Anbefalelsesværdige film og serier set i november

I november har jeg set følgende film og serier, som jeg kan anbefale andre at se:

“Bad Moms”

Filmen handler om moderen Amy (Mila Kunis) som tilsyneladende lever det perfekte liv med karriere, søde børn og et lækkert hus. Virkeligheden er dog en anelse anderledes og da den fejlfrie mor Gwendolyn (Christina Applegate) indkalder til krisemøde om småkager, knækker filmen for Amy. Sammen med den hjemmegående Kiki (Kristen Bell) og singlemoderen Carla (Kathryn Hahn) beslutter hun sig for at frigøre sig for forældreræset med selvforkælelse, en masse alkohol og et opgør mod den perfekte Gwendolyn.

Egentlig så vi filmen, fordi vi så at nr. 2 film i serien var tilgængelig og da vi ikke havde set nr. 1 måtte vi jo se den først. Og sikken et held, for hold da op hvor vi grinte. En god omgang tømmermændshumor på højt plan. Dog var efterfølgeren “A Bad Moms Christmas” ikke noget at råbe hurra for, så den er desværre ikke anbefalelsesværdig, efter min mening.

Amerikansk komedie fra juli 2016.
Varighed: 1 time og 41 min.
Set på Netflix.
IMDb: 6,2/10

“The Christmas Chronicles”

Denne julefilm handler om søskendeparret Kate (Darby Camp) og Teddy (Judah Lewis). De lever alene med deres mor, som bliver nødt til at arbejde en del, da deres far er død. De er egentlig ikke et søskendepar som har det store til fælles eller kommer særlig godt ud af det sammen, men julenat, da de igen er alene hjemme, afpresser Kate Teddy til at hjælpe med at sætte fælder op i huset, så de kan fange julemanden (Kurt Russel) på film og bevise, at han findes. Dette ender selvfølgelig med en uventet nat, som de fleste børn kun kan drømme om.

Vi så filmen en søndag på sofaen sammen med Vanessa og den var tilpas hyggelig, sød og juleagtig, så den må komme med på anbefalingslisten.

Amerikansk julefilm fra november 2018.
Varighed: 1 time og 44 min.
Set på Netflix.
IMDb: 7,2/10

“Kriger”

Serien handler om soldaten CC (Dar Salim), som efter at have mistet sin bedste ven i kamp, ender med at gå undercover for bedstevennens enkekone Louise (Danica Curcic). Hun arbejder for politiet og prøver at infiltrere rockergruppen Wolves, som brutalt styres af Tom (Lars Ranthe), og for at lindre smerten over bedstevennens død, beslutter CC sig for at hjælpe.

Serien er på mange områder anderledes end andre danske serier, fordi den er meget rå og voldsom, men samtidig er den utrolig godt spillet og virkelig spændende, så jeg var solgt fra start til slut.

Dansk actiondrama fra oktober-november 2018.
Sæson 1 med 6 afsnit.
Set på TV2

“Bodyguard”

Denne serie handler om forhenværende soldat og nuværende bodyguard David Budd (Richard Madden) som efter en succesfuld afværgelse af et terrorangreb forfremmes til personlig livvagt for den højt profilerede og kontroversielle indenrigsminister Julia Montague (Keeley Hawes).

Min mand havde læst virkelig gode anmeldelser om denne serie, så en søndag over morgenmaden tændte vi for det første afsnit – og små 6 timer senere sad vi stadig i sofaen og så de sidste minutter af serien. På mange områder minder serien om fx “Homeland” og “Livvagterne”, men det denne serie gør ekstra godt er de uventede drejninger. Lige så snart man tror, at man har regnet det hele ud, tager handlingen endnu en uventet drejning til en afkrog man ikke havde set komme, og det er virkelig godt, synes jeg.

Engelsk politisk drama-serie fra 2018.
Sæson 1 med 6 afsnit.
Set på Netflix.
IMDb: 8,2/10

“Sons of Anarchy”

Denne serie handler om motorcykelklubben Sons of Anarchy som lever af både legale og illegale forretninger i den lille amerikanske by Charming.  Klubben styres af Clay (Ron Perlman) som ønsker at køre klubben på den gamle måde med vold og frygt, mens Jax Teller (Charlie Hunnam) som vicepræsident ønsker en mere fredelig og moderne version af klubben. Stridighederne forværres også af den interne relation mellem Clay og Jax. Jax er nemlig født ind i klubben, som søn af klubbens afdøde stifter, mens Clay var bedste venner med Jax’ far og nu gift med Jax’ mor Gemma (Katey Sagal).

Vi startede på serien en tirsdag aften, hvor der ikke var noget interessant at se i fjernsynet, og fem dage senere havde vi set de første 3 sæsoner. Den er GOD, spændende og morsom – og Jax er seriøst for lækker!

Amerikansk actionserie fra 2008 – 2014.
Sæson 1 – 3 med hver især 13 afsnit i hver
Der findes i alt 7 sæsoner.
Set på Netflix
IMDb: 8,6/10

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.