Slankekuren #MitNyeLiv part 4

For et par år siden prøvede jeg at sætte lidt ind mod de ekstra kilo, som jeg løbende havde taget på.  Min vægt lå dengang på omkring 63-64 kg og selvom det i dag er en smule bedre (omkring 62-63 kg), så er motionsdelen de sidste år ikke rigtig lykkedes for mig. Løberiet måtte jeg stoppe med for halvandet år siden, fordi jeg fik virkelig ondt i mine hofter efter hver løbetur, og derefter er jeg ikke rigtig kommet i gang med noget andet seriøst.

Igennem de sidste mange måneder har jeg derfor drømt om at komme i gang med fitness. Jeg tænkte, at det måske var vejen frem for mig med de mange forskellige maskiner, så for en måned siden spurgte jeg min veninde om hun ville starte op med mig. På den måde kunne vi måske holde hinanden lidt i ørene, hvis det skulle gå hen og blive en kamp for os at komme afsted, og hun var heldigvis helt med på ideen.

I søndags kom vi så afsted første gang – og det var hårdt og sjovt på én gang.

Vi har valgt at følge et program, som er for nybegyndere:

  • 5 min. cykling
  • 20 benpres
  • 15 skulderpres
  • 15 brystpres
  • 10 min. crosstrainer
  • 10 min. cykling eller gå på løbebånd med stigning

Dette skal vi gøre i 4 sessioner, hvorefter der bliver skruet lidt i vejret med antallet i de næste 4 sessioner. Derefter skal vi køre 8 nye sessioner med andre øvelser og til sidst 8 andre sessioner med igen nye øvelser. Til sidst er vi forhåbentlig så rutineret i alle øvelserne, at vi måske ikke nødvendigvis behøver et program, men samtidig er det også ret motiverende at komme igennem et program, så lad os nu se hvor vi ender.
Det vigtigste er i hvert fald, at det er sjovt og at vi er kommet i gang – så kan det vel ikke gå helt galt for os.

***
Jennie Tronier

Mine julegaver

Jeg vil bare lige sige et hurtigt hej med ønsket om en fortsat god jul. Jeg håber, at I alle har haft en lige så fantastisk juleaften, som vi har haft. I dag har vi jo “fridag” for alle juleplanerne, så vi har spist en langsom morgenmad, ryddet op efter i går og bare nydt vores julegaver. Helt i vores ånd.
Senere har vi planer om at gå en tur og måske se en film. Vi har snakket om at se filmen “The Hitman’s bodyguard”. Har I set den? Både Samuel Jackson, Ryan Reynolds og Salma Hayek er med, så det kan vel ikke gå helt galt, tænker jeg.

Men før vi når dertil, vil jeg lige dele med jer hvad jeg fik i julegave i år. Jeg føler mig nemlig meget heldig og priviligeret med så gode gaver.

Høsten blev for mit vedkommende i år følgende:

  • En toastmaskine fra SMEG i farven hvid
  • En sæbedispenser fra Zone i farven hvid
  • To stk. Hay Flowerpot urtepotteskjulere i farven terracotta
  • To par glimmersokker
  • En ansigtsmaske
  • Et arvestykke fra Bing & Grøndahl
  • En buket blomster
  • En pakke chokolade fra Toms
  • En hjemmelavet nissemand

Ungerne fik både penge, gavekort, legetøj, tøj, ting til deres værelser, høretelefoner, en cykel og et Segkart.

I morgen skal vi til julefrokost hos min far, hvor min bror og hans familie også kommer. Det glæder jeg mig til. En masse god mad, pakkeleg, flere gaver (da vi først bytter gaver med dem i morgen) og super selskab. Det kan da kun blive godt!

***
Jennie Tronier

Artikel i Hendes Verden

Så så man lige mig… Jeg er at finde i en juleartikel i Hendes Verden i denne uge. Og jeg har fået min helt egen side. Det er da meget godt af en førstegangs “kilde”, som man bliver kaldt i den verden, ik!?

Jeg er ikke normalt sådan en person, som ender i nogle blade, så da jeg blev kontaktet af en journalist for snart en del uger siden, synes jeg bestemt, at det kunne være sjovt at sige ja. Selvom jeg helt sikkert også var en del på udebane med interview, photoshoot og det hele.

Jeg er typen, som altid laver mine julekort selv, både i forhold til tema, klipning og tekst, og lige på det punkt, tror jeg faktisk, at jeg er mere unormal end normal. Eller nej, jeg ved det. Faktisk kender jeg slet ikke nogen på min alder, som overhovedet skriver julekort, så det gør måske det hele endnu mere specielt.

I kan derfor sagtens købe bladet og læse interviewet, hvis I har lyst. Der er en masse andre interessante artikler også, så de 38 kr. er ganske godt givet ud, synes jeg.

***
Jennie Tronier

Årets tøsetur med min loge

*Vi var kun syv samlet denne gang*

I går var jeg på den hyggeligste og sjoveste tøsetur.
Jeg har sammen med mine tøser fra gymnasiet (nogle af dem kender jeg tilbage fra folkeskolen) oprettet en tøseloge, hvor vi én gang om året laver et arrangement sammen og tre gange om året mødes til hyggeligt samvær hjemme hos en af os. Vi er otte medlemmer; syv fra Sjælland og en fra Jylland, og vi deles om at planlægge disse arrangementer.

I år skulle jeg planlægge med min veninde fra Jylland, og vi har været mange tanker igennem om temaet for dagen. Vi ville dog gerne have lidt aktiviteter evt. med lidt konkurrence imellem, vi ville gerne have lidt sjov og spas (men hvordan planlægger man den slags?) og vi ville gerne have tid til hygge og diverse snakke.

Programmet endte med at se ud som følgende:

  • Lerdueskydning hos Greve Jagt
  • Hjemmelavede sandwich til frokost ved Rosenborg Slot (udendørs, men vejret holdt)
  • Petanque på taget af Petanque Bar i Adelgade i København
  • Quiz med både kulturelle og personlige spørgsmål
  • Personligt horoskop udarbejdet til alle
  • Kaffe og kage -> blev skiftet ud med Happy Hour-shots på Petanque Bar
  • Aftensmad på Bistro Boheme -> som endte i drinks, dans og latter

*Lerdueskydning var sværere end vi regnede med*

*Vi skød 25 skyd, og jeg vandt med ni ramte*

*Picnic på Rosenborg Slot*

*Petanque spil, hvor vi blev delt i to grupper og spillede mod hinanden*

*Vi spillede to spil, og min gruppe vandt begge spil. Mig som aldrig vinder noget…*

*Hygge på Petanque Bar med quiz, horoskoper og drinks*

*Suveræn mad og ren forkælelse på Bistro Boheme*

*God stemning, hvor vi invaderede loungen*

*Næste række af planlægningshold blev trukket af et omvendt barbord*

*Kl. 24 blev min veninde fødselsdagsfejret med flag, sang og flere drinks. Af hele restauranten selvfølgelig*

Jeg glæder mig allerede til næste år, hvis næste arrangement bliver lige så succesfuldt 🙂

***
Jennie Tronier

Ny kalender fra Atelier Aarhus

Sidste år købte jeg en kalender fra Atelier Aarhus. Den var så fin (er desværre blevet lidt nusset med tiden), men jeg har på mange måder virkelig været glad for den. Savannah har flere gange kigget langt efter den, så da Atelier Aarhus skrev ud, at kalenderen for 2018 var på trapperne, skyndte vi os at bestille to stk.
Savannah har derefter virkelig glædet sig til at få hendes hjem, så hver dag har hun spurgt efter dem, og i går fik vi dem så endelig hjem.

De er i et lækkert materiale (Atelier Aarhus siger, at de er mere robuste end 2017-udgaven), den indeholder både årsoversigt og månedsoversigt, en side for hver dag og en to do-liste for hver dag. Til forskel fra 2017 er kalenderen blevet en anelse mindre, både i størrelse og tykkelse, men ellers er de meget ens.
Vi glæder os begge til at tage dem i brug!

***
Jennie Tronier

Min Bullet Journal

For nogle måneder siden læste jeg for første gang om Bullet Journal. Jeg sad med min telefon en aften og dimsede (I ved, når det i fjernsynet keder én en lille smule og man bare bliver nødt til at gøre noget andet) og i en artikel på Facebook, som faktisk handlede om noget helt andet, stod der at pigen havde godt brug af sin Bullet Journal, så hun kunne samle sine aktiviteter et sted. Det fik mig straks til at google Bullet Journal og min interesse var skabt. Tænk en form for bog, hvor både ens kalender og diverse lister kan være samlet. Det er jo optimalt for én som mig.

Bullet Journal er en metode skabt af Ryder Caroll, som er en digital designer fra New York. Metoden går ud på, at man har en tom notesbog, hvor man selv skaber sin egen kalender kombineret med en notesbog, en dagbog og diverse post-it og to do-lister. Princippet er allerede et stort hit i den kreative verden, hvor man kan give sig selv et større overblik over ens planer og gøre ens hverdag mere produktiv.
Prøv evt. at google Ryder Caroll. Han har lavet mange gode artikler og youtube-videoer.

En Bullet Journal kan bygges op præcis som man vil, men princippet går ud på at bogen kan indeholde følgende lister:

  • Et index / indholdsfortegnelse
  • En key (oversigt over de ikoner du evt. vil bruge i bogen)
  • En fremtidslog (oversigt over de aftaler du har i fremtiden)
  • En månedskalender, en ugekalender og/eller en dagskalender
  • En dagbog
  • Trackers (lister, hvor man kan følge sine vaner, sin udvikling, sit humør, forskellige milepæle, vægttab osv.)
  • Bucket list (få konkretiseret særlige ting, som man gerne vil opnå)
  • Økonomi / regnskab
  • Madplan
  • Læseplaner / læste bøger
  • Filmplaner / sete film
  • Serieplaner / sete serier
  • Taknemmelighed (få konkretiseret de ting, som man er taknemmlig over)
  • Planlægning af en fremtidig ferie
  • Planlægning af et fremtidigt arrangement
  • Julegaveindkøb
  • Gaveønsker
  • Rengøringsliste
  • Lektieliste

Hele metoden er, at man selv skaber sine lister og derved har mulighed for at få et overblik over de ting der er relevante for én selv. Ved at lave nogle brugbare keys (eller bare genbruge dem Ryder Caroll har skabt) kan man fx hurtigt få et overblik over hvilke opgaver man har på fx månedsbasis. Hvis man har behov for at se hvilke opgaver man hver måned skubber til næste uge og hvilke opgaver som kan checkes af med det samme, er det ret hurtigt overskueligt.

Jeg startede med stort set kun at bruge metoden som en kalender. Jeg lavede en fremtidslog, som jeg udelukkende skrev min fødselsdagsoversigt i, og derudover skabte jeg mine månedskalendere for et halvt år frem. På den måde kunne jeg med det samme skrive mine fremtidige aftaler ind i kalenderen, og det fungerede perfekt. Derefter kom nogle af de lister som jeg på pågældende tidspunkt havde behov for; en planlægningsside omkring min 40-års fødselsdagsfest (inviterede, menu, gaveønsker osv.), en bogliste over både læste og ønskede bøger, et overblik over vores road trip i sommerferien og fx en liste over gode krukkeblomster til min terrasse.

Senere i min Bullet Journal-udvikling fik jeg et behov for at lave ugelister, fordi jeg følte, at mine månedslister ikke var udførlige nok. På ugelisterne har jeg lavet samme princip for 5 uger ud i fremtiden, hvor jeg kan tracke min dagligdag (hvor mange timer sover jeg, arbejder jeg, motionere jeg osv.), lave mine to do-lister for ugens løb, vores madplan, hvilke bøger er jeg i gang med osv. Denne proces har jeg ikke så meget erfaring med endnu, så nu prøver jeg de 5 uger af og så må vi se om jeg får andre behov.

*Min fremtidslog med alle de vigtigste fødselsdage i familie/vennekredsen* 

*Jeg skriver altid med blyant på fremtidige aftaler og retter dem til tusch/kuglepen, når aftalen er sket*

*Min skabelon for en ugeplan – uudfyldt*

For at komme i gang med sin egen Bullet Journal, har man brug for følgende:

    • En notesbog i god kvalitet. Jeg endte med at købe en Leichtturm1917 A5, som er skabt til præcis bulleting, hvor siderne er med små prikker og der er tal fortrykt forneden. Jeg gav 199 kr. for den i Bog & Ide, men den kan vist godt købes for omkring 160 kr. andre steder. Andre notesbøger kan også sagtens bruges, hvis bare papirkvaliteten er god nok. Papiret skal nemlig kunne klare at der tegnes på det på hver side uden at blækken går igennem. Derudover er det en smagssag omkring blanke sider, linjer eller prikker. Jeg foretrækker klart prikker, da de er meget diskrete, men man stadig har dem at læne sig op ad, når man skal lave bokse, bogstaver osv. Omkring notesbogens størrelse er min holdning, at en A5 passer perfekt, da der er plads til at skrive i den, men den samtidig ikke er for stor at have med sig.
    • Gode skriveredskaber. Jeg bruger selv Faber-Castell artist pens, men jeg har hørt flere anbefale Staedtlers fineliner også. Også her skal man være opmærksom på, at blækken ikke løber for meget ud, hvorfor fx permanent markers ikke er at foretrække.
    • En god lineal af fx metal. Plastiklinealer kan nemlig godt trække blækken lidt ud, hvorfor både metal eller træ er at foretrække. Jeg har selv en lille metal lineal, som virker perfekt

Få evt. inspiration hos følgende gode profiler:
Kara Boho Berry, som har nogle rigtig fine layouts på IG @boho.berry.
Natalie fra IG @pages2plan har en fin minimalistisk stil.
Cristina fra IG @my.life.in.a.bullet er utrolig fin og kreativ.
Facebooksiden Bullet Journal DK.
Og selvfølgelig Ryder Caroll fra IG @bulletjournal og www.bulletjournal.com.

Til sidst kan jeg kun sige: Kom i gang! Og hav ikke præstationsangst, fejl er en del af charmen, og man behøver ikke at være super dygtig til hverken af skrive eller tegne; det er jo i realiteten bare en bog.

***
Jennie Tronier

Dagens outfits nr. 5: Sommerferie

Så er der igen gået en del tid, hvor jeg ikke har fået lavet indlæg omkring mine outfits af den simple grund, at jeg simpelthen ikke har billederne. Der er sjældent en grund til at tage et billede af mig og da det oftest er mig som går med et kamera, og jeg ikke er for god til at spørge de andre om et billede af mig, ender det altid med, at være ungerne som optræder på stort set alle vores billeder.

Jeg har dog kunne samle nedenstående billeder af mig fra vores road trip gennem Europa:

På vores første overnatning på turen ville Vanessa gerne tage et billede af mig foran hotellets fine roser og den smukke solnedgang. Det blev lidt rystet, men man kan da godt se, at det er mig. Jeg havde et par halvlange sorte habitshorts på fra Still Me og en hvid skjortebluse fra Wolf & Whistle. På fødderne har jeg mine sorte Birkenstock-sandaler, som jeg stort set lever i her om sommeren.

I Alsace var vi ude og se fæstningsbyen Neuf-Brisach. Her havde jeg en blåstribet kjole på fra Baum und Pferdgarten og mine sædvanlige Birkenstock-sandaler. Solbrillerne er fra Ray-Ban.

I Colmar i Alsace havde jeg en rød t´shirt med åbne ærmer på fra Gina Tricot og et par halvlange cowboyshorts fra Object. I ørene havde jeg mine nuværende yndlingsøreringe Beautiful World fra byBiehl.

Vanessa havde et par smækbukser og en hvid stropbluse, begge fra H&M, mens Savannah havde et par sorte shorts og en hvid blondebluse, også fra H&M.

I Nice havde jeg en hvid off-shoulder bluse på fra Gina Tricot og en nålestribet elastiknederdel fra Vila.

I Monaco stod jeg en dag tidligt op og gik en tur op til kongeslottet. Der var temmelig varmt, så jeg havde en sort stropbluse på fra H&M samt en hvid halvlang flæsenederdel på fra Vero Moda. Over skulderen havde jeg lånt Savannahs taske fra H&M. Der gik ikke lang tid før jeg alligevel svedte gevaldigt.

Ved Gardasøen sad jeg en aften og ventede ved poolen, mens ungerne badede. Her havde jeg en hvid stropbluse på fra H&M og en blå- og hvidmønstret kort flæsenederdel fra L.O.G.G. H&M.

På turens sidste dag tog Hr. Jørgensen et billede af mig, mens jeg sad og grinte over et eller andet. Her havde jeg en hvid off-shoulder bluse på fra Gina Tricot og et par halvlange cowboyshorts fra Object. Begge båret tidligere på turen også. Og selvfølgelig mine Birkenstock-sandaler.

Nu må jeg hellere øve mig lidt på at få taget lidt flere billeder af mig selv til denne slags indlæg, for det er egentlig også lidt sjovt for mig selv at se tilbage på. Hvad siger I, er I gode til at få taget billeder af jer selv?

***
Jennie Tronier

Mine (foreløbige) 40-års gaver

Jeg holdt jo en lille morgenfødselsdag forleden dag, på selve min 40 års fødselsdag, men selve festen venter vi med til sommer, hvor vejret forhåbentlig arter sig lidt bedre til en fest i haven. Af den grund har jeg endnu ikke, som sådan, lavet en ønskeseddel, men alligevel har jeg allerede nu fået de fineste gaver, som jeg synes, at I skal se:

  • En sort taske fra Adax
  • Store Mega mussel termokopper fra Royal Copenhagen
  • Contrast termokop fra Royal Copenhagen
  • Mini fletring i guld fra Jane Kønig
  • Creol øreringe i guld fra Jane Kønig
  • Ansigtsolie fra Nilens Jord
  • God rødvin
  • En masse fine blomster

Jeg kan da kun glæde mig endnu mere til min fest til sommer med al den kærlighed jeg har modtaget den sidste uges tid. Det varmer virkelig mit hjerte.

***
Jennie Tronier

I wish: Sko til sommeren

Nu nærmer foråret og dermed sommeren sig, så det må være tid til at kigge lidt på nye sko.

Vi skal både til to barnedåb, to konfirmationer, flere runde fødselsdage og selv holde flere større fester, så det må vist i år være på sin plads med lidt fornyelse i skogarderoben. I ved både sådan til hverdag og fest.

  1. Espadrilla fra Billi Bi vil både gøre sig godt til hverdags looket, til diverse sommerkjoler, når jeg slentrer rundt på strandesplanaden et sted i Europa og til at nedtone de lidt mere festlige kjoler. En god allround-sko som man næsten ikke kan undvære. 799 kr.
  2. Stilet fra Tommy Hilfiger, som er i tidens populære valg med sandfarvet ruskind og smarte sølvdetaljer. Farven kan få ens sommerfarvede ben til at synes længere (og det kan jeg bestemt godt have brug for, vil jeg gerne indrømme) og vil bestemt passe godt til de fleste af mine festkjoler. 1199 kr.
  3. Fin fletsandal fra Ralph Lauren, som både er tilpas robust, at den kan bruges til lidt finere hverdage, men samtidig er tilpas fine, så den også kan festliggøre en sommerkjole. Fletlooket er lige mig for tiden og sådan et par vil både sig godt til diverse runde fødselsdage, konfirmationer samt bare almindelige grillaftener. 1499 kr.
  4. Arizona-sandalen fra Birkenstock har jeg længe drømt om, men aldrig fået taget mig sammen til at købe. Den vil være god både til almindelige hverdagsgøremål, til lange arbejdsdage samt til stranden, men den vil også være god til at nedtone diverse sommerkjole. 850 kr.

***
Jennie Tronier

Mit årshoroskop – og andre fisks

Jeg faldt i går over mit årshoroskop i Billedbladet, og sådan noget halløj er jo altid sjovt ik, for tænk hvis forudsigelserne kommer til at holde stik 🙂

Jeg har fisken som stjernetegn og følgende fremtidsudsigter for 2017 er der til os fisk:

ÅRET SOM HELHED
Året starter med masser af inspiration og gåpåmod. Fysisk er du særlig aktiv i januar og får udrettet en del. Men næsten uanset dit tempo bliver der ved med at dukke noget nyt op, du må tage dig af. Det kan blive en stresset periode i februar og marts. Din økonomiske situation må du tage dig af fra slutningen af marts, og her er det store beslutninger og mange penge, det drejer sig om. Det kan give god mening at søge rådgivning inden du disponerer. Det gælder også i perioden fra 29.07.17 til 10.08.17, hvor de juridiske forhold må kulegraves. Et venskab, en kollega eller et tilhørsforhold i en klub eller forening kan blive udfordrende, og her melder du fra, hvis det bliver nødvendigt. Sidst i august trives du fint, og omgivelserne respekterer dig. I december kan du få opfyldt dine ønsker om en rejse eller udflugt.

JOB
Dit job har længe været et langt, sejt træk og bliver det også i år. Måske er det netop din indsats, der gør det, for der viser sig synlige resultater. Et af dem kan du se på din lønkonto. En anden ting er, at dine opgaver bliver mere spændende. Du bliver en betroet arbejdskraft med en deraf større grad af frihed. Fra efteråret kan du blive betroet opgaver, du ikke har haft før. Ønsker du at trække dig fra arbejdsmarkedet eller skifte karriere, er slutningen af året et godt tidspunkt.

KÆRLIGHED
Selvom arbejde og andre ting fylder en del, glemmer du aldrig din partner og dem, du er nærmest. Erkend, at du ikke kan være et omvandrende serviceorgan hele tiden, du har brug for også at være dig selv. Ønsket om romantiske oplevelser og stemninger ligger lige under overfladen. Særligt i marts kan du opleve kærligheden på egen krop. For en nyforelsket Fisk, kan det dog mere være en drøm, end det er virkelighed. Juni giver flirtende ord, men også familiær hygge og meget at tale om. Også julemåneden varmer dit hjerte.

ÅRETS AMBITIONER
Dine ambitioner kan føre dig videre mod målet.

OM FISK
Du er det mest opofrende af alle stjernetegnene. Dit livs vigtigste lektie er at sætte grænser, samt at udfolde din kreativitet. Som det opofrende væsen du er, arbejder du helst med og for mennesker. Du er en meget følsom, sensitiv og sårbar sjæl, som vil gå langt for at tilgodese dine omgivelsers ønsker og behov. Din fantasi er uovertruffen, og du elsker eventyr. Hvis du ikke arbejder i den kreative verden, så er det at arbejde med eller for mennesker det rigtige for dig.

Nu bliver det spændende om det kommer til at holde stik. Lønforhøjelser, mere spændende arbejdsopgaver, romantiske oplevelser og rejser sidst på året lyder da bestemt som noget jeg gerne vil sige ja tak til, men samtidig lyder det ikke kun rosenrødt det hele, og det er jo det livet handler om, så det bliver spændende.

Gå endelig ind på Billedbladet for at se jeres egne horoskoper – det er da lidt spændende ik?

***
Jennie Tronier