Mofibo-bog: “Spejl, skulder, blink” af Dorthe Nors

Jeg er jo begyndt at træne i Fitness World et par gange eller tre om ugen. Oftest tager jeg derned sammen med enten min veninde, med Savannah eller med dem begge, men nogle gange kan ingen af dem, hvorfor jeg tager derned alene. Jeg har derfor oprettet en Mofibo-konto, så jeg kan fordrive noget af alenetiden i fitnesscenteret med at høre bøger, men faktisk tænker jeg, at det er en form for tidsfordriv, som jeg skal lære at holde af. Jeg tager nemlig ofte mig selv i at komme til at tænke på alt muligt andet end at høre efter oplæseren, men jeg har også kun hørt én bog på den måde, nemlig bogen “Spejl, skulder, blink”, så mon ikke at det bare kræver lidt øvelse.

Bogen “Spejl, skulder, blink” handler om Sonja, som er en kvinde i 40’erne. Hun føler sig strandet i sit liv, uden mand og børn, og uden rigtig kontakt til hverken sine forældre eller søsteren Kate, som stadig bor hjemme i den lille jyske by Balling. Sonja er universitetsuddannet, bor i København og tjener sine penge ved at oversætte den populære svenske krimiforfatter Gösta Svensson. Hun lider af positionssvimmelhed, går ofte til massage og er i gang med at tage kørekort, men sidstnævnte er lidt svært for hende, da hun har overordentlig svært ved at skifte gear – både i bilen, men også i sit eget liv. 

Jeg valgte at høre denne bog, da jeg i en artikel har læst, at selveste Oprah Winfrey, den amerikanske talkshow-stjerne, har storrost den ellers for mig ukendte danske forfatter Dorthe Nors. Jeg vidste derudover ikke meget om hverken forfatter eller bog, men tænkte at forfatteren måtte kunne noget, når hun kunne begejstre én som Oprah. Om det har givet mig for høje forventninger eller ej er svært at sige, men i hvert fald er jeg en lille smule ambivalent overfor bogen nu når jeg har hørt den færdig. Jeg både smågrinede og småkedede mig flere gange undervejs, og selvom jeg er fascineret af at man kan få så meget historie ud af et manglende kørekort, så synes jeg samtidig, at historien er lidt for tynd. Da jeg havde hørt det sidste kapitel må jeg indrømme, at jeg tænkte “var det virkelig dét?” Det kan dog også høre sammen med, at jeg ikke helt har vænnet mig til at høre en bog fremfor at læse en bog.

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er danskeren Dorthe Nors
  • Bogen er på 190 sider
  • Den blev udgivet i Danmark i februar 2016 af forlaget Gyldendal

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.