I maj har jeg set følgende film, som jeg kan anbefale andre at se:
“Den 12. mand”
Filmen er en autentisk historie fra Anden Verdenskrig, hvor den norske modstandskæmper Jan Baalsrud (Thomas Gullestad) undslipper nazisterne (bl.a. Jonathan Rhys Meyers) og på ufattelig vis overlever to måneder under umenneskelige forhold i Nordnorges vinter.
Jan Baalsrud blev sammen med 11 andre modstandsfolk en del af “Operation Martin”, hvor de i en lille fiskekutter sejlede fra Shetlandsøerne til Nordnorge, 500 km nord for polarcirklen, for at udføre sabotage mod tyske skibe og anlæg. Desværre blev de afsløret af en norsk stikker, så allerede i Toftefjorden blev de beskudt af en tysk minestryger. En omkom i træfningen og de 11 resterende måtte springe i det iskolde vand, hvor de efterfølgende blev taget til fange på stranden af nazisterne. ‘En undslap og flygtede, nemlig Jan Baalsrud.
Det er ikke en del af verdenshistorien som jeg tidligere har hørt om, men det gjorde det bestemt ikke mindre spændende. Jeg var hooked fra start til slut.
Amerikansk/norsk krigsfilm fra marts 2018.
Varighed: 2 timer og 15 min.
Set på amerikansk iTunes.
IMDb: 7,5/10
“The Choice”
Filmen handler om to naboer (Benjamin Walker og Teresa Palmer) som forelsker sig i hinanden efter deres første møde, selvom de begge allerede har en kæreste. Kan en sådan forelskelse vare for evigt?
Forfatteren til denne film er Nicholas Sparks, som også har skrevet The Notebook, og hvis man er til den slags romantiske film, kan denne bestemt godt anbefales.
Amerikansk romantisk drama fra februar 2016.
Varighed: 1 time og 51 min.
Set på Netflix.
IMDb: 6,6/10
“Den of Thieves”
Denne film er en actionfyldt fortælling om den kriminelle underverden i Los Angeles. Man følger kampen mellem en gruppe succesfylde bankrøvere og den barske eliteenhed (bl.a. Gerard Butler), som jagter dem. Bankrøverne planlægger et ellers umuligt kup mod den topsikrede Federal Reserve Bank. Kan de gennemføre det med elitesoldaterne der følger hvert et skridt?
Det er egentlig ikke en film jeg normalt ville vælge at se, men det er en film som både min mand og Max elsker at se. Jo mere tju-bang, jo bedre for dem. Jeg var dog alligevel ganske godt underholdt i store dele af filmen.
Amerikansk drama fra januar 2018.
Varighed: 2 timer og 20 min.
Set på amerikansk iTunes.
IMDb: 7/10
“Jumanji: Welcome to the Jungle”
Filmen er en fortsættelse af Jumanji-filmen fra 1995 og foregår 20 år efter originalen. Fire teenagere finder et gammelt videospil og da de starter det, bliver de suget ind i Jumanjis jungle som hver deres spilkarakter (Jack Black, Karen Gillian, Dwayne Johnson og Kevin Hart). De finder hurtigt ud af, at spillet ikke er for sjov og for at komme hjem igen, må de igennem lidt af hvert.
Vi så filmen sammen med tøserne og vi morede os alle. Den er bestemt sjov og underholdende.
Amerikansk eventyrfilm fra december 2017.
Varighed: 1 time og 59 min.
Set på Blockbuster.
IMDb: 7/10
“What’s Your Number?”
Denne skøre film handler om Ally Darling (Anna Faris) som stiller spørgsmålet: “Hvor mange mænd bør en kvinde have sex med, før hun finder den rigtige?”. Ifølge et modeblad er tallet maksimalt 20, ellers er chancen for at finde den eneste ene nærmest nul. Ally lover derfor sig selv, at hun aldrig må overskride en snes elskere, men alligevel vågner hun allerede dagen efter op ved siden af hendes nr. 20, som endda er hendes chef. Hun beslutter sig derfor for at opsøge hendes tidligere kærester og håber at kemien med dem har ændret sig til det bedre. Til dette er hendes nabo (Chris Evans) genial, han er nemlig ekspert i at undgå ekskærester – og hvordan man finder dem igen.
Det var ret tilfældigt, at vi en aften faldt over denne film, men hold da op hvor vi grinte. Den er så tilpas skør, at vi ikke kunne lade være med at holde af den. Bl.a. er kommentaren fra filmen “det tæller ikke som sex, hvis den kun er halvt inde” noget vi har grint meget af efterfølgende.
Amerikansk romantisk komedie fra september 2011.
Varighed: 1 time og 46 min.
Set på TV2.
IMDb: 6,1/10
***
Jennie Tronier