Hvad glæder jeg mig til i juli

*En rullesky over haven – det så både fascinerende og skræmmende ud på én gang*

Sådan! Sommeren er over os og vores sommerferie banker på døren. Der er nu kun 1 uge til vores ferie starter og selvom jeg ikke helt kan forstå, at vi allerede er nået dertil, så glæder jeg mig ustyrligt til bare at slappe af og være sammen som familie.
Juni har på mange områder været fantastisk. Den har været sjov, spændende, udfordrende, fantastisk, begavet, men også ret travl, så det bliver ekstra godt at komme helt ned i gear, ikke have et stå op-tidspunkt, tid til bare at være og tid til at nyde livet sådan lidt ekstra.

I forhold til mine forventninger til juni er alt stort set indfriet. Rart 👍🏼 Jeg fik holdt den skønneste 40-års fest hvor der blev grint, danset og festet til den lyse morgen. Max´16 års-fest blev også en succes med en masse fest og farver lige efter hans ønske. Vi har været afsted på to skønne weekendture i vores campingvogn, Max blev gradueret til gult bælte, og vi var med til hans dimission i skolen (= egentlig lidt stort, at ens søn nu ikke er folkeskoleelev mere).

Mine forventninger til juli:

  1. At holde en skøn sommerferie med min skønne familie.
  2. At opleve, smage, indsnuse og nyde livet på vores kommende road trip – hvor end vi ender henne.
  3. At fejre Savannahs indtræden i teenagelivet. Hun glæder sig ustandseligt til gaver og en hel dag, som bare er hendes, men hun er dog samtidig lidt spændt på om fødselsdag i udlandet er godt nok, for der kan man jo ikke på samme måde blive forkælet af andre end os.
  4. At spise en masse skønne is, som jo altid hører sig til i varmen.
  5. At opleve de lange sommeraftener med snak, hygge og en kold drink.
  6. At spise ude på vores terrasse, hvor Manden Min griller nogle gode bøffer, vi spiser lidt af det gode tilbehør jeg har tilberedt, ungerne leger (i stedet for bader, nu hvor poolen stadig ikke er færdig…), og efterfølgende tænder vi op i bålet og griller s´mores. Det er ægte sommer for mig.
  7. At gå lange ture med Masava og forkæle hende lidt ekstra i varmen.
  8. At opleve København, enten vha. shopping på Strøget (som ungerne sjovt nok foretrækker) eller bare nyde den smukke by – måske er det nu at jeg skal få oplevet Papirøen.
  9. At få klippet hækken, som jo egentlig aldrig er den sjoveste opgave, men det er altid så rart efterfølgende. Haven får lige den der prik over i´et, når hækken indkredser haven helt skarpt.
  10. At få taget en masse skønne billeder, hvor ungerne er glade, himlen er blå, blomstrene lyser op og stemningen bare fanges. Fotos er på mange måder min passion, og det er altid ekstra sjovt, når de ydre rammer kan hjælpe billedet et par niveauer op.

***
Jennie Tronier

Mine highlights i maj

Endnu en måned er gået og det er på tide at kigge tilbage på den dejlige maj-måned.
Min første tanke omkring maj var egentlig, at vi har brugt hele måneden på Projekt Red Poolen (bygge bygge bygge), men når jeg kigger tilbage på vores billeder, har vi egentlig oplevet en masse godt også.

*På vej til barnedåb i det skønne Dragør*

*Savannah med hendes klasse på lejrskole på Bornholm*

*Lidt arbejde skal der også til, mens morgenkaffen nydes*

*Sidste skoledag for Max var et hit*


*Konfirmationsdag x 2 i den nærmeste kreds. Solen skinnede og alt var godt*

*Årets familiefoto*

Nu venter nye oplevelser i juni, og selvom jeg ved, at det bliver en travl og måske lidt stressende måned, så glæder jeg mig også, for sommeren er over os.

***
Jennie Tronier