Hvad glæder jeg mig til i juli

Jeg har taget en ekstra sommerferiedag i dag. Både fordi jeg trænger, fordi jeg har rigeligt med afspadseringstimer og fordi min mands niece skal køre studentervogn i dag. Derfor er de næste 3,5 uge mine, hvor vejret forhåbentlig bliver ved med at vise sig fra sin bedste side og hvor ferietempoet ret hurtigt sætter ind. I ved der hvor man ikke længere kan huske hvilken dag på ugen man er kommet til. Det glæder jeg mig til.

Før jeg kigger frem på min feriemåned juli, må jeg nok hellere lige se lidt tilbage på sidste måneds forventninger. Vi har både nået at få styr på Masavas pas, fået sendt takkekort afsted, holdt den hyggeligste sankthans, set Max blive gradueret, set Vanessa være pirat med hendes klasse samt oplevet min mands niece blive student. Det eneste jeg ikke helt kan sætte kryds ved er alle de is, friske bær og krydderurter som jeg havde håbet på at indtage. Det punkt må vi skubbe til juli, tror jeg.

Mine forventninger til juli:

  • At få fejret min mands niece i aften, når hun bumler rundt i en studentervogn.
  • At sommervejret bliver ved længe endnu. Det er jo helt vildt så mange dejlige varme sommerdage vi har haft allerede, men lad det endelig ikke være forbi endnu. Please.
  • At få spist en masse is, friske bær og krydderurter som hører sig til om sommeren. Jeg har nemlig slet ikke indtaget en stor nok kvote til at være tilfreds med mig selv endnu.
  • At stornyde Bornholm med hele min familie!
  • At fejre min store piges 14-års fødselsdag. Hun har spurgt om en surprisedag, hvor vi arrangerer noget for hende, som hun ikke ved på forhånd. Det skal jo være noget i hendes ånd og ikke nødvendigvis det jeg selv synes vil være det sjoveste, så det skal jeg lige tænke lidt mere over, så det bliver den bedste dag for hende.
  • At få læst så meget af min bogstak som muligt.
  • At komme helt ned i ferietempo, hvor alt stress og andet arbejdsrelateret bliver nulstillet.
  • At komme videre med vores pool-projekt, så vi kan blive færdige og forhåbentlig kunne bruge bassinet i år med vand i. Når nu vi har den varmeste sommer i rigtig mange år, vil det jo være direkte tåbeligt ikke at kunne bruge sin pool ik? 🙄 #virkeligdårligtiming
  • At få brugt den sidste uge af vores tre ugers sommerferie på noget fornuftigt. Jeg drømmer om et lille road trip et eller andet sted hen, så det synes jeg ville være fornuftigt at bruge tiden på.
  • At få taget en masse gode billeder. Jeg er jo fuldstændig tosset med billeder og kan bruge afsindig lang tid på at kigge, tage og arrangere billeder. Det kan både være billeder af mine unger, af haven, af Masava, af min mand, af naturen eller bare af alt og intet. Og når nu himlen er så fin og lys som den er om sommeren, er det mest ideelt at tage billeder, så det skal da klart udnyttes.
  • At få den bedste børnefriuge sidst på måneden, når tøserne skal med morfar i sommerhus. De plejer at hygge sig med både Tysklandstur, minigolf, isspisning og forskellige køreture, og vi plejer at kunne arbejde længere på arbejdet og tage ud og spise hver aften. Det er et helt perfekt arrangement og en gevinst for os alle.

***
Jennie Tronier

Min sommerbogstak

Nu går jeg snart på ferie og jeg storglæder mig. På mit arbejde har vi ofte enten den tidlige ferie eller den sene ferie, dvs. de tre første uger eller de tre sidste uger af ungernes sommerferie, for bedst muligt at få sommerferieplanen til at gå op. Vi prøver så at skifte mellem at have den tidlige og den sene, så det bliver nogenlunde lige for alle – også fordi de fleste helst vil have den sene ferie. I år har jeg dog fået den tidlige ferie, men det er faktisk også rigtig fint, for jeg trænger virkelig til ferie.

Jeg glæder mig bare til afslapning, ekstratid med min familie, helt ned i gear-tempo, sove længe og bare kunne gøre hvad jeg har lyst til som fx at have tid og overskud til at læse endnu mere end jeg plejer. Selvom jeg stort set hver dag læser i en bog, plejer jeg alligevel altid at læse lidt mere i sommerferien, så min bogstak er lidt højere denne måned end den plejer at være.

Jeg satser på at læse:

  • “Små påsatte brande” af Celeste Ng – en bog som har fået mange roser med på vejen
  • “Min historie” af Nadia Nadim – en bog om fodboldspilleren Nadia Nadim’s liv
  • “Sweet Filthy Boy” af Christina Lauren – første bog i Wild Season-serien
  • “Nattergalen” af Kristin Hannah – en historie om kvinderne under 2. verdenskrig
  • “Bjørneby” af Fredrik Backman – en mere dystre bog end Fredrik Backman plejer at skrive
  • “Heksen” af Camilla Läckberg – efterfølgeren om Erica og Patrick i Fjällbacka, som jeg aldrig har fået læst

Hvad tænker I at kaste jer over af bøger her i sommervarmen?

***
Jennie Tronier

Sankthansbål-traditionen

I år har det desværre mange steder i Danmark ikke været muligt at afholde bål til sankthans pga. varme- og tørkeperioden over store dele af landet. Vi var dog så heldige at det kunne lade sig gøre på campingpladsen De Hvide Svaner, hvor vi opholdt os, da vinden var rigtig ud over vandet og da de havde forberedt vand og andre tiltag, hvis uheldet skulle være ude.

Sankthansbål-traditionen stammer vist tilbage fra 400-tallet, hvor højtiden sankthans var en fest for Johannes Døberen – deraf navnet Skt. Hans’ fest. Han menes at være født seks måneder før Jesu fødsel og dagen er derfor sat til d. 24. juni. I nordisk tradition afholdes højtider ofte aftenen før dagen, så sankthans er altid d. 23. juni, ligesom juleaften altid fejres dagen før juledag. Traditionen regnes som en af de ældste kirkefester, og lyset fra bålet blev dengang tolket som symbol for Johannes, da han udpegede Kristus i en verden af mørke.

Jeg synes, at bål til sankthans er en rigtig hyggelig tradition. Det er en aften jeg helt tilbage fra min barndom kan huske har været en hyggelig aften, hvor vi mødtes med familie og venner på bålpladsen og hyggede til langt ud på aftenen. Det var jo også altid der vores sommerferie startede dengang, så mon ikke at det også tæller lidt med i min positive tankegang.

***
Jennie Tronier

En tur til skønne Karrebæksminde

Vi var i går til sankthans-hygge hos min kusine og hendes skønne familie på campingpladsen De Hvide Svaner, hvor deres campingvogn ligger for en hel sæson. Vi startede dagen med lidt hygge på campingpladsen, hvorefter vi tog ind til Karrebæksminde og spiste frokost samt gik en lille tur og derefter tilbage til De Hvide Svaner for at grille og se bål. Super hyggeligt. Det er virkelig et skønt område her om sommeren.

Kendetegnet i Karrebæksminde er Græshoppen, deres bro. Det er nr. 4 bro i byens historie. Den første blev bygget i 1936 som en kontravægtbro, da Næstved Havn blev etableret, og siden er den reetableret tre gange.

Vi endte på Ditlevsens Fiskehus til en omgang frokost. Jeg fik et stjerneskud, som smagte rigtig fint, men der var også mange andre lækre retter med frisk fisk.

Bagefter gik vi over til Enø Bageri, så ungerne kunne få en is hver. Det siges at være det bedste issted i byen og det var bestemt heller ikke dårligt. Vi købte også en chokoladekage til kaffen til senere på dagen.

Pandekagehuset på den anden side af hovedvejen er også et rigtig lækkert sted, men der fik vi ikke noget fra denne gang.

Tilbage på pladsen legede ungerne i haven, mens vi andre forberedte aftensmad og bare hyggede. Senere var det båltid ved fjorden, så alt i alt en super god dag.

***
Jennie Tronier

Burger Hytten i Greve

For et par uger siden, da det var Fars-dag og manden herhjemme måtte bestemme menuen, endte vi på Burger Hytten som ligger i Greve nær Mosede Havn. Vi havde af flere hørt godt om maden der, så det måtte vi selvfølgelig også prøve.

Vejret var godt, så vi satte os på et bord udenfor, mens vi læste menukortene igennem. Man kan vælge mellem fem forskellige burgere, lidt forskelligt tilbehør og diverse dyppelser, samt et par børnemenuer.
Jeg endte med at vælge en Læsø-burger, som er en chiliburger med jalapenos, hakket fetaost, icebergsalat, tomat, hjemmesyltede agurker, rødløg og chilimayo. Den kostede 105 kr. Vanessa valgte en børneburger til 65 kr., resten af familien valgte en Viking-burger, også til 105 kr., som er en burger med bacon og ost, og dertil bestilte vi et par kurve med grove fritter (35 kr./stk.) og salat mayo (10 kr./stk.).

Vi synes, at burgerne var gode, de var store og med en god bøf og frisk salat, men bollerne var desværre lidt tørre. Vi havde dog på ingen måde behøvet at bestille en burger hver, da de var virkelig tunge og mættende.

Praktisk information:

  • Burger restaurant
  • God mad og service
  • Åbent alle dage mellem kl. 11-21
  • Adresse: Havnevej 2, 2670 Greve

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Dødevaskeren” af Sara Omar

Jeg er lige blevet færdig med bogen “Dødevaskeren” og hold da op en bog. Den har virkelig rørt mig på mange områder!

Bogen handler om pigen Fremsk, hvis liv på det grusomste formes af hendes opvækst. Hendes far Anwar ønsker sig kun at få en dreng, da døtre ikke er velsete i det muslimske samfund i Kurdistan, så da der fødes en pige må hendes mor Rubar gøre alt for at redde hendes datters liv. Fremsk ender derfor med at vokse op hos hendes mormor og morfar, og selvom disse gør alt hvad der står i deres magt for at passe på hende, påvirkes hun hele tiden af det muslimske samfund. Selv personer hun stoler på kan vise sig at have skumle bagtanker.
Samtidig følger man Fremsk, da hun er blevet voksen og ligger på Skejby Sygehus i Danmark. Hun er indlagt med svære skader efter en voldelig mand samt posttraumatisk stress. Her møder hun den muslimske kvinde Darya, som hører hendes historie, men som også kan komme til at afsløre Fremsk’ opholdssted for det muslimske samfund i Danmark.

Dette er afgjort én af de bedste bøger jeg har læst i år. Sara Omar skriver fantastisk. Hun tegner nogle virkelig detaljerende personportrætter og hun beskriver i et levende sprog hverdagslivet i en kontrastfyldt familie. Forholdet mellem Fremsk’ forældre er præget af vold og undertrykkelse, men Rubar bliver nødt til at blive i det liv for at beskytte hendes familie. Farforældrene gør samtidig alt for at leve på den gamle traditionelle måde, hvor pigebørn ikke er velkomne, og tyranniserer derved både Rubar og Fremsk på det ondeste, mens morforældrene er kærlige mennesker, som gør alt for at skærme Fremsk. Mormoderen er troende muslim og dødevasker, hvilket betyder at hun tager sig af de døde kvinder, som ingen andre vil begrave, kvinder der er dræbt i vanære og skam, kvinder der er stenet eller tævet ihjel, fordi de måske er blevet gravide udenfor ægteskabet pga. utroskab eller fordi de har født pigebørn i stedet for drengebørn. Hverdagen er fyldt med disse kontraster for Fremsk og hun prøver blot at komme igennem det på bedst mulig måde.

Koranen indeholder lyse sider, men den indeholder også en mørk side, som i visse muslimske kredse bliver brugt som en voldsmanual mod kvinder og pigebørn.

SARA OMAR

Jeg vil eller kan ikke gøre mig til dommer om det er kultur eller religion som er hovedårsagen til at bogens kvinder lever et kummerligt liv, men for en kvinde som mig, der er vokset op i et frit land som Danmark, er det både skræmmende, ubærligt og skammeligt hvis dette liv stadig forekommer i en anden del af verden. Jeg er faktisk rystet i min grundvold, at dette kan ske og måske stadig sker.

Sara Omar er selv født i Kurdistan i 1986, hvor hun i slutningen er 1990’erne flygtede med hendes familie, og siden 2001 har boet i Danmark. Hun studerer statskundskab og er bestyrelsesmedlem i flere danske kvindeorganisationer. Hun arbejder for at bekæmpe undertrykkelse, overgreb, voldtægt, ulighed, social kontrol, incest, pædofili og diskrimination. Hun siger selv, at hun har skrevet bogen, fordi den er vigtig, og fordi den kun kan skrives af en kvinde med hendes baggrund, da hun har set, oplevet og mærket på egen krop, hvad der sker i mange muslimske miljøer.

Jeg er rystet, virkelig rystet, og netop derfor synes jeg også, at denne bog er vigtig!

Data omkring bogen:

  • Romandebut af dansk-kurdiske Sara Omar
  • Bogen er på 321 sider
  • Genren er en samtidsroman, men der gættes også på at handlingen har tråde til Sara’s eget liv
  • Sara Omar lever i dag under politibeskyttelse i Danmark
  • Bogen blev udgivet i Danmark i december 2017 af Politikens Forlag

***
Jennie Tronier

Hjemmelavede hvidløgsbrød på grill

Forleden aften lavede vi de lækreste hvidløgsbrød på grillen, som jeg simpelthen bliver nødt til at dele med jer. Jeg var faldet over opskriften på foodtv.dk, og da vi ikke havde lyst til den helt store aftensmad endte vi med at lave en omgang af dem samt skære lidt melon og Serrano-skinke ud. Det blev virkelig godt.

Hvidløgsbrød på grill (6 store brød)

  • 1/4 pakke gær
  • 2 dl lunt vand
  • 1 tsk salt
  • 300 g hvedemel
  • 3 fed hvidløg
  • en håndfuld basilikumblade (eller evt. ramsløg)
  • 3 spsk olivenolie

Først laves dejen. Opløs gæren i vandet og tilsæt salt og hvedemel. Ælt det godt igennem, så du får en smidig dej, og lad den hæve lunt et par timer med et fugtigt klæde over skålen.

Imens forberedes hvidløg/krydderurte-olien, som enten finthakkes eller mortes og blandes i olien.

Når dejen er hævet færdigt, skal den deles i 6 stykker og formes til fladbrød.

Smid dem herefter på grillen og vend dem, når de er blevet let brunede på den ene side og begynder at puffe op. Smør nu din hvidløg/krydderurte-olie på brødene og grill dem færdige på den anden side.

Enkelt og lækkert!

***
Jennie Tronier

Photo shoot nr. 7: Mosede strand

Jeg har her til aften været med tøserne på Manolo, vores lokale isbiks, hvor vi bagefter gik en tur på stranden og endte med at skyde lidt billeder – dog mest af Savannah, da Vanessa hellere ville spise is.

Vi aftalte jo tilbage i december, at vi hver måned skulle lave et såkaldt photo shoot af ungerne, så vi var sikre på at få en masse billeder af dem, både sammen, men også hver i sær, samt så vi kom rundt til forskellige steder i Danmark og så og oplevede lidt. Det er dog desværre ikke gået særlig godt. Tror faktisk kun, at vi alle sammen er kommet afsted på photo shoot én gang og det var i januar. Ellers har det kun været sammen med tøserne. Men derfor synes jeg nu stadig, at ideen er god, og jeg elsker alle de billeder jeg har af ungerne.

***
Jennie Tronier

Virkelig gode snobrød

Savannah har i dag været hos en plastikkirurg og fået fjernet hendes cyste i tindingen. Det holdt lidt hårdt for hende, for hun var nervøs for bedøvelsen, ikke så meget for selve snittet, men bedøvelsen havde hun hørt skulle gøre lidt ondt. Hun klarede det dog super fint og bagefter synes hun egentlig slet ikke, at det var så slemt.

Historien omkring den cyste tror jeg egentlig aldrig, at jeg har fortalt, men for ca. et halvt år siden begyndte der fra den ene dag til den anden at vokse en mærkelig hård knop i den ene tindingenregion på Savannah. Vi troede egentlig først, at det var en lidt genstridig bums, men ligegyldigt hvor meget hun pressede, trykkede eller stak voksede den sig bare større og større. Vi gik derfor til lægen efter nogle uger, som henviste videre til en hudlæge (hvor der var en del ventetid) og som henviste tilbage til vores egen læge, som skulle henvise videre til en plastikkirurg (hvor der også var en del ventetid). Hudlægen sagde, at han mente, at det var en tilforladelig cyste, men da den generede hende, fordi den sad lige i hårkanten, syntes han bestemt, at den skulle fjernes, hvorfor en plastikkirurg skulle involveres. Det var en lidt lang proces over en del måneder, som kun bevirkede at cysten fik lov til at vokse sig større og større, men da den ikke var farlig for Savannah var det ok for os. Plastikkirurgen målte den i dag til at være 0,8 x 0,6 cm, men den var let for ham at fjerne, så han er sikker på et fint resultat sådan armæssigt. Nu skal hun gå med plaster konstant de næste 4-6 uger, for at beskytte såret mod sol, men det overkommer hun nok også.

Når men, det var jo ikke meningen, at dette indlæg skulle handle om cyster og ar, så nu tilbage til de der snobrød.

Vi havde nemlig den mest fantastiske sommeraften i sidste weekend. Vi havde nogle venner på besøg, vejret viste sig fra sin allerbedste side og vi havde sørget for lidt god mad og drikkelse. Vi hyggede, spiste, spillede spil, lavede bål, havde vandkamp og spiste snobrød. Det var så hyggeligt, så hyggeligt.

Det er faktisk en del år siden vi sidst har lavet snobrød – sjovt nok, for det er virkelig hyggeligt – så jeg måtte i mine gemmer og finde en opskrift frem. Den kunne jeg knageme ikke huske i hovedet. Derfor tænker jeg at dele den her, så jeg selv kan finde den lidt lettere næste gang.

Snobrød (ca. 10 stk.)

  • 25 g gær
  • 3 dl vand
  • groft salt
  • 500 g hvedemel
  • 10 snobrødspinde

Først røres gæren ud i det lunkne vand, hvorefter både salt og hvedemel tilsættes. Dejen skal æltes godt og være smidig. 

Lad den nu hæve i min. 30 min., hvorefter dejen deles i 10 stk. og snos i et tyndt lag rundt om en pind. 
For et ekstra godt resultat kan dejen på pindene efterhæve i ca. 20 min., men dette behøves ikke. 

Bag til sidst brødene over gløderne i ca. 20-30 min. til de er gennembagte og gyldne hele vejen rundt. 

Spis dem neutrale (det er Vanessas favorit) eller måske med lidt saltet smør (det er min mands favorit), med nutella (det er Savannahs favorit) eller med syltetøj (det er min egen favorit).

***
Jennie Tronier

Maj highlights

De sidste mange år har jeg haft fri på Grundlovsdag, men i år er det ikke en lukkedag på mit arbejde. Desværre. I stedet har jeg dog heldigvis fået mulighed for at arbejde hjemme. På den måde kunne jeg logge tidligere på i morges, lukke ned når ungerne endelig stod op kl 11-ish (det er jo teenagere) og hygge lidt med dem, og så må jeg senere arbejde de sidste timer ind. Vi havde egentlig planer om en shoppetur, mig og alle tre unger, men det viste sig at alle butikker havde lukket i dag, så det blev da en billig shoppetur.

For at komme tilbage til den oprindelige grund til dette skriv, mit tilbageblik på måneden der er gået, har jeg siddet og kigget alle mine billeder igennem for maj, og sikke da en fin måned. Det ser ud til at have stået på en masse solskin, havearbejde, isspisning, ture ud i det danske og svenske land, samt lidt sammenkomster med vennerne.

*Is hos Manolo hører sig til hjemme hos os. God is og samlingspunkt for hele byen, når vejret tillader det*

*Sammen med Vanessa plantede jeg for nogle uger siden en masse krukker til terrassen. Nu hvor poolen stadig er under ombygning må der lidt ekstra blomster til at pynte på byggerodet*

*Vi kørte en dag ind til det smukke København og gik en tur. Hvor er det bare en fin by på mange områder*

*Pizza eller sandwich fra Costa Smeralda Pizzaria er et højdepunkt for os, når vejret tillader det. Vi spiser det altid på molen i Skovshoved Havn, mens vi kigger på de fine både. God sommertradition, som ungerne elsker*

*Haven har været så fin i denne måned*

*Planen er at udvide terrassen på et lille stykke af baghaven, men selve gravearbejdet er ved at tage livet af mig. Vi må nok finde på andre muligheder. Bare den første meter af hele stykket tog over tre timer at grave op og køre væk – og det var endda det nemme af stykkerne*

*Vi var også med til den hyggeligste konfirmation hos min venindes datter*

*De varme sommeraftner bruges gerne på terrassen med en god bog og en is. Masava er altid helt med på ideen. Hun er en rigtig udehund, så jo mere vi er ude sammen med hende, jo bedre*

*Det er også endelig efter flere års ønske blevet tid til at besøge Sofiero i Sverige, og hvor er der bare fint*

*Vores genboer gav os for et par uger siden et super fint kurve-havesæt, som de ikke ville have mere. Vi har nærmest levet i det siden*

*Hjemme fra arbejde holder vi rigtig meget af at nyde en drink i solen og snakke dagen igennem – eller bare en kop kaffe*

*De fine syrener med de blomstrende rhododendrons i baggrunden*


*I forrige weekend fik vi endelig mulighed for at gå videre med vores projekt Red Poolen. Bunden blev støbt, så det begynder at ligne noget. Forhåbentlig bliver det til et bassin med vand i denne sommer*

Nu må jeg hellere få arbejdet lidt ind på de skyldte timer. Vi har nemlig snakket om at tage ud og spise i dag, det er jo Fars dag, så han må bestemme sted og menu.

***
Jennie Tronier