Hvad glæder jeg mig til i november

*Smukke efterårsfarver bagved Mr. Grey*

Endnu en måned er ved at være gået og julen nærmer sig med (alt for) hastige skridt. Nu skal pakkekalenderne til at arrangeres, julegaveønskerne sendes ud og julekortene så småt begyndes at skrives. Det har jo næsten lige været sommerferie og så står julen allerede for døren. Det kan virkelig ikke passe, at tiden skal gå så hurtigt.

Før vi går videre mod mine forventninger til november, må vi hellere lige se nærmere på om målene for oktober blev indfriet. Vi har haft den skønneste efterårsferie og nydt campingvognen til det yderste, jeg smiler stadig hver dag over alle efterårsfarverne i naturen, for det er virkelig den fineste tid på året, vi har bagt og smagt den skønneste græskarkage og jeg har haft den mest fantastiske tøsetur, hvor alt faldt i hak. Desværre nåede jeg ikke halloween i år, da helbredet ikke var med mig den aften, og vi har heller ikke nået at lave græskarhoveder, til stor skuffelse for især Vanessa, så det må blive en anden gang. Måske kan et græskarhoved også skæres ud som julemand…

Mine forventninger til november:

  1. At holde den bedste gourmetaften med vores venner. Vi skulle have holdt det i september, men pga. sygdom blev det rykket til nu i november. Vi læser derfor opskrift på opskrift og begynder at lægge en masse planer, så det skal nok blive rigtig godt. Jeg er jo en sucker for planlægning og forkælelse, mens Hr. Jørgensen er en sucker for madlavning og gode vine, så vi ser begge frem til en god dag/aften.
  2. At få årets julekortfoto i kassen. Jeg tænker måske at prøve på at fange efterårets smukke farver på et billede, hvor ungerne er samlet, men vejret må gerne være med os, så nu må vi se om det kan lade sig gøre. Ellers må det blive det traditionelle indendørs.
  3. At fejre min venindes fødselsdag til en hyggelig omgang familiedag. Det er altid hyggeligt.
  4. At spise andesteg på Mortens Aften. Det er en god tradition, som vi altid har holdt af i min familie.
  5. At bruge en masse penge til Black Friday, forhåbentlig i forbindelse med en god frokost med Hr. Jørgensen. Jeg må lige huske at få ønskesedler inden, da jeg lige så godt kan slå to fluer med et smæk og starte på julegaverne den dag.
  6. At få købt pakkekalendere til ungerne. Plus min far. Dvs. 24 gaver x 3. Plus 4 = 76 stk. Og få pakket dem alle sammen ind. Det tager lidt tid.
  7. At få læst en masse bøger. Jeg har lige bestilt en masse bøger på biblioteket, som jeg har fået anbefalet af andre, så jeg glæder mig til at få dem hjem og gå i gang. Jeg er lige nu i gang med “Papmache reglen” af Hella Joof og den er temmelig fornøjelig. Ellers byder bunken på både krimi, romantik og historie.
  8. At få styr på juleaften. Hvor skal vi være og hvem skal vi være sammen med? Det plejer aldrig at være svært for vores familie at få til at gå op. Vi skal bare lige finde ud af hvordan det passer sammen i år.
  9. At invitere bedsteforældrene til Bedsteforældre-hygge, hvor vi spiser noget god mad og snakker til langt ud på aftenen. Det plejer at være super hyggeligt, og ungerne elsker de aftener. En masse kærlighed omkring bordet.
  10. At få bestilt tid hos frisøren til os alle sammen, for vi trænger virkelig til en klipning.

***
Jennie Tronier

Årets tøsetur med min loge

*Vi var kun syv samlet denne gang*

I går var jeg på den hyggeligste og sjoveste tøsetur.
Jeg har sammen med mine tøser fra gymnasiet (nogle af dem kender jeg tilbage fra folkeskolen) oprettet en tøseloge, hvor vi én gang om året laver et arrangement sammen og tre gange om året mødes til hyggeligt samvær hjemme hos en af os. Vi er otte medlemmer; syv fra Sjælland og en fra Jylland, og vi deles om at planlægge disse arrangementer.

I år skulle jeg planlægge med min veninde fra Jylland, og vi har været mange tanker igennem om temaet for dagen. Vi ville dog gerne have lidt aktiviteter evt. med lidt konkurrence imellem, vi ville gerne have lidt sjov og spas (men hvordan planlægger man den slags?) og vi ville gerne have tid til hygge og diverse snakke.

Programmet endte med at se ud som følgende:

  • Lerdueskydning hos Greve Jagt
  • Hjemmelavede sandwich til frokost ved Rosenborg Slot (udendørs, men vejret holdt)
  • Petanque på taget af Petanque Bar i Adelgade i København
  • Quiz med både kulturelle og personlige spørgsmål
  • Personligt horoskop udarbejdet til alle
  • Kaffe og kage -> blev skiftet ud med Happy Hour-shots på Petanque Bar
  • Aftensmad på Bistro Boheme -> som endte i drinks, dans og latter

*Lerdueskydning var sværere end vi regnede med*

*Vi skød 25 skyd, og jeg vandt med ni ramte*

*Picnic på Rosenborg Slot*

*Petanque spil, hvor vi blev delt i to grupper og spillede mod hinanden*

*Vi spillede to spil, og min gruppe vandt begge spil. Mig som aldrig vinder noget…*

*Hygge på Petanque Bar med quiz, horoskoper og drinks*

*Suveræn mad og ren forkælelse på Bistro Boheme*

*God stemning, hvor vi invaderede loungen*

*Næste række af planlægningshold blev trukket af et omvendt barbord*

*Kl. 24 blev min veninde fødselsdagsfejret med flag, sang og flere drinks. Af hele restauranten selvfølgelig*

Jeg glæder mig allerede til næste år, hvis næste arrangement bliver lige så succesfuldt 🙂

***
Jennie Tronier

Den bedste græskarkage med ostecreme

Forleden aften bagte vi den bedste græskarkage med ostecreme som jeg længe har smagt. Jeg havde drømt om en klæg og snasket kage med den helt rigtige topping uden at være for sød og uden at være for snasket, og det fik jeg.
Genial, siger jeg bare, så prøv den.
Inspirationen er hentet fra Isabellas.dk, men jeg har rettet den lidt til.

GRÆSKARKAGE MED OSTECREME

  • 6 æg
  • 450 g sukker
  • 2,5 dl olie (jeg brugte vindruekerneolie, da den er god til kager)
  • 300 g hvedemel
  • 1,5 tsk bagepulver
  • 1,5 tsk natron
  • 1,5 tsk stødt kanel
  • 0,5 tsk salt
  • 0,5 tsk revet muskat
  • 425 g revet græskar (jeg brugte hokkaido)
  • 200 g neutral flødeost (fx Philadelphia)
  • 270 g flourmelis
  • 1 tsk vanillesukker
  • 40 g blødt smør
  • 250 g mascarpone
  • Revet citronskal til pynt

Start med at rive græskaret, så du har ca. 425 g revet græskar.
Pisk så æg og sukker luftigt, og bland olien i, før resten af ingredienserne forsigtigt vendes i, så massen ikke bliver flad.
Hæld dejen i en smurt springform (jeg brugte en springform på 26 cm) og bag den ved 180 g på varmluft i ca. 40 min. Husk den gerne må være lidt svampet.

Når kagen efterfølgende er kølet af, kan ostecremen gøres klar og påføres.
Kom flødeosten i en skål og sigt vanillesukker og flourmelis over, før det røres sammen. Derefter røres den bløde smør og mascarponen i til det bliver en blød og ensartet masse.
Denne ostemasse smøres på kagen i et jævnt lag, hvorefter den pyntes med lidt revet citronskal.

Husk at kagen skal opbevares på køl (hvis I ikke skulle spise den hele på én gang), så ostecremen holder sig frisk.

***
Jennie Tronier

Kalvehave Labyrintpark

I dag er vi kommet hjem med vores campingvogn fra Feddet. Efterårsferien er ved at være forbi og vores sæsonplads er løbet ud. Vi har derfor brugt 6 timer i dag på at rydde op, vaske ned og pakke sammen, så energien er lidt opbrugt lige nu.
Vi har dog haft nogle skønne dage dernede med en masse afslapning, hyggelige gåture, god mad og en masse gode snakke med familien. Min far skulle også have været forbi, men hans hund er desværre kommet galt afsted med sit ben, så han blev hjemme og plejede den i stedet.

KALVEHAVE LABYRINTPARK

I går kørte vi til Kalvehave Labyrintpark. Vejret var ok, men det havde regnet i dagene op til, så alt var vådt og mudret, men det var nu alligevel en rigtig god oplevelse.
Kalvehave Labyrintpark er en stor park fra 2006 fyldt med labyrinter og store spil, som udfordrer stedsansen, den logiske sans og den humoristiske sans.

Parken er åben fra maj til oktober, og prisen er 90 kr. pr. voksen og 70 kr. pr. barn. Et par gange om ugen har de også aftenåbent, hvor man kan fare vild i parken i mørket. Hunde er også velkomne.

Vi for vild i den store labyrint, men fandt vejen ud igen, og vi spillede en masse spil, hvor hjernen blev udfordret. Bl.a. lavede vi konkurrencer mod hinanden om hvem af os der først kunne regne en udfordring ud. Det var virkelig sjovt for os alle og kan klart anbefales til andre spillelystne familier. Vi fik endda et diplom for at finde alle bogstaverne i den store labyrint!

***
Jennie Tronier

Efterårsferie = afslutning af sæsonplads på Feddet camping

*Min kusine som nabo og min onkel som bagbo – det er hygge*

Den længeventede efterårsferie er startet for vores vedkommende, og det er SÅ rart. Jeg har virkelig glædet mig til hygge og afslapning med familien.
Ungerne har haft ferie hele ugen, mens jeg kun har kunnet få fri torsdag og fredag. Derfor har ungerne hygget sig alene derhjemme + været i biografen med Verdens Sejeste Farmor og deres dejlige kusine. Nu er vi så kørt i vores campingvogn på Feddet for at nyde den sidste halvdel af ugen sammen, før sæsonpladsen er forbi søndag og det hele skal pakkes ned.

Dagen i campingvognen går med at sove til vi ikke gider mere, gå ture på den skønne strand / i skoven hver morgen, spise god morgenmad, hygge i forteltet med en kop kaffe, snak eller måske en film, en tur i svømmehallen for ungernes vedkommende, spise god frokost eller evt. lave en bunke pandekager om eftermiddagen, og måske gå endnu en tur i den skønne natur, før aftensmaden skal forberedes. Total hygge og afslapning som vi godt kan lide det.

Vi satser på i denne uge måske at køre til Præstø og spise frokost en af dagene, evt. deltage i campingpladsens uhyggelige Halloweenløb en aften og evt. tage en tur i Kalvehave Labyrintpark, som ungerne har efterspurgt i nogle uger. Men nu må vi se hvad tiden bringer – måske laver vi bare I.N.G.E.N.T.I.N.G. hele ugen.

*Efterårsferie = halloweenhygge*

*Fuglene flyver syd på, mens vi bliver tilbage i kulden*

*Efterårsfarverne er så smukke*

*Bladene falder stille og roligt af træerne*

*Tøserne hygger med hver deres Ipad i forteltet*

***
Jennie Tronier

Cykeltur på Feddet

Vi har her i weekenden været i vores campingvogn på Feddet. Max har valgt overhovedet ikke at have noget med campinglivet at gøre, og nogle weekender har Savannah også valgt det fra, men denne gang var vi afsted med begge tøser. Så hyggeligt! For os er campingvognen vores fristed, hvor vi slapper af og hygger uden de store gøremål, men denne gang besluttede vi os for at leje nogle cykler og udforske spidsen af Feddet lidt mere.

Der er ca. 3,5 km fra campingpladsens reception ud til spidsen af Feddet, hvor der står et fugletårn. Vores første tanke var at leje en 4-mands cykel, men det blev vi rådet fra, da det simpelthen ville være for hårdt at cykle så langt i en slags gokart. Vi lejede derfor almindelige cykler, tjekkede at der var luft i alle ringe og satte kursen mod spidsen.

Halvdelen af vejen er asfalt, mens resten er grus- og jordveje. Det havde regnet en del, så det var store vandpytter og meget mudret, og selvom vi havde lidt kampe med store edderkopper (som havde gemt sig på cyklerne) og med at holde balancen igennem vandpytterne, gik det alt sammen uden de helt store problemer.

Alt i alt en hyggelig familietur, som tøserne dog helt klart synes krævede en is, da vi var færdige.

Nu vil jeg nyde denne første efterårsferiedag med forskellige gøremål, før arbejdet kalder igen tirsdag og onsdag. Onsdag aften tager vi så igen til Feddet i campingvognen, hvor vi satser på at nyde resten af vores efterårsferie.
Kryds gerne fingre for godt vejr! Campingvognen skal nemlig pakkes sammen på søndag, sæsonpladsen er fordi, og det arbejde er helt klart nemmest (og sjovest), når vejret er godt.

***
Jennie Tronier

Paprikagryde med mørbrad, pølser og bacon

Vinteren nærmer sig jo, og hvad er bedre på denne årstid end gryderetter, som kan stå og simre i flere timer. Vi besluttede os derfor forleden dag for at lave en stor omgang paprikagryde som kunne holde i et par dage, og den blev god.

Paprikagryde med mørbrad, pølser og bacon (8 personer)

  • 2 svinemørbrad, afpudset og skåret i tern
  • 2 pakker bacon i tern
  • 2 pakker cocktailpølser (vi brugte almindelige pølser skåret i skiver)
  • 3-4 spsk paprika eller efter smag
  • 2 spsk hvedemel
  • 2-3 løg, hakkede
  • 250 g champignons i kvarte
  • Evt. 1-2 peberfrugt i skiver (vi brugte det dog ikke, da ungerne ikke er så tossede med varme peberfrugter)
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 3-4 dl piskefløde efter ønske om konsistens
  • 2 dl mælk
  • salt og friskkværnet peber

Start med at stege bacontern sprøde og gyldne og tilsæt pølserne, så de får stegeskorpe. Tag dem op og læg dem på en tallerken med fedtsugende papir. Stil dem til side.
Brun løg i det tiloversblevne baconfedt og tilsæt mørbradtern, som brunes godt.
Kom paprika over kødet og rør godt rundt.
Tilsæt herefter champignons (og evt. peberfrugt), og sauter det hele i et par minutter.
Hæld hvedemel over, rør rundt, og kom tilsidst de hakkede tomater, fløde og mælk i gryden. Bring det i kog.
Lad retten simre i min. 20 minutter, og tilsæt inden servering bacontern og pølser, samt smag til med salt og peber.

Server med ris, kartoffelmos eller evt. ovnstegte kartofler.

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Glimt af håb” af Ruta Sepetys

Jeg er lige blevet færdig med en virkelig god bog, som jeg bare må dele med jer.

“Glimt af håb” handler om en familie fra Litauen under Anden verdenskrig. 15-årige Lina Vilkas og hendes familie tages en aften af den sovjetiske sikkerhedstjeneste NKVD, adskilles og smides i beskidte togvogne mod ukendte destinationer. Lina, hendes mor og lillebror anbringes herefter under grusomme forhold i én af Stalins arbejdslejre i Sibirien og må kæmpe for deres overlevelse. Lina finder trøst i sin kunst og beslutter sig hurtigt for at dokumentere de voldsomme hændelser i lejren, samtidig med at hun prøver at sende beskeder til hendes far, som sandsynligvis sidder i en anden arbejdslejr, så han ved familien stadig er i live.

Min første tanke var, at bogen er bygget op af et utal af ultrakorte kapitler, så det nok ville blive en lidt sær læseoplevelse. Det længste kapitel er 6 sider, det korteste 1 side og de fleste på 2-3 sider. Men jeg tog grueligt fejl. Heldigvis.
Jeg var nærmest hooked fra første side, for sproget er så smukt og beskrivende, at man ikke kan andet end leve sig ind i Linas liv. Handlingen hopper ofte i tid og sted, og en del af personerne i bogen får man ikke engang navnene på, men alligevel gøres det hele på en virkelig fin måde, da detaljerne er så beskrevet. Jeg kan helt præcist se for mig, hvordan “det skaldede mand” eller “manden der altid trækker sit ur op” ser ud, og det er virkelig genialt, synes jeg.

Derudover handler bogen også om en, for mig, ukendt gren af verdenshistorien, og jeg har i den grad fået blod på tanden for mere information. Hvordan kunne det dog ske, at alle disse mennesker kunne gemmes af vejen i så mange år uden frigivelsen? Krigen var jo for længst forbi, da arbejdslejrene blev opdaget. Og hvordan kan mennesker egentlig være så onde overfor hinanden, samtidig med at medmenneskeligheden er så stor?

Jeg kan kun sige: LÆS DEN! Den er virkelig god.

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er den amerikanske forfatter Ruta Sepetys, som er vokset op i Michigan, men datter af en flygtning fra Litauen, som kom til USA efter Anden Verdenskrig
  • “Glimt af håb” er forfatterens debutroman
  • Bogen er på 349 sider og genren er skønlitteratur/dokumentar
  • Bogen er udgivet i Danmark af forlaget Lindhardt og Ringhof
  • Originaltitel er “Between shades of grey”

***
Jennie Tronier

Restaurant Slagter Stig i Køge

Uge 41 er åbenbart en slags Besøg en restaurant i Køge og spar penge-uge. Det vidste vi egentlig ikke, selvom vi i så mange år har boet lige i nærheden af Køge, men Verdens Bedste Morfar havde læst om det i lokalavisen. Han inviterede os derfor på restaurant her til aften, i stedet for vores sædvanlige ugebesøg, og valget faldt på Slagter Stig ved Køge Havn.

Princippet “Smag på Køge” går ud på, at alle restauranterne i byen har en eller anden form for tilbud, fx en speciel menu til billigere penge eller tilbud på en del af deres menu. Slagter Stig havde førstnævnte, og det var virkelig godt.

Vi fik 3 retter: Laksetatar, kalve ribeye og nøddetærte til 195 kr.

Normalt er restauranten af den kategori, hvor man selv vælger sit kød i en glasmontre (de har mange spændende forskellige typer virkelig godt kød), fortæller hvordan man ønsker kødet stegt og derefter vælger sit tilbehør på en stor buffet eller tilkøber en sideorders. Vi har været i restauranten en del gange, det er bestemt én af ungernes yndlingsrestauranter, men dette princip har vi aldrig prøvet før – selvom det helt sikkert ikke er sidste gang det prøves.

Derfor note til mig selv: Skriv i kalenderen til næste år, at uge 41 er Smag på Køge-uge!

Praktisk information:

  • Bøfrestaurant i Køge Havn
  • Slagtermester Stig og hans kone Karin åbnede i 1979 en slagterforretning i Stege. Denne blev i 2002 udvidet til en restaurant og derefter udvidet til endnu en restaurant i Køge
  • Adresse Carlsensvej 8, 4600 Køge
  • Forretter til 50 kr.
  • Hovedretter mellem 200 – 300 kr.
  • Desserter mellem 35 – 60 kr.
  • Både børne- og parvenlig
  • Plads til at sidde ude om sommeren

***
Jennie Tronier

Hjertesalatbåde med parmesan

For snart en del år siden så vi i fjernsynet, vist i Godmorgen Danmark, en opskrift, hvor man brugte hjertesalat som små både, så salattilbehøret nemmere kunne serveres på et tapasbord.
Efterfølgende har vi mange gange brugt denne teknik og blandet det med de ingredienser vi bedst kan lide.

I går i campingvognen lavede vi én af vores specialiteter: Hjertesalatbåde med parmesan dryppet med en stærk hvidløgsdressing, og denne er så god og nem, at jeg tænker den må deles med jer.

HJERTESALATBÅDE MED PARMESAN

  • Hjertesalat
  • parmesan
  • balsamico
  • hvidløg
  • Dijonsennep

Skyl salatbladene grundigt, tør dem af for vand og placer dem på et fad.
Riv parmesanen og læg den oven på bladene.
Bland hvidløg, balsamico og Dijonsennep sammen så det smager af noget, men ikke er for stærkt, og dryp det ud over bladene.

Det er enkelt, men smager fantastisk.

***
Jennie Tronier