En virkelig god bøf stroganoff

I dag da jeg kom hjem fra arbejde, havde vi besøg af min søde svigerfar. Han var kommet forbi for at få skiftet dæk på hans bil, så imens mændene gik rundt udenfor i indkørslen og sparkede dæk, gik jeg i gang i køkkenet med den mest smagfulde simremad; bøf stroganoff. Hurtigt spredte hyggen sig, mændene kom ind og snakken begyndte, og så endte det faktisk med, at han blev og spiste med – og det er altid en ekstra gevinst med ham om bordet også, kan jeg godt afsløre. Om det var grunden til at maden blev så god eller ej, kan jeg ikke sige, men i hvert fald var vi alle enige om, at denne ret sad lige i øjet.

Bøf stroganoff (5-6 pers)

  • 1 kg oksekød i strimler (oksefilet skal ikke simre – skært oksekød skal simre)
  • 4 spsk paprika
  • 3 spsk mel
  • salt/peber
  • 1 spsk olie + 1 spsk smør
  • 2-3 løg i tern
  • 200 g bacon i tern
  • 200 g champignon, halveret eller i skiver
  • 3 spsk tomatpure
  • 1 tsk grov sennep
  • 2 laurbærblade
  • 5 dl piskefløde
  • 2-3 dl oksefond
  • frisk persille

Bland paprika, mel, salt og peber sammen, og vend oksestrimlerne i blandingen.

Steg bacon i en stor gryde og læg det til side på en tallerken.
Svits løg og champignon i baconfedtet til de er gyldne, og læg det sammen med den stegte bacon.

Kom olie og smør i gryden, og brun kødstrimlerne ved høj varme. Pas endelig på at paprikaen ikke brænder på, så rør godt undervejs.
Når kødet bliver fast tilsættes tomatpure, sennep, laurbærblade, bacon, løg og champignon.

Herefter kommer den videre plan an på hvilken slags oksekød du har valgt:

Hvis det er oksefilet skal retten ikke simre (kødet bliver sejt af det!), hvorfor der tilsættes fløde og kun 0,5-1 dl fond før du smager til og serverer.

Hvis det er skært oksekød tilsættes 2-3 dl fond, hvorefter retten skal simre i 1-2 timer indtil kødet er mørt. Til sidst tilsættes fløden og der smages til med salt og peber.

Server med kartoffelmos, ris eller brød, samt frisk persille på toppen.

***
Jennie Tronier

Peberkager

Vanessa og jeg bagte her i weekenden de første hold julekager i år og det blev både til en omgang julemandens knapper og en omgang peberkager. Førstenævnte er jo især Vanessa’s yndlingsjulebag som efterhånden er blevet en fast tradition for os i december, mens sidstnævnte var en førstegangsoplevelse som heldigvis endte virkelig godt.

Vanessa havde spurgt for nogle uger siden om vi i år ikke kunne bage “nogle af de julekager som man kan pynte”, så jeg gik i gang med at lede alle mine gamle juleopskrifter igennem, før jeg faldt over nedenstående. Udfordringen med denne opskrift var dog, at vi skulle bruge lang peber, som er en sødere form for peber, og det kunne jeg ikke lige finde i vores almindelige hverdagsbutikker. Derfor måtte jeg en tur forbi ASA-Spice butikken i Torvehallerne for at skaffe det, men jeg vil gerne indrømme, at kagerne helt sikkert var anstrengelserne værd 🙂

Peberkager (ca. 70 stk.)

  • 125 g smør
  • 125 g sukker
  • 1 æg
  • 15 g mørk sirup
  • 280 g mel
  • 2 tsk stødt lang peber (strøgne tsk, så de ikke bliver for stærke)
  • 2 tsk stødt ingefær
  • 2 tsk stødt kanel
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 1 tsk natron
  • Glasur af pasteuriseret æggehvide og flormelis

Først røres smør og sukker blødt, hvorefter man tilsætter æg og sirup.

I en skål ved siden af blandes mel, diverse krydderier og natron, som efterfølgende røres i smørblandingen.

Herefter æltes det hele godt sammen, hvorefter dejen skal trække i en tætsluttende beholder i køleskabet natten over.

Dagen efter rulles dejen tyndt ud, hvorefter kagerne stikkes ud som man selv ønsker. Peberkagerne hæver lidt under bagningen, så man må endelig ikke lave dejen for tyk.

Bag dem i en forvarmet ovn ved 200 gr. i ca. 5-6 min.

Når de er helt afkølet kan man pynte dem med glasur.

Glasuren kan selvfølgelig laves helt normalt med vand og flormelis, men hvis man i stedet laver glasuren af æggehvider og flormelis er den nemmere at arbejde med, får en finere struktur og bliver mere hvid. Man skal dog huske, at glasuren skal være rimelig tyk, men dog stadig skal kunne sprøjtes ud af en sprøjtepose.

Lad til sidst glasuren størkne før peberkagerne lægges i en kagedåse.

NB! Hvis man ikke kan få fat i lang peber kan hvid peber være et fint alternativt. Det er dog ikke helt lige så sødt som lang peber, men heller ikke lige så stærkt som sort peber, hvorfor det vil være det bedste alternativt.

I næste weekend har vi snakket om at bage igen, men om det bliver jødekager, brunkager, pebernødder eller andet ved vi ikke endnu. Egentlig havde vi snakket om, at vi i år ikke ville bage så meget julebag, fordi ungerne med langt de fleste julesmåkager faktisk bedst kan lide købeversionen, men når nu december er over os, kan både Vanessa og jeg alligevel godt mærke at lysten til at stå i køkkenet hiver lidt i os.

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Wallflowers”-serien af Lisa Kleypas

Jeg har de sidste par uger læst hele Wallflowers-serien og den fortjener virkelig en anbefaling herinde.

Det var faktisk lidt af en tilfældighed, at jeg faldt over forfatterinden Lisa Kleypas. På Instagram så jeg en (for mig ukendt) pige fra vist nok USA nævne en anden pige som havde lagt et billede op af et morgenbord fra en ferie. På det bord lå en bog som var skrevet af en Lisa Kleypas, som jeg aldrig havde hørt om, men som vakte min nysgerrighed. Pigen nævnte ikke bogen på sit billede, så om den var god eller dårlig sagde historien ikke noget om, men da jeg googlede forfatterinden kunne jeg læse flere gode anmeldelser verdenen over som gjorde at jeg blev nødt til at bestille én af hendes serier på biblioteket. Valget faldt på Wallflowers-serien, da den var den eneste, hvor alle bøgerne var hjemme. Så lang og kringlet vej til en god serie, kan man sige.

Overordnet handler serien om fire unge kvinder i det aristokratiske London i 1800-tallet. Af hver deres grund sidder de hver især som bænkevarmere til det ene bal efter det andet, hvor det mest af alt handler om at finde en passende ægtefælle. Til sidst beslutter de sig derfor for at slå sig sammen og iværksætte en plan for at finde dem alle en fordelagtig ægtemand én efter én.

Den første bog i serien “Sommernattens hemmeligheder” handler om Annabelle Peyton som sætter sig for at bruge sin skønhed og charme for at finde en velhavende ægtemand til hende og dermed redde sin familie fra fattigdom. Problemet er dog bare, at Annabelle’s mest charmerende beundrer er den mørke og farlige opkomling Simon Hunt. Han har gjort hende det klart, at han vil give hende uimodståelig nydelse, men ikke ægteskab, og det er hun umiddelbart ikke interesseret i. Hendes veninder ved også, at Simon er en upassende partner for hende, så de fortsætter derfor ægtemandsjagten, mens Annabelle må kæmpe for at modstå hans utænkelige, men samtidig fristende forslag.

  • Bogen er på 350 sider
  • Den blev udgivet i Danmark i juli 2014 af forlaget Pretty Ink
  • Originaltitel “Secrets of a summer night”

Den anden bog i serien “Efterårets luner” handler om Lillian Bowman, som er fra en meget velhavende amerikansk familie, men som er flyttet til London for at finde en passende ægtemand til hende og hendes lillesøster Daisy. Problemet for dem begge er deres lidt for frie amerikanske opdragelse, som ikke altid falder i god jord hos de engelske aristokrater. Til et bal møder hun Lord Marcus Westcliff, Londons mest eftertragtede ungkarl, og med hans til tider utålelige og snobbede facon er han nok den der forarges mest over Lillians dristige amerikanske facon. Alligevel drages de mod hinanden, men kan han tage en så åbenlyst upassende kvinde til sin hustru?

  • Bogen er på 336 sider
  • Den blev udgivet i Danmark i oktober 2014 af forlaget Pretty Ink
  • Originaltitel “It happened one autumn”

Den tredje bog i serien “Vinterens løfter” handler om den generte og sky Evie Jenner, som har udsigt til at arve sin døende fars formue, men som hendes tyranniske familie planlægger at franarre hende. Hun tilbyder derfor i desperation den skruppelløse skørtejæger Lord St. Vincent en uhyrlig plan; et fornuftsægteskab, så hun kan beholde sin arv og komme væk fra hendes vanvittige familie og han til gengæld kan få de penge han så hårdt har brug for. Evie opdager dog snart, at der bag St. Vincents egoistiske ydre gemmer sig en kærlig og omsorgsfuld mand, og han drages på sin side uimodståeligt af Evie’s skønhed og rene hjerte. Hun vil dog ikke bare være en af hans utallige erobringer. Hvis hun skal have ham, skal hun have ham helt, men kan han give hende det?

  • Bogen er på 314 sider
  • Den blev udgivet i Danmark i januar 2015 af forlaget Pretty Ink
  • Originaltitel “Devil in Winter”

Den fjedre bog i serien “Forårets gåder” handler om Daisy Bowman, lillesøsteren fra den velhavende amerikanske familie. Hendes magtfulde far gør hende klart, at hun snarligt må finde en passende ægtemand, og hvis ikke hun selv kan finde én, må hun gifte sig med den mand som faderen har udset, nemlig den hensynsløse og tilknappede Matthew Swift. Daisy er forfærdet, så hun beslutter sig for selv at finde en at gifte sig med, faktisk hvem som helst, bare for at undgå Matthew. Hun havde dog bare ikke regnet med, at Matthew besad sådan en charme.

  • Bogen er på 300 sider
  • Den blev udgivet i Danmark i april 2015 af forlaget Pretty Ink
  • Originaltitel “Scandal in Spring”

Den femte og sidste bog i serien “Jul på Stony Cross Manor” handler om Rafe Bowman, Lillian og Daisy’s bror, som kommer til London mhp. at indgå ægteskab. Han har selv på afstand udset sig en passende ægtefælle i Lady Natalie, da hun kommer fra en af de engelske aristokraters fornemme familier. Dette både for at styrke hans forretningsmæssige ambitioner, men også for at tilfredsstille faderens høje forventninger til ham. Alt dette ændres dog, da han møder Lady Natalies kammerpige Hannah. Hun får nemlig nogle følelser frem i ham, som han ikke anede eksisterede, og sammen med både Annabelle, Lillian, Evie og Daisy må han derfor vælge hvilken form for fremtid han vil have.

  • Bogen er på 210 sider
  • Den blev udgivet i Danmark i november 2017 af forlaget Pretty Ink
  • Originaltitel “Wallflowers Christmas”

Hele serien er skrevet af den amerikanske forfatterinde Lisa Kleypas, som skrev sin første roman som 21-årig og som sidenhen er blevet en succesfuld New York Times-bestsellerforfatter. Hun skriver historical romance og er en af de bedste inden for genren.

Jeg skal i hvert fald helt klart læse flere af hendes romaner. Hun skriver både malerisk og fængende, og hvor handlingen både er romantisk, morsom og spændende. En klar vinder for mig.

***
Jennie Tronier

Anbefalelsesværdige film og serier set i november

I november har jeg set følgende film og serier, som jeg kan anbefale andre at se:

“Bad Moms”

Filmen handler om moderen Amy (Mila Kunis) som tilsyneladende lever det perfekte liv med karriere, søde børn og et lækkert hus. Virkeligheden er dog en anelse anderledes og da den fejlfrie mor Gwendolyn (Christina Applegate) indkalder til krisemøde om småkager, knækker filmen for Amy. Sammen med den hjemmegående Kiki (Kristen Bell) og singlemoderen Carla (Kathryn Hahn) beslutter hun sig for at frigøre sig for forældreræset med selvforkælelse, en masse alkohol og et opgør mod den perfekte Gwendolyn.

Egentlig så vi filmen, fordi vi så at nr. 2 film i serien var tilgængelig og da vi ikke havde set nr. 1 måtte vi jo se den først. Og sikken et held, for hold da op hvor vi grinte. En god omgang tømmermændshumor på højt plan. Dog var efterfølgeren “A Bad Moms Christmas” ikke noget at råbe hurra for, så den er desværre ikke anbefalelsesværdig, efter min mening.

Amerikansk komedie fra juli 2016.
Varighed: 1 time og 41 min.
Set på Netflix.
IMDb: 6,2/10

“The Christmas Chronicles”

Denne julefilm handler om søskendeparret Kate (Darby Camp) og Teddy (Judah Lewis). De lever alene med deres mor, som bliver nødt til at arbejde en del, da deres far er død. De er egentlig ikke et søskendepar som har det store til fælles eller kommer særlig godt ud af det sammen, men julenat, da de igen er alene hjemme, afpresser Kate Teddy til at hjælpe med at sætte fælder op i huset, så de kan fange julemanden (Kurt Russel) på film og bevise, at han findes. Dette ender selvfølgelig med en uventet nat, som de fleste børn kun kan drømme om.

Vi så filmen en søndag på sofaen sammen med Vanessa og den var tilpas hyggelig, sød og juleagtig, så den må komme med på anbefalingslisten.

Amerikansk julefilm fra november 2018.
Varighed: 1 time og 44 min.
Set på Netflix.
IMDb: 7,2/10

“Kriger”

Serien handler om soldaten CC (Dar Salim), som efter at have mistet sin bedste ven i kamp, ender med at gå undercover for bedstevennens enkekone Louise (Danica Curcic). Hun arbejder for politiet og prøver at infiltrere rockergruppen Wolves, som brutalt styres af Tom (Lars Ranthe), og for at lindre smerten over bedstevennens død, beslutter CC sig for at hjælpe.

Serien er på mange områder anderledes end andre danske serier, fordi den er meget rå og voldsom, men samtidig er den utrolig godt spillet og virkelig spændende, så jeg var solgt fra start til slut.

Dansk actiondrama fra oktober-november 2018.
Sæson 1 med 6 afsnit.
Set på TV2

“Bodyguard”

Denne serie handler om forhenværende soldat og nuværende bodyguard David Budd (Richard Madden) som efter en succesfuld afværgelse af et terrorangreb forfremmes til personlig livvagt for den højt profilerede og kontroversielle indenrigsminister Julia Montague (Keeley Hawes).

Min mand havde læst virkelig gode anmeldelser om denne serie, så en søndag over morgenmaden tændte vi for det første afsnit – og små 6 timer senere sad vi stadig i sofaen og så de sidste minutter af serien. På mange områder minder serien om fx “Homeland” og “Livvagterne”, men det denne serie gør ekstra godt er de uventede drejninger. Lige så snart man tror, at man har regnet det hele ud, tager handlingen endnu en uventet drejning til en afkrog man ikke havde set komme, og det er virkelig godt, synes jeg.

Engelsk politisk drama-serie fra 2018.
Sæson 1 med 6 afsnit.
Set på Netflix.
IMDb: 8,2/10

“Sons of Anarchy”

Denne serie handler om motorcykelklubben Sons of Anarchy som lever af både legale og illegale forretninger i den lille amerikanske by Charming.  Klubben styres af Clay (Ron Perlman) som ønsker at køre klubben på den gamle måde med vold og frygt, mens Jax Teller (Charlie Hunnam) som vicepræsident ønsker en mere fredelig og moderne version af klubben. Stridighederne forværres også af den interne relation mellem Clay og Jax. Jax er nemlig født ind i klubben, som søn af klubbens afdøde stifter, mens Clay var bedste venner med Jax’ far og nu gift med Jax’ mor Gemma (Katey Sagal).

Vi startede på serien en tirsdag aften, hvor der ikke var noget interessant at se i fjernsynet, og fem dage senere havde vi set de første 3 sæsoner. Den er GOD, spændende og morsom – og Jax er seriøst for lækker!

Amerikansk actionserie fra 2008 – 2014.
Sæson 1 – 3 med hver især 13 afsnit i hver
Der findes i alt 7 sæsoner.
Set på Netflix
IMDb: 8,6/10

***
Jennie Tronier

November highlights

Hver måned prøver jeg at lave de her indlæg omkring månedens highlights.  Både fordi jeg godt kan lide at se tilbage på alle vores oplevelser, så jeg selv kan opleve dem en smule igen, men også for at skabe mig selv et overblik over de forskellige måneder. Det er sådan et godt minde-index, synes jeg.

Denne gang, når jeg kigger tilbage på alle mine billeder, kan jeg faktisk se, at vi har oplevet en del, selvom der egentlig ikke har været mange af de helt store begivenheder i familien. Det beviser kun for mig, hvor meget de små oplevelser og finurligheder egentlig betyder for livets helhed.

*Til min venindes fødselsdag fik vi serveret det lækreste hjemmebag*

*Efterårets farver er så fine*

*Vanessa blev forfremmet til politimester, da skolen holdt Moseby-temauge. Hun var meget stolt*

*Chefen og jeg*

*Mortens and hos min far*

*Flere og flere blade falder af træerne*

*Familieportrætter er et stort hit i mine øjne*

*En del af julegaverne blev indkøbt til Black Friday = mange penge sparet*

*Masava er nu fyldt 8 år. Hun blev selvfølgelig begavet med et stort kødben*

*Første del af ungernes pakkekalender indkøbt og pakket*

*Hos morfar i tirsdags blev de første adventsgaver åbnet. Morfar giver gaver til ungerne og vi giver gave til morfar. Så hyggeligt!*

*Når årets bedsteforældrejulebilleder skal tages, vil Masava også gerne være med – helst lige i midten af det hele*

*På arbejdet fik jeg i fredags min første personlige buket blomster af en patient. Ofte oplever vi, at hele afdelingen får blomster, men når der kommer en buket ind ad døren med en personlig tak for god behandling, betyder det lidt mere*

Nu vil jeg slutte, da jeg skal gøre mig klar til en fødselsdag i vennekredsen. Jeg satser selvfølgelig på, at de serverer julebryg, så jeg kan smage årets juleøl for første gang i år. Det er jo 1. advent ik?!

***
Jennie Tronier

En tilfældig juletur i Tivoli

Her til formiddag besluttede Manden og jeg at køre ind til Torvehallerne. Jeg havde nemlig gennem nogle dage snakket om at ville ind forbi, fordi jeg manglede en omgang lang peber, som jeg vidste, at ASA Spice-butikken forhandlede derinde. Vi spurgte derfor efter morgenmaden om nogle af ungerne ville med en tur til København og det gad de godt nok ikke. Deres igangværende Netflix-serier trak for meget.

Vi satte derfor alene kursen mod hovedstaden, og på vej derind ringede vi til et par af vores venner for at høre hvad de havde af planer. De lå bare på sofaen og skulle i gang med en serie, så de var helt med på ideen om en gåtur i de julepyntede københavnske gader.

Inde i Torvehallerne fik jeg købt mine krydderier, vi var forbi knivbutikken og høre lidt om gode japanske kokkeknive og vi var rundt forskellige steder og blive inspireret til en masse fremtidige retter. Der er godt nok hyggeligt derinde, synes jeg. Jeg tror faktisk, at jeg kunne gå rundt derinde i timevis uden problemer.

Efterfølgende mødtes vi med vores venner på Frederiksborggade, hvor vi købte en kop kaffe og satte kursen mod Strøget. Imens vi gik og snakkede, besluttede vi os for at tage i Tivoli og måske finde et sted derinde og spise en frokost. Vi har nemlig guldkort dertil og det var flere år siden de havde været inde i den smukke have, så det var jo en oplagt mulighed for alle.

I Tivoli endte vi med at få bord på restaurant Påfuglen, hvor vi bestilte en juleplate til os hver og en kold øl.

Det var virkelig godt og hyggeligt, så en dag som egentlig bare startede som et gøremål endte med at være helt fantastisk med en masse hygge, grin og snakke. En ny juletradition er måske født.

Og behøver jeg sige, at ungerne bestemt ikke var tilfredse med, at de gik glip af en tur i Tivoli… 😉

***
Jennie Tronier