Hvad glæder jeg mig til i maj

*De fine bordblomster fra i fredags pynter nu så fint op flere steder i stuen*

Så nåede vi til den sidste dag i april, konfirmationen er (vel) overstået, men oprydningen er stadig i gang, og jeg er faktisk stadig træt med træt på. Her fire dage senere. At arrangere, lave mad og holde en fest for 60 mennesker koster lidt kræfter, kan jeg godt mærke, men det er nu alligevel stadig en god form for træthed, fordi vi – og ikke mindst Savannah – havde den skønneste dag.

Før jeg kigger nærmere på hvad jeg kan glæde mig til i måneden der kommer, må jeg hellere lige kigge lidt på april måneds forventninger. Konfirmationen gik virkelig som smurt og vi formåede sådan nogenlunde at undgå alt for meget stress på selve dagen. Vi nåede til Tyskland og handle ind til festen, vi fik oplevet vores store pige danse sit 8. afdansningsbal, vi fik fejret min mands nevø fylde ekstra år, og foråret fik taget sin spæde start på sæsonen. Dejligt endelig med lidt sol og varme. Desværre blev det dog ikke til meget læseri for mit vedkommende, og det “rigtige” photo shoot med alle tre unger udeblev også.

Mine forventninger til maj:

  • At se haven springe ud. Der kan ikke være lang tid til mine rhododendrons begynder at springe ud én efter én, og derefter går det hurtigt med resten af havens beboere. Det er så hyggelig en tid, synes jeg.
  • At nyde nogle af alle forårets fridage med både 1. maj, kristi himmelfart og pinse. Det er endnu en god ting ved foråret; alle de fridage, hvor man bare kan sove længe og nyde familielivet.
  • At få taget nogle gode billeder af Savannah i hendes konfirmationskjole til takkekortet. Jeg tænker måske at finde et kirsebærtræ og kaste hende ind under, selvom vi nok skal skynde os lidt med det projekt, før det hele er afblomstret.
  • At opleve én af mine veninders døtre blive konfirmeret. Jeg glæder mig til bare at møde op og nyde dagen uden at skulle stå for en masse inden og imens. Helst med et glas kold hvidvin i hånden, mens solen skinner fra en skyfri.
  • At komme videre med vores projekt Red Poolen. I år må det lykkes os at få hullet i terrassen til at blive en rigtig pool igen. Planen er jo en god dansk sommer, hvor vandskvulp i haven lige kan sætte prikken over i’et.
  • At fejre min venindes lille datter fylde 5 år. Tænk en hel håndfuld af år. Den lille prinsesse er jo ved at være stor.
  • At holde min store indtrådt i de voksnes rækker-pige i hånden, når hun skal have fjernet en stor cyste i tindingeregionen. Det bliver godt, når det er overstået, er vi blevet enige om.
  • At mødes med to af mine barndomsvenner og vores familier. Det er desværre alt for sjældent, at vi ses alle sammen, så det bliver så godt at få catchet op. Og værtsparret har lige fået lagt nyt tækket tag på hytten. Det glæder jeg mig også til at se.
  • At blive ekstra forkælet til Mors dag! Mine unger plejer nu ikke at gøre det store ud af den tradition, men måske skal i år være vendepunktet, hvor der sker bare lige dét ekstra. Jeg krydser fingre. Lidt opmærksomhed er jo altid rart ik?!
  • At så småt begynde at se nærmere på sommerens planer. Skal vi på sommerferie eller skal vi satse på en god sommer herhjemme?

Nu vil jeg lige smide mig lidt på sofaen, før Savannah skal hentes fra anden og sidste halvdel af hendes blå mandag. Dagen har vist indtil videre været en stor succes med brunch, lokumsræs, promillefodbold (altså med briller på og uden alkohol…) og Breakout Room. Lige nu danser de nok rundt alle sammen i et telt i en have til en omgang pizzahygge.

***
Jennie Tronier

Den skønneste konfirmation

Vi er nu kommet nogenlunde ovenpå igen efter Savannahs konfirmation i fredags. Altså ikke sådan rigtig friske endnu, men nogenlunde har jo også ret, og heldigvis har jeg to hjemmedage de næste par dage, så mon ikke, at jeg i hvert fald onsdag er tilbage i min vante form igen. Sådan en omgang planlægning, forberedelse, indkøb, madlavning til 60 mennesker, næsten 24 timers fest og ballade, samt oprydning efterfølgende koster lidt på krafterne, kan jeg godt mærke.
Dagen gik dog virkelig godt, og vi er alle glade og tilfredse, men også virkelig trætte – og vi mangler stadig en del oprydning og opvask samt at tage teltet ned og få afleveret alle de lånte ting tilbage. Vi skiftevis går rundt om os selv af træthed, griner over sjove episoder fra festen, og Savannah viser os igen og igen alle hendes gaver frem. Hun er virkelig glad. Det er jo helt fantastisk.

Jeg tænker at lave et mere detaljeret indlæg omkring dagen, så dette er bare lidt blandede stemningsbilleder fra den store dag 🙂

***
Jennie Tronier

De bedste brownie-muffins

Savannah er lidt af en chokoladeelsker, så hun har selvfølgelig bestilt en brownie-muffin til dessert til hendes konfirmation. Vi havde derfor test her i weekenden, så vi kunne ramme den helt perfekte muffins, både i forhold til smag og konsistens, men også i forhold til forskellige formes størrelse og tykkelse. Sidstnævnte mest da jeg gerne vil undgå en alt for flad og kedelig muffins. Derefter besluttede vi os for at gemme nogle i én, to og tre dage, så vi kunne se hvor lang tid i forvejen de kunne bages. Og jeg kan godt røbe, at projektet var en succes. De smagte fantastisk.

Opskriften er fundet hos chrichri.dk.

Brownie muffins (5-8 stk. afhængig af formenes størrelse)

  • 75 g smør
  • 75 g chokolade
  • 100 sukker
  • 1 æg
  • 1 tsk vanillesukker
  • 1 nip salt
  • 50 g mel

Smelt smør og chokolade i en gryde.
Pisk derefter en luftig æggesnaps af æg, sukker og vanillesukker, hvorefter grydens indhold forsigtig blandes i æggesnapsen.
Til sidst tilsættes mel og salt, og det hele vendes rundt til en ensformig browniedej.

Fyld muffinsformene ca. 3/4 med dejen og bag dem ved 185 gr. i 15-18 min.
Jeg brugte en lidt større og kraftigere kartonform, hvor portionen passede til 5 muffins, og bagte dem i 17 min. De skal være lidt bløde i det, når de tages ud af ovnen, da de sætter sig.
Afkøl og nyd.

Spis dem enten som de er eller tilføj is, cremefraiche eller måske lidt flødeskum.
Jeg påtænker at lave en hindbærcoulis til og evt. pynte med lidt friske bær.

NB! De kunne uden problemer holde sig friske med en sprød skorpe og en blød midte i de tre dage, hvor vi prøvede holdbarheden af. Og til info endte jeg med at bruge nogle muffinsforme specieltkøbt fra Kagebutikken, da de kunne holde på formen, så jeg undgik at bage flade muffins.

***
Jennie Tronier

Update på konfirmationsforberedelserne

Den store dag nærmer sig for min store piges konfirmation og forberedelserne går nu ind i sidste fase. På fredag skal det hele nemlig helst klappe, og gerne uden for meget stresseri, så for bedst at undgå det, er jeg mest tilhænger af at lave to do-lister. På den måde kan jeg hele tiden holde styr på, hvor langt vi er i forberedelserne.

I forhold til planlægningen for et par måneder siden er det nu mere detaljeorienterede ting der skal være styr på, og hvis vi kigger på det punkt for punkt, kommer det til at se ud som følgende:

TØJ
Savannahs kjole har der været styr på i nogle uger. Hun bestilte først én kjole hjem fra en netbutik, men den måtte vi sende retur, fordi den ikke sad så godt på hende. Derefter faldt hun lidt tilfældigt over en hvid kjole i Magasin, som egentlig ikke er en typisk konfirmationskjole, men da hun fik den på, virkede den bare helt rigtig. Og så var der styr på den.
Sko til Savannah er der også styr på. Hun har valgt et par højhælede med kilehæl, som forhåbentlig er lidt lettere for hende at gå i, samt et par sneakers, som hun kan skifte til, når hun ikke kan holde de andre ud mere.

Måske skal jeg lige nævne, at vi har valgt at give hende et beløb, 4000 kr., og ud fra det, kan hun helt selv vælge, hvad hun vil bruge pengene på. Dette beløb gælder både til selve konfirmationen og til blå mandag. Kjolen endte faktisk med at være væsentlig billigere end først antaget, så hun har både haft råd til nyt makeup, en ring og et par øreringe ud over konfirmationskjolen, to par sko og tøj til blå mandag.

Derudover er der også så småt ved at være styr på tøj til resten af familien. Vanessa købte sit tøj, da vi havde vores mor datter-dag og hun fik nye sko til sin fødselsdag. Max har valgt bare at tage noget på fra hans skab, jeg har købt to par nye kjoler, en mørkeblå og en rød, hvor jeg nok mest hælder til den røde (det er jo en pigekonfirmation 🙂 ), og Hr. Jørgensen har ikke fået styr på hans tøj endnu. Det bliver nok dagen før, hvor det kommer i hus, hvis jeg kender ham ret. Sådan plejer det nemlig at være.

HÅR, HUD, MAKEUP, NEGLE OG SMYKKER
Mht. Savannahs hår er valgmulighederne indsnævret til to; enten glat hår eller lidt krøl lavet med et glattejern, så det ikke bliver for krøllet. Vi tænker at lave det selv, så det finder vi egentlig først ud af på selve dagen. Savannah kan nemlig ikke helt vælge, hvad hun hælder mest til af de to.
Mht. farve på kroppen har vi valgt at tilbyde tre x solarium. Vi ved godt, at det måske ikke er den mest sundhedsmæssigt fornuftige beslutning, men vi har oplevet flere som har prøvet spraytan uden succes, og det har godt nok været synd for konfirmanden. Den ene pige var så gulerodsfarvet, at det var helt forkert, som i virkelig, virkelig forkert, og sådan en oplevelse skal Savannah ikke komme ud for.
Derudover er makeup indkøbt og prøvet (så neutralt som muligt), neglelak indkøbt og prøvet (vi har været igennem både babyblå, svag lyserød, sort, gul, men er endt på hvid), og smykker indkøbt og prøvet.

TELT OG TILBEHØR
Vi bliver omkring 60 mennesker til spisning, så vores stue er desværre ikke stor nok til alle, hvis der også skal være plads til dans. Vi har derfor lånt os til et telt, som vi planlægger at sætte op på tirsdag.
Derudover har vi lånt lidt borde og stole, og lejet os til resten, samt vi har lejet et fyr, som bør kunne varme hele teltet op. Vi skal derfor her én af dagene rundt til forskellige adresser og få hentet de lånte ting hjem.

BORDDÆKNING OG PYNT
Vi startede på et partysæt af service sidste år sammen med nogle af vores venner. Vi skal dog bare lige nå forbi IKEA og spæde op, så der er nok af både middagstallerkner, dybe tallerkner, frokosttallerkner, vandglas, rødvinsglas, hvidvinsglas og bestik. Derudover tænker jeg også at købe lidt champagneglas til sættet, men der behøver ikke at være til alle 60 gæster, da langt de fleste af vores (især mande-) venner hellere ønsker sig en kold fadøl til velkomstdrink.
Til sidst er jeg ved at have styr på både duge (låner af en veninde), store og mindre skåle til buffetbordet (låner af en veninde), fade (tror jeg har nok selv) og vaser samt lysestager (tror jeg har nok selv).

Bordkort er indkøbt, men mangler at blive lavet. Vi har nemlig valgt at bestille 6 forskellige billeder af Savannah i små pasfoto-størrelser, som skal klistres på et hvidt kort, hvor gæstens navn står på den ene side af kortet og gæstens relation til Savannah står på den anden side. Dem påtænker vi at få lavet færdig enten onsdag eller torsdag.
Farvetema til borddækningen er der ikke helt styr på endnu, men tallerknerne er beige så valget står mellem lyserød, lilla, gul eller sort. Vi har derfor talt om at tage den endelige beslutning, når vi ser udvalget i butikken. Indkøbsdag til disse ting påtænkes enten tirsdag eller onsdag.
Servietterne regner vi med skal foldes med et silkebånd omkring, og så måske købe tilpas meget af fx blomsten brudeslør som kan lægges med på tallerknen som pynt.

Blomster til bordet besluttes først, når farvetemaet er på plads, men det bliver noget med mindre vaser til få blomster i hver.
Ligesom lysene sandsynligvis bliver et miks af forskellige størrelser.
Derudover skal der plantes lidt forskellige krukker med nye farverige blomster og der skal sættes lidt store billeder af Savannah op i teltet, samt vi har indkøbt både lidt balloner, lidt store sølv-bogstaver og andet forskelligt pynt til teltet.
Borddækningen påtænker jeg at lave torsdag aften, og det sidste af bordplanen kommer nok også først på plads der. Vi har nemlig stadig en måske’r, og Savannah kunne godt tænke sig at flytte plads under maden, så hun både når at sidde på den mest traditionelle plads mellem mor og far, men også får tid blandt hendes veninder.

DRIKKELSE
Af drikkelse har vi styr på både sodavand, fadølsanlæg, rødvin og hvidvin, dessertvin, champagne, Asti og lidt forskelligt til et drinksbord.
Jeg påtænker at få fat i en champagnebowle, og få indkøbt nogle festlige sugerør, så et bord med drikkevare kan pynte lidt i teltet.

MAD
Menuen er der styr på, og jeg fik her til morgen lavet en mere detaljeret to do-liste over tidshorisonten på de forskellige retter. Vi har jo besluttet os for at lave al maden selv, til 60 mennesker 🙃, så det kræver lidt planlægning for at undgå alt for meget stress på selve dagen.

Frikadellerne er lavet og ligger i fryseren, brownies vil Savannah lave en af de kommende aftener, og både tunmousse, tomatsalsa, chilisalsa og forskellige dressinger kan sagtens laves 1-2 dage før selve dagen. Nogle af salaterne skal dog helst laves på selve dagen, men vi har valgt at dele de få ting op mellem os, som skal laves mellem kirken og gæsternes ankomst, så det bliver mere overskueligt.

GAVE
Gave er der også ved at være styr på, men det kan jeg selvfølgelig ikke sige så meget om her, af frygt for hvis hovedpersonen læser med.
Jeg kan dog sige så meget, at vi til Max’ konfirmation både havde sørget for en gave af en art samt en fotobog der viste hovedpunkterne i hele hans liv frem til konfirmationen. Jeg har derfor haft lidt travlt de sidste mange aftener, kan jeg godt afsløre…

EVT. INDSLAG
Til sidst er vi også ved at være færdige i forhold til lidt festlige indslag i løbet af dagen, men det må jeg hellere vende tilbage om efter konfirmationen er overstået.

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Måske en dag” af Colleen Hoover

Jeg var ret begejstret for sidste bog jeg læste af forfatteren Colleen Hoover, så da denne landede i min mailboks fra biblioteket var det en glad og forventningsfuld kvinde der kørte forbi biblioteket efter arbejde. Kærlighedsbøger, hvor livets realiteter også vendes, er da lige noget for mig.

“Måske en dag” handler om den unge musikstuderende Sydney, som på afstand iagttager en musikspillende fyr på en altan. Da hun senere finder ud af, at hendes kæreste Hunter er hende utro med hendes bedste veninde, står hun pludselig uden tag over hovedet, og tilfældighederne bringer hende sammen med altan-fyren. Han viser sig at hedde Ridge og han tilbyder hende et midlertidigt værelse i hans lejlighed. Ret hurtigt finder de ud af, at hans skriveblokering passer sammen med hendes sans for sangskrivning, men følelserne ligger også og lurer imellem dem. Ridge har dog en kæreste, og han er en god og loyal fyr – modsat Sydneys bedrageriske ekskæreste – så hun kan kun håbe på, at der måske kommer en dag.

Igen læste jeg bogen på mindre end et døgn, for det er en fantastisk bog, men – for denne gang er der et lille bitte men – jeg var ikke helt lige så blown away som ved bogen “Det ender med os”. Teamet omkring utroskab, hvem vælger man, hvis man elsker to, er lidt kedeligt og måske hverdagsagtigt. Jeg ved ikke hvordan jeg bedre skal forklare det, men på en eller anden måde mangler der lidt i handlingen for mig i denne bog for at nå helt op i toppen, som den tidligere bog jeg læste af Colleen Hoover. Den kan dog bestemt stadig anbefales til alle som elsker en god kærlighedshistorie.

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er amerikanske Collen Hoover
  • Bogen er på 469 sider
  • Bogen blev i september 2016 udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof
  • Originaltitlen er “Maybe Someday” som blev udgivet i 2014
  • På YouTube er der et soundtrack, hvis man søger på Maybe Someday Colleen Hoover

Marts highlights

Endnu en fantastisk måned er gået, og jeg sidder og kigger lidt tilbage på vores oplevelser, som er foreviget i min kamerarulle. Selvom det faktisk ikke er blevet til mange billeder i marts, har vi stadig haft en hyggelig og oplevelsesrig måned.

Vi har både fejret min egen fødselsdag, Max’ fødselsdag og Vanessas fødselsdag samt samlet fejret det med en stor påskefrokost for alle venner og familie. Vi har været til den sjoveste gourmetmiddag hos nogle venner, jeg har været ude med arbejdet, hvor vi først havde en skydekonkurrence og bagefter spiste lækker mad på LeLe, samt vi har haft en masse familieoplevelser, som jeg kan putte i min mindetaske for evigt.

*Typisk fredagsmiddag hjemme hos os*

*Pistolskydning med mit arbejde. Det var piv sjovt!*

*Fra vores photo shoot-dag på Lolland, da landet var dækket med sne*

*Ungernes frisure skal være klar til Savannahs konfirmation. Det kræver måske et enkelt frisørbesøg mere, før alt er, som de gerne vil have det*

*Mine gaver efter vores fælles fødselsdagsfest. Det er bestemt altid rart at blive begavet*

Nu venter april, den store konfirmationsmåned…

***
Jennie Tronier

Anbefalelsesværdige film set i marts

I marts har jeg set følgende film, som jeg kan anbefale andre at se:

“Three billboards outside Ebbing, Missouri”
Filmen handler om den fandenivoldske Mildred Hayes (Frances McDormand), der efter flere måneder uden nyt om sin datters mord, tager sagen i egen hånd. Hun sætter tre store reklamesøjler op på vejen ind mod byen, hvor hun påpeger politiets inkompetence i sagen. Dette skaber den opmærksomhed, som hun ønsker, men det skaber også en større intern kamp i byen end hun nok havde regnet med.

Filmen har modtaget to Oscar-statuetter for Bedste kvindelige hovedrolle (McDormand) og Bedste mandlige birolle (Rockwell), og det er bestemt forståeligt. Vi var virkelig vilde med den herhjemme.

Amerikansk drama/komedie fra november 2017.
Varighed: 1 time og 55 min.
Set på amerikansk iTunes.

“American made”
Tom Cruise’ nyeste film handler om piloten Barry Seal (Cruise), som smugler narko ind i USA, mens han også arbejder for CIA som informant mod smuglerne i Nicaragua. Dette medfører et ret vildt liv for Barry og hans familie, men også en landsdækkende skandale i Ronald Reagans præsidenttid.

Filmen er egentlig ikke en typisk Cruise-film, da den hverken er meget dyb eller meget actionfyldt. Derimod er det en humorfyldt historie om den naive drengerøv Barry, som efter min mening spilles fantastisk af Tom Cruise. Jeg var i den grad underholdt fra start til slut.

Autentisk amerikansk actionfilm fra august 2017.
Varighed: 1 time og 55 min.
Set på amerikansk iTunes.

“The Lucky one”
Denne film handler om marinesoldaten Logan (Zac Efron), som vender hjem efter sin tredje tjenesteperiode i Irak. Under opholdet har han brugt et billede som lykkeamulet, et billede som han fandt i ruinerne i Irak af en ung pige med teksten “keep safe” bag på. Hjemme igen, beslutter han sig for at finde pigen på billedet, og i en lille flække i Lousiana finder han Beth (Taylor Schilling). Han får et job hos hende og bliver tæt med familien, men han glemmer dog bare at fortælle om fotoet fra Irak.

Jeg så filmen sammen med Savannah, og det er virkelig en sød romantisk film.

Amerikansk romantisk drama fra juni 2012.
Varighed: 1 time og 41 min.
Set på Netflix.

“The Mountain between us”
Filmen handler om et flystyrt på et afsidesliggende snedækket bjerg. De to fremmede Ben Payne (Idris Elba) og Ashley Knox (Kate Winslet) er de eneste overlevende og da ingen ved hvor de befinder sig, bliver de tvunget til at stole på hinanden for at overleve de ekstreme forhold og sammen begive sig ud på en farefuld rejse i vildmarken.

Jeg var virkelig begejstret for denne film. Den er flot, spændende, sød, realistisk og actionfyldt.

Amerikansk drama fra oktober 2017.
Varighed: 1 time og 48 min.
Set på Blockbuster.

***
Jennie Tronier