November highlights

Hver måned prøver jeg at lave de her indlæg omkring månedens highlights.  Både fordi jeg godt kan lide at se tilbage på alle vores oplevelser, så jeg selv kan opleve dem en smule igen, men også for at skabe mig selv et overblik over de forskellige måneder. Det er sådan et godt minde-index, synes jeg.

Denne gang, når jeg kigger tilbage på alle mine billeder, kan jeg faktisk se, at vi har oplevet en del, selvom der egentlig ikke har været mange af de helt store begivenheder i familien. Det beviser kun for mig, hvor meget de små oplevelser og finurligheder egentlig betyder for livets helhed.

*Til min venindes fødselsdag fik vi serveret det lækreste hjemmebag*

*Efterårets farver er så fine*

*Vanessa blev forfremmet til politimester, da skolen holdt Moseby-temauge. Hun var meget stolt*

*Chefen og jeg*

*Mortens and hos min far*

*Flere og flere blade falder af træerne*

*Familieportrætter er et stort hit i mine øjne*

*En del af julegaverne blev indkøbt til Black Friday = mange penge sparet*

*Masava er nu fyldt 8 år. Hun blev selvfølgelig begavet med et stort kødben*

*Første del af ungernes pakkekalender indkøbt og pakket*

*Hos morfar i tirsdags blev de første adventsgaver åbnet. Morfar giver gaver til ungerne og vi giver gave til morfar. Så hyggeligt!*

*Når årets bedsteforældrejulebilleder skal tages, vil Masava også gerne være med – helst lige i midten af det hele*

*På arbejdet fik jeg i fredags min første personlige buket blomster af en patient. Ofte oplever vi, at hele afdelingen får blomster, men når der kommer en buket ind ad døren med en personlig tak for god behandling, betyder det lidt mere*

Nu vil jeg slutte, da jeg skal gøre mig klar til en fødselsdag i vennekredsen. Jeg satser selvfølgelig på, at de serverer julebryg, så jeg kan smage årets juleøl for første gang i år. Det er jo 1. advent ik?!

***
Jennie Tronier

En tilfældig juletur i Tivoli

Her til formiddag besluttede Manden og jeg at køre ind til Torvehallerne. Jeg havde nemlig gennem nogle dage snakket om at ville ind forbi, fordi jeg manglede en omgang lang peber, som jeg vidste, at ASA Spice-butikken forhandlede derinde. Vi spurgte derfor efter morgenmaden om nogle af ungerne ville med en tur til København og det gad de godt nok ikke. Deres igangværende Netflix-serier trak for meget.

Vi satte derfor alene kursen mod hovedstaden, og på vej derind ringede vi til et par af vores venner for at høre hvad de havde af planer. De lå bare på sofaen og skulle i gang med en serie, så de var helt med på ideen om en gåtur i de julepyntede københavnske gader.

Inde i Torvehallerne fik jeg købt mine krydderier, vi var forbi knivbutikken og høre lidt om gode japanske kokkeknive og vi var rundt forskellige steder og blive inspireret til en masse fremtidige retter. Der er godt nok hyggeligt derinde, synes jeg. Jeg tror faktisk, at jeg kunne gå rundt derinde i timevis uden problemer.

Efterfølgende mødtes vi med vores venner på Frederiksborggade, hvor vi købte en kop kaffe og satte kursen mod Strøget. Imens vi gik og snakkede, besluttede vi os for at tage i Tivoli og måske finde et sted derinde og spise en frokost. Vi har nemlig guldkort dertil og det var flere år siden de havde været inde i den smukke have, så det var jo en oplagt mulighed for alle.

I Tivoli endte vi med at få bord på restaurant Påfuglen, hvor vi bestilte en juleplate til os hver og en kold øl.

Det var virkelig godt og hyggeligt, så en dag som egentlig bare startede som et gøremål endte med at være helt fantastisk med en masse hygge, grin og snakke. En ny juletradition er måske født.

Og behøver jeg sige, at ungerne bestemt ikke var tilfredse med, at de gik glip af en tur i Tivoli… 😉

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Wicked sexy liar” af Christina Lauren

For et par uger siden læste jeg den fjedre og sidste bog i Wild Seasons-serien. De tre første bøger slugte jeg på ganske få timer/dage, og denne bog var på ingen måde anderledes for mig.

Bogen “Wicked sexy liar” handler om Lola’s roommate London som nyder det uforpligtende liv, nu hvor hun er færdig med college. Om aftenen arbejder hun på en bar, hvor hun en dag støder ind i den charmerende Luke og der skal ikke meget til før de ender i seng sammen, for hvorfor sige nej til et one-night stand, når hun er fri og kan gøre hvad hun vil. Efter bare én nat sammen opdager de begge, at de har lyst til mere, men samtidig dukker Luke’s fortid op og ikke mindst hvem der har hørt til der, og det komplicerer en hel del i deres flirt. 

Igen må jeg sige, at bogen blev slugt på rekordtid. Den er lige så god og indlevende, som de tre første bøger i serien, så hvis man leder efter en letlæselig romantisk serie, så hop endelig over denne.

Wild Seasons-serien består af:
1: Sweet Filthy Boy / 2: Dirty Rowdy Thing / 3: Dark Wild Night / 4: Wicked Sexy Liar

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er pseudonymet Christina Lauren, som består af veninderne Christina Hobbs og Lauren Billings
  • Bogen er på 368 sider og den fjedre bog i Wild Seasons-serien
  • Genren er New Adult Romance
  • Den blev udgivet i Danmark i august 2018 af forlaget Pretty Ink
  • Originaltitel “Wicked Sexy Liar”

***
Jennie Tronier

Hvad glæder jeg mig til i december

Vi har i dag været hos min far til vores traditionelle tirsdagsdate (som dog før i tiden oftest foregik om onsdagen), og til ungernes store glæde fik de deres første adventsgave af min far. Selvom vi endnu ikke er nået til hverken 1. advent eller 1. december blev vi alligevel enige om, at den første gave måtte åbnes i dag. På den måde kom vores tirsdagsdates bedst til at passe sammen med åbningen af fire gaver før jul, og ungerne var sjovt nok ganske godt tilfredse med den beslutning.

Før vi kigger nærmere på hvad jeg kan glæde mig til i den kommende måned, må jeg også hellere lige kigge tilbage på hvad der er indfriet fra denne måneds forventninger og hvad der evt. ikke er. Vi har både spist en super lækker Mortens Aften-and, startet op på diverse juleforberedelser, set en hel del serier, fejret Masava på selve fødselsdagen, fået farvet Savannahs hår lysere og sparet en masse penge til Black Friday. Faktisk tror jeg, at det eneste vi endnu ikke har nået, er at skifte det ødelagte hegnsfag ud i vores have, men det var faktisk ikke engang på min liste.

Mine forventninger til december:

  • At fejre julen på den bedste og hyggeligste måde!
  • At få købt de sidste gaver til ungernes kalendergaver og få købt alle julegaverne – mangler desværre stadig en del, men jeg skal også købe i alt 80 kalendergaver og 23 julegaver, så det kræver lidt planlægning og en del tid at lege nisse herhjemme
  • At lægge en lille gave i hver af ungernes sokker hver aften til stor glæde for dem hver morgen. Det er altså lidt hyggeligt, synes jeg. Selv Max på 17 år synes stadig, at det er hyggeligt med en lille hilsen hver dag
  • At bage et hold julekager eller to. Tænker dog ikke at gå all-in på julebag i år, da ungerne faktisk bedst kan lide de helt almindelige købekager. De siger, at de synes, at de fleste hjemmebagte julesmåkager smager af for meget – altså på nær deres yndlings; julemandens knapper, dem skal vi nok bage et par gange
  • At komme forbi enten Tivoli, D’Angleterre eller bare vores smukke julepyntede hovedstad og spise æbleskiver med et glas varm gløgg til. Det er altså en god juletradition, synes jeg
  • At få skiftet det ødelagte hegn i vores have, som nu har stået siden i sommers, hvor græsslåmaskinen “kom til” at køre fra Savannah gennem det ene hegnsfag. Egentlig heldigt at Masava har lært, at hun ikke må forlade haven uden vores accept – ellers havde vi da for længst mistet hende…
  • At komme en tur forbi Torvehallerne, både for at købe krydderier til julebag, men også for at nyde den gode stemning samt kigge / købe nogle af alle de fine blomster de har derinde
  • At spise en masse æbleskiver og drikke en masse gløgg – det er lidt ligesom is om sommeren ik?
  • At holde fri i en hel uge omkring jul, da julen faktisk falder rigtig fint i år. For sådan én som mig, som arbejder i det offentlige, er det ren luksus, når sådan noget kan lade sig gøre, så det storglæder jeg mig til
  • At fejre nytårsaften på en super hyggelig og festlig måde! Hvordan det skal foregå ved vi dog ikke endnu, men der er jo også rigeligt med tid til årets sidste dag, så mon ikke at vi finder på noget

Nu vil jeg smide mig lidt på sofaen før sengen kalder. Jeg burde nok arbejde lidt, da jeg har alt for mange ubesvarede mails i min indbakke, men lysten siger sofatid, så det må jeg hellere holde mig til.

***
Jennie Tronier

Hvad glæder jeg mig til i november

Jeg har været på arbejde i dag og selvom det egentlig ikke er ensbetydende med weekend for mig, har det stadig været en god dag og jeg føler virkelig, at jeg har fået noget for hånden. Manden har, og stadig gør, brugt tiden på at lave videre på hans nye gamle bil, og ungerne har bare sovet længe og set Netflix imens, så sådan en lørdagsarbejdsdag er på mange måder faktisk slet ikke spildt. I aften skal vi hjem til nogle venner med et andet vennepar og alle børnene, og vi glæder os ekstra meget, fordi det er så lang tid siden vi sidst har mødtes, så det må siges at være én af de gode lørdage af slagsen.

Før jeg går videre til mine forventninger til næste måned, må jeg også hellere lige se nærmere på om denne måneds forventninger egentlig er blevet indfriet: Vi havde den skønneste lille mini-efterårsferie, hvor vi både nåede ind forbi København og shoppede lidt, samt var kulturelle med et besøg i Marmorkirken, og hvor vi nåede forbi min kusines campingvogn til en god omgang overnatningshygge. Derudover havde vi den bedste gourmetaften med virkelig lækker mad, gode vine og super hyggeligt selskab, tøserne har nået at lave græskarhoveder og vi har så småt klargjort haven til den kommende vinter. Vi mangler dog stadig at få skiftet det hegnsfag som Savannah kørte igennem i sommers på vores græsslåmaskine (!) og jeg har endnu ikke fået plantet nogle krukker med lidt efterårsplanter.  Det pynter ellers så fint i den ellers kedelige have, så det punkt må blive rykket til den kommende måned, tænker jeg.

Mine forventninger til november: 

  • At nyde de sidste fine efterårsfarver, før alle bladene er faldet af træerne og vinteren for alvor er over os
  • At farve Savannahs hår lyst. Hun er jo leverpostejsfarvet (hedder det mon mørkeblond?) af natur, men hun drømmer om en lysere manke, så det har jeg sagt ja til at prøve af på gør-det-selv-niveau
  • At spise and på Mortens Aften. Det er en tradition som jeg er vokset op med, men som ikke rigtig siger min mand noget specielt, så hvert år prøver jeg at gøre lidt ekstra ud af det for at få ham overbevist. I år har vi planer om at tage forbi min far til andesteg og med hele svineriet som tilbehør, så det skal nok blive hyggeligt
  • At finde en god serie, som vi kan bingewatche i dagevis. Aftnerne bliver jo mørkere og sofaen trækker mere og mere, så hvad er bedre end en god kop kaffe og at trykke play på en god serie, mens man kryber ned under sit tæppe i sofaen? 
  • At så småt starte op på lidt juleforberedelser. Jeg er dog ikke typen som pynter hele huset op flere uger før december, da jeg synes at noget af det magiske forsvinder ved julen, hvis man forlænger perioden alt for lang tid. Dog starter jeg næsten altid op med de første julegaveindkøb og planlægningen af ungernes julekalender nogle uger før december og det er også hyggeligt nok
  • At gøre nogle gode indkøb på Black Friday! Jeg er selvfølgelig helt med på, at det ikke er i orden med al det overforbrug man kan blive twistet ind i på sådan en dag, men når man kan spare penge på fx sine julegaver, kalendergaver eller nye vinterstøvler, noget man alligevel skulle ud og investere i, kan jeg kun bukke og neje og sige ja tak til konceptet
  • At mødes med min mands familie til en ny tradition: Familiehygge-middag med kun de nærmeste inkl. børn og svigerbørn. Min svigerinde har nemlig spurgt om vi ikke skulle begynde at mødes et par gange om året til en omgang hygge kun med dem, os, vores børn og svigerbørn samt bedsteforældre, og det kan vi bestemt kun tilslutte os hyggen af
  • At læse “Små påsatte brande” færdig, som jeg endelig har fået tilbage fra biblioteket. Det var nemlig én af de bøger fra i sommers, som jeg blev nødt til at aflevere tilbage, før jeg blev færdig med den. Og nu små fire måneder senere kan læse videre i…
  • At fejre Masavas fødselsdag på selve dagen med et stort kødben eller andet hundelækkert – i stedet for dagen efter selve fødselsdagen som sidste år, hvor vi kom til at glemme hendes fødselsdag

Nu må jeg hellere til at gøre mig klar til vores middag senere. Manden er lige kommet ind ad døren, så mens han smutter i bad, kan jeg måske lige nå at lægge mig 10 min. på sofaen og slappe lidt af. Ha’ det godt så længe, alle sammen!

***
Jennie Tronier


Boganmeldelse: “Dark wild night” af Christina Lauren

Ungerne har efterårsferie nu, så i går hyggede tøserne sig med biograftur med deres farmor (de så “De Utrolige 2” og den var vist god), og i dag har de stort set tilbragt hele dagen i deres nattøj foran fjernsynet. Max er jo på Bornholm med hans kærestes familie og det går også super godt. I dag ringede han til mig og spurgte om min opskrift på Rasmus-kage, fordi de skulle bage en god kage (det må siges at være et kompliment ik?), men ellers er det ikke det store vi hører fra ham. Men intet nyt er jo godt nyt, som man siger. 

Både min mand og jeg er derimod på arbejde disse dage, men det virker alligevel lidt som en halv ferie for os også. Om morgenen kan vi bare stå op og tage på arbejde uden at koncentrere os om ungerne, og om aftenen hopper vi (også) over hvor gærdet er lavest i forhold til aftensmad. I aften skal vi fx over og spise på den lokale kineser sammen med ungernes morfar, så nem og lækker halvferie-tirsdag for os alle. We like!

I sidste uge læste jeg nr. 3 i Wild seasons-serien – faktisk på en aften – så den tåler bestemt en anbefaling herinde, hvilket jeg lige kan nå inden den står på kinesisk sushi, forårsruller og stegte ris. 

Bogen “Dark wild night” handler om Lola og Oliver, det tredje vennepar som endte med at blive gift i Las Vegas efter en festlig aften i byen. De er gruppens nørder som går op i tegneserier (Oliver har en butik der sælger tegneserier og Lola illustrerer og skriver tegneserier) og de var de eneste som ikke fuldbyrdede deres ægteskab den nat i Las Vegas, men i stedet brugte natten på at snakke og lære hinanden at kende. De har siden da formået at udvikle et fantastisk venskab, hvor de er hinandens bedste venner og deler (næsten) alle tanker med hinanden – for i virkeligheden ønsker de begge nok mere end det, men tør de satse deres venskab på at prøve kæreste-delen af?

Før jeg gik i gang med denne 3. del af serien, må jeg indrømme, at Lola og Oliver nok var dem der sagde mig mindst af hele vennegruppen. De var begge stille og eftertænksomme og gik utrolig meget op i tegneserier, så deres karakterer var ikke særlig kendte for mig, men det vakte samtidig  min nysgerrighed for at lære dem at kende. Og jeg blev heldigvis ikke skuffet. Denne bog er præcis lige så indlevende som de to første bøger, så endnu engang en stor anbefaling herfra. 

Wild Seasons-serien består af:
1: Sweet Filthy Boy / 2: Dirty Rowdy Thing / 3: Dark Wild Night / 4: Wicked Sexy Liar

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er pseudonymet Christina Lauren, som består af veninderne Christina Hobbs og Lauren Billings
  • Bogen er på 329 sider og den tredje bog i Wild Seasons-serien
  • Genren er New Adult Romance
  • Den blev udgivet i Danmark i juni 2018 af forlaget Pretty Ink
  • Originaltitel “Dark wild night”

 

***
Jennie Tronier


Anbefalelsesværdig serie set i september

Jeg kan i dette indlæg ikke fortælle om alle de film jeg har set i løbet af måneden, for jeg har faktisk ikke set en eneste film hele september. Alle de gange vi har sat os sammen foran fjernsynet har vi nemlig brugt på at se serie i stedet.
Derfor må det hellere hedde: I september har jeg set følgende serier, som jeg kan anbefale andre at se:

“Lucifer”
Serien handler om djævlen Lucifer Morningstar (Tom Ellis) som bliver træt af at regere i Helvede og istedet beslutter sig for at tage til Jorden. Her bosætter han sig i Los Angeles, hvor han åbner en natklub og bruger sine dage på at studere menneskerne, da han gerne vil forstå dem bedre. En aften overværer han mordet på en ven og i den forbindelse kommer han i kontakt med kriminalbetjenten Chloe Decker (Lauren German), som på flere områder fascinerer ham.

Sæson 1 (13 episoder)

Denne sæson handler om Lucifer’ og Chloe’s makkerskab, som til tider udfordres af at Chloe ikke ved hvem Lucifer egentlig er. De både drages og irriteres af hinanden, hvilket især irriterer Chloe’s eksmand Dan Espinoza (Kevin Alejandro) og Lucifers businesspartner Mazikeen (Lesley-Ann Brandt), som er flyttet med fra Helvede, hvor hun servicerede Lucifer som hans bedste bøddel i hendes egenskab af at være dæmon.

For at lærer så meget som muligt om menneskerne, begynder Lucifer at gå hos psykologen Dr. Linda Martin (Rachael Harris), og de to knytter et specielt bånd, da de opdager, at de faktisk kan lære meget af hinanden.

Sæson 2 (18 episoder)

Denne sæson handler om, at Lucifers far Gud sender Lucifers bror englen Amenadiel (D.B. Woodside) af sted til Jorden for at få Lucifer til at genoptage sit arbejde i Helvede. Stort set samtidig bryder brødrenes mor Gudinden (Tricia Heller) løs fra sit fangenskab i Helvede og flygter til Jorden for at finde sine to sønner. Her tager hun krop efter advokaten Charlotte Richards, men hverken Lucifer eller Amenadiel vil have noget med hende at gøre.

Samtidig arbejder Lucifer stadig tæt sammen med Chloe, og de begynder så småt at have et tæt makkerskab med Espinoza også, samt har alle tre mere og mere med den nye kriminaltekniker Ella Lopez (Aimee Garcia) at gøre.

Sæson 3 (26 episoder)

Denne sæson handler om, at Lucifer vil finde ud af hvorfor hans vinger bliver ved med at komme tilbage. Derudover kommer der en ny politikommisær Marcus Pierce (Tom Welling) til byen, som får Chloe til at tænke over sine følelser for Lucifer og som får Lucifer til at snuse til begrebet jalousi.

***
Jennie Tronier

September highlights

Lige nu er vi i gang med at kokkerere den helt store middag herhjemme: Panerede kyllingefileter med en bønnesalat, majssalsa og mos af søde kartofler – og ungerne er bestemt ikke begejstret. Det er tre retter sat sammen, som vi aldrig har prøvet at lave før, og ungerne vil bare gerne have noget de er vant til. Nu må vi se, når de smager det, om det er godkendt eller en ommer.

Jeg har tidligere i dag siddet og kigget i min kamerarulle for sidste måned og egentlig er det ikke blevet til mange store fotogene oplevelser, men alle de små hverdagsoplevelser tæller vel i princippet lige så meget.

*Flere af mine rhododendrons er så småt sprunget ud igen. Det må være den varme sommer som spiller ind*

*I fitness et par gange om ugen – helst med selskab af min veninde og Savannah*

*En stolt knægt med sit midlertidige kørekort*

*Lykken er at komme hjem fra fitness lørdag morgen til et veldækket morgenmadsbord. Det eneste manden havde glemt var min kaffe, men det blev nu hurtigt tilgivet*

*Vanessa og Masava poserer for kameraet – Masava har dog oftest lidt svært ved at sidde helt stille*

*Når jeg inviterer ungerne og min far ud og spise…*

*Én af månedens fødselsdage til en super lækker frokost*

*Når et barndomsikon som Kim Larsen går bort, sætter man lys i vinduet til minde om ham*

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Papirprinsessen” af Erin Watt

Jeg har flere forskellige veninder og kollegaer, som jeg snakker om bøger med, og da min ene kollega en dag kom forbi og fortalte, at hun var gået i gang med en ny lovende kærlighedsserie, bestilte jeg allerede samme dag hele serien på mit bibliotek. Jeg er jo tossede med den slags.
Denne serie falder ind under Young Adult-genren, hvor det omhandler teenagere og hvor beskrivelserne omkring især sex er mindre detaljerende end i New Adult-genren (for de lidt ældre), men det er egentlig ligegyldigt for mig. Bare de er skrevet godt og indeholder en eller anden form for kompleksitet, så er jeg (oftest) begejstret.

“Papirprinsessen” handler om den 17-årige Ella Harper, som er high school-studerende om dagen, og for at få råd til mad på bordet, tøj på kroppen og at klare sin skole, stripper om natten. Hun har aldrig mødt sin far og er vokset op alene med hendes mor, som også tjente sine få penge ved at strippe, men som nu er død. En dag dukker den stenrige Callum Royal op og præsenterer sig som hendes afdøde fars bedste ven. Han tilbyder hende et hjem, penge og muligheden for at tage en uddannelse på en prestigefyldt skole. Det bør ikke være et svært valg for Ella, men kan hun stole på ham, og hvis hun siger ja, kan hun så lære at leve i en pengebaseret verden fyldt med magtspil, hævn og overfladiske mennesker, og hvor Callums fem teenagesønner gør alt for at gøre livet surt for hende?

Endnu engang er jeg temmelig begejstret over denne form for fortælling. Jeg er jo en sucker for romantiske bøger, og når de også indeholder et twist af kompleksitet som kan sætte tankerne i gang, er jeg endnu mere tilfreds.
Ella er en ung pige med masser af gåpåmod og selvtillid, selvom hun har haft en ret hård opvækst og er budt meget igennem årene. Hun er outsideren blandt de ekstremt velhavende, som tør stå op for hvem hun er og kæmpe mod uretfærdigheder og de guldbelagte ondskabsfuldheder. Det kan jeg godt lide. At man så samtidig lærer den populære, gudesmukke, men samtidig øretæveindbydende Reed Royal at kende og komme ind bag hans facade er kun med til at lægge endnu mere dybde i historien, synes jeg.
Den kan derfor bestemt anbefales til alle som er til den slags bøger, og jeg kan kun glæde mig til endnu en del af historien i de næste bøger.

The Royals-serien består af:
1: Papirprinsessen / 2: Askeprinsen / 3: Løgnenes Palads
– og et par andre, som dog ikke er oversat til dansk (endnu).

Data omkring bogen:

  • Bag navnet Erin Watt er amerikanerne Elle Kennedy og Jen Frederick, som begge har skrevet flere bestsellers indenfor YA- og NA-genren
  • Bogen er på 325 sider og er den første bog i serien om Royals-familien
  • Genren er Young Adult
  • Den blev udgivet i Danmark i juni 2017 af forlaget Flamingo
  • Bogens originale titel er “Paper princess”

***
Jennie Tronier

Hvad glæder jeg mig til i oktober

Her til morgen har jeg været med ungerne til frisør. ‘En af min mands ungdoms-veninder er frisør og har i mange år haft sin egen salon. Traditionen har derfor altid været, at vi har taget samlet ind til hende lørdag morgen, købt morgenbrød med fra bageren, og så brugt nogle timer i hinandens selskab, hvor ungerne er blevet klippet. De er derfor stort set hele deres liv kun blevet klippet af hende. I dag har hun desværre ikke sin egen salon mere, men lejer sig nogle dage om måneden ind i en salon, og da ungerne stadig kun vil klippes af hende, må vi tilretter os hendes kalender. Det er nu stadig lige hyggeligt med morgenbrød fra bageren og en masse røverhistorier.

Før jeg hopper ud i alle mine tanker omkring den kommende måned, må jeg hellere også lige kigge lidt tilbage på september der gik. Jeg har fået startet op til fitness og synes stadig, at det er sjovt og godt at komme afsted, Vanessa har været afsted på hendes første lejrskole og det gik super godt, der er kommet lidt billeder op på væggen i vores stue, og vi har fået fejret både en fantastisk sommerfest og en del hyggelige fødselsdage. Det eneste punkt fra sidst, som ikke helt kan checkes af denne gang, må være de friske blomster i vores hjem, som stadig ikke går særlig godt. Måske jeg hellere skal investere i nogle langtidsholdbare løsninger, som er bedre til at passe sig selv og ikke skal skiftes ud hele tiden…

Mine forventninger til oktober:

  • At holde efterårsferie, som i år er ret tiltrængt efter nogle hårde måneder på jobbet. Jeg har dog kun mulighed for at holde fri to dage i løbet af ugen, min mand skal arbejde alle dagene og Max tager til Bornholm med hans kæreste, men så må jeg i stedet få det bedste ud af de to dage med tøserne. Forhåbentlig kan vi sove længe (altså ikke på teenage-manér til kl. 12, mindre kan bestemt også gøre det), slappe af, måske se nogle film, læse i flere timer på sofaen og evt. tage på et par ture ud i det blå
  • At komme ind forbi Marmorkirken og se Monica Hodges fine blomster-udstilling, evt. i forbindelse med en efterårsferietur til vores smukke hovedstad
  • At spise god mad og hygge med vores venner og et par flasker rødvin, når vi skal mødes til vores halvårlige gourmetaften #elskeratbliveforkælet
  • At få brugt mit gavekort til Waves, som jeg fik i fødselsdagsgave. Jeg har flere gange tænkt, at det skulle bruges, men hver gang jeg har fundet noget, har det alligevel ikke været lige det jeg ønskede mig, ikke passet mig, ikke været der i den rigtige størrelse osv. Nu drømmer jeg om noget nyt efterårstøj, evt. en ny overgangsjakke eller et par nye støvler
  • At lave græskarhoveder med tøserne til Halloween. Selvom Savannah er blevet teenager og ofte ikke gider de samme ting som hendes lillesøster, er dette stadig en tradition som de begge glæder sig til
  • At gå all-in på oppyntning til Halloween. Jeg drømmer om et hus i amerikanerstil, hvor der er fyldt med edderkopspin, skeletter, fakler og græskarhoveder, og hvor jeg har haft tid til at stå i køkkenet hele dagen og bage fx skeletfinger-kager
  • At komme ud og nyde de fantastiske efterårsfarver i naturen
  • At klargøre vores have til den kommende vinter. Havemøblerne skal stilles væk, græsset skal slås for sidste gang i år og krukkerne skal fyldes med nye fine planter

Nu må jeg hellere snart til at gøre mig klar til at komme afsted til vores årlige fætter kusine-komsammen. Denne gang lægger min far hus til og han har lovet at stå for al madlavningen, så det eneste vi skal er at bage en kage til kaffen – Vanessa har valgt, at vi skal bage tøsernes yndlingskage Rasmus så det er til at overskue. Måske de endda selv kan bage den denne gang…

***
Jennie Tronier