diverse sammenkomster.
Den er bare et HIT!

Jeg fik opskriften engang for mange år siden af en ekskærestes mor. Det var også den hun ofte bagte, og jeg fik hurtigt en svaghed for den kage. Dengang spurgte jeg hende, hvorfor kagen egentlig hed Rasmus, og det vidste hun faktisk ikke. Hun havde vist også bare fået opskriften af én. Nogle siger dog, at den minder lidt om en krydder-/kanelkage, men den er lige en tand mere snasket, hvis man spørger mig.

Rasmus kage (til lille bradepande)

• 400 g mel
• 400 g sukker
• 2 tsk natron
• 4 tsk kanel
• 125 g smeltet margarine
• 1/2 liter kærnemælk

Det hele røres sammen. Dejen hældes op i en bradepande, som er smurt med margarine og drysset med mel.
Bages ved 200 g. i varmluftsovn i ca. 40-45 min.
Køles af inden nedenstående glasur smøres på.

• 250 g. flormelis
• 2 tsk vanillesukker
• 1 spsk mørk kakao
• 3-4 spsk varm stærk kaffe
• 3-4 spsk smeltet margarine

De tørre ingredienser røres sammen i en skål, hvorefter man lidt efter lidt hælder varm kaffe og lidt smeltet margarine ved indtil man får den rette konsistens. Dette røres glat og smøres ud over kagen.

Server kagen alene eller til en kop god kaffe.

***
Jennie Tronier

Forleden aften blev vi enige om i familien at se en god dansk film. Tøserne besluttede dog hurtigt, at de hellere ville være sammen med veninder på værelserne, så valget kunne lidt lettere falde på den danske film “Under sandet” (som er lidt for barsk til tøserne). Vi lavede os derfor en god kop kaffe og satte en skål jordbær med fløde på bordet. Så var vi klar.

Filmen “Under sandet” handler om den danske sergent Carl (spilles af Roland Møller) som får ansvaret for en gruppe unge krigsfanger. De tyske drenge skal rydde stranden for de landminer, som nazisterne gravede ned i sandet under krigen. Carl har, som mange andre danskere, efter de fem lange besættelsesår, opbygget et indædt had til alle tyskere, og selvom han i starten er meget hadefuld og trøstesløs omkring sin unge gruppe af drenge, finder han hurtigt ud af, at det også handler om at kunne forsones.

Filmen er bygget på den sande historie omkring rydningen af op mod 1,5 mio. landminer på den jyske vestkyst. De var strøet ud af den tyske besættelsesmagt for at forhindre en evt. invasion fra fjenden, men i efterkrigenstiden var de kun til besvær og skulle derfor fjernes. Rydningen skete under engelsk befaling, men med danskernes accept, hvilket gør det til en af Danmarkshistoriens alvorligste krigsovergreb.
Fra maj til oktober 1945 pålagde briterne at tyske soldater skulle fjerne alle landminer på den jyske vestkyst. Selve arbejdet foregik ved, at tyskerne (både ældre og yngre mænd) skulle kravle i rækker ud på strandene, for at desarmere landminerne. Ansvaret for at lede arbejdet havde tyske sergenter, mens danske og engelske soldater var kontrollanter. Man mener, at mellem 150-250 tyskere mistede livet under det farlige arbejde, heraf var flere af dem helt unge værnepligtige. Ved strækningen på klithalvøen Skallingen (nær Blåvandshuk) lå der i mange år efter krigen op mod 11.000 landminer tilbage, fordi de var særligt vanskelige at finde. Den sidste mine blev ryddet i 2012.

Efter min mening var filmen virkelig god. Den var spændende og til tider virkelig barsk, men stadig følsom og bevægende, og sammenlagt med historien omkring efterkrigstiden var jeg virkelig godt underholdt. Så kæmpe anbefaling med herfra.

***
Jennie Tronier

Jeg læste Midnatsrosen af Lucinda Riley for ganske nylig, og den var jeg så vild med, at jeg blev nødt til også at kaste mig over “Lavendelhaven” af samme forfatter. Lucinda Riley er en fantastisk forfatter, som formår at skrive underholdende om kærlighed og samtidig på den mest fængende måde også kan kæde historiske begivenheder ind i historien.

“Lavendelhaven” handler om den unge Emilie, som arver et smukt, men forfaldent château i Sydfrankrig. Emilies elskede far døde, da Emilie selv var 14 år gammel, og hendes mor har altid betragtet det glamourøse selskabsliv som en vigtigere opgave end at tage sig at sin datter, så det er ikke med den store sorg, at Emilie må sige farvel til sin mor. Nu er spørgsmålet dog bare om Emilie skal restaurere og beholde slottet eller sælge det videre til en anden familie.

En dag møder Emilie den unge kunsthandler Sebastian fra England. Han formår at charmere sig så meget ind i hendes liv, at hun forelsker sig for første gang, og ikke lang tid derefter gifter de sig. Det er en lidt svær tid for Emilie, men hun føler, at Sebastian er den rigtige for hende, så de beslutter sammen, at beholde slottet, men flytte til England, hvor Sebastian nemmere kan passe sin kunstforretning.

I England er vejret koldt, Sebastian er næsten aldrig hjemme, og Emilie begynder at kede sig. Hun begynder derfor så småt at snakke med Sebastians bror, som Sebastian har fortalt er alkoholiker og et meget vredt menneske. Samtidig rejser hun til Sydfrankrig for at følge restaureringen af sit slot, og en dag spørger hun slottets gamle vinbonde nærmere ind til hendes families forhistorie. Her bliver hun ført tilbage til sin aristokratiske baggrund og 2. verdenskrig, og hun kommer nærmere og nærmere alle familiens hemmeligheder.

Bogen indeholder både forbudt kærlighed, et forsvundet barn, stærk lidenskab, dramatik, tilgivelse, et grusomt svigt og spændende forhistorie fra 2. verdenskrig.

Jeg er igen ret begejstret for Lucinda Rileys måde at skrive på, hvordan hun formår at fange ens interesse side efter side, men desværre er jeg ikke helt oppe i skyerne på samme måde, som jeg var over “Midnatsrosen”.
Jeg tog mig selv i flere gange at blive irriteret på fx Emilie og Sebastian, hvorfor er Emilie så naiv med flere ting og hvorfor er Sebastian som han er (uden at røbe for meget), at jeg langt hen i bogen hellere ville læse om dengang under 2. verdenskrig end om nutiden.
Men det er stadig en fantastisk bog, som jeg hellere end gerne vil anbefale til alle, der er til den slags bøger.

Data omkring bogen:

• Bogen er skrevet af Lucinda Riley, som er en irsk/engelsk forfatter
• Riley er hendes giftenavn, tidligere hed hun Lucinda Edmonds
• Bogen er på 555 sider
• Genren er skønlitteratur
• Bogen udkom i Danmark i 2014
• Bogens originale titel er “The Lavender Garden”

***
Jennie Tronier

I dag er det jo traditionen tro tid til hveder.
Traditionen opstod da St.bededag i midten af 1800-tallet skulle være en arbejdsfri bede- og bodsdag og selv bageren skulle holde fri. Han blev derfor nødt til at bage sit brød allerede dagen før, så folk kunne købe og evt. varme brødet dagen efter. Dengang var det dog hvedetvebakker som blev bagt, mens det i dag er hveder.
Vi har oftest købt nogle hveder til at spise aftenen før St.bededag, men i år har det været muligt for os selv at bage, så det skulle da prøves.

Hveder (20 stk.)

• 150 g blødt smør
• 1/2 tsk salt
• 1,5 spsk sukker
• 1,5 tsk kardemomme
• 3 dl mælk
• 60 g gær
• 3 æg
• 675 g hvedemel

Lun mælken en smule og rør æg, gær og sukker i den lune mælk.
Tilsæt det bløde smør sammen med mel, salt og kardemomme, og ælt godt igennem, så dejen bliver blød og lækker. Jeg brugte en røremaskine hertil.
Stil herefter dejen til hævning i en times tid, hvorefter den igen æltes godt igennem og deles i 20 boller.
Bollerne skal nu hæve i yderligere en times tid.
Til sidst pensles bollerne med mælk, hvorefter de bages i en forvarmet ovn ved 180 gr. i 13-15 min.

Server hvederne lune med smør, men de er også gode de næste par dage med smør og fx lidt ost. Velbekomme.

***
Jennie Tronier