Netop hjemvendt fra en skøn sommerferie skal jeg nu til at se frem mod en ny måned af året, august.

Mine forventninger til august:

1. At sommeren vender tilbage til Danmark
2. At nyde den sidste uge af vores ferie sammen med ungerne i hjemlige omgivelser
3. At få set vores venners nye hus både før og efter den renovering de påtænker
4. At starte en ny tradition på vejen; vejfest
5. At vende tilbage til arbejdets glæder (selvom denne ferie indrømmet har været tiltrængt efter et travlt forår)
6. At fejre min venindes indtræden i The Fourties med en havefest
7. At få besøgt hovedstaden sammen med ungerne (vores årlige sommertradition) med dertilhørende shopping, god frokost og traven op og ned af Strøget
8. At få sendt Max afsted på lejrskole til Budapest (han storglæder sig!)
9. At opleve Savannah optræde i Tivoli til Dansens Dag – og forhåbentlig få styr på en discodragt til hende først (én af hendes helt store ønsker)
10. Og at komme vellykket tilbage til hverdagens rutiner med madpakker, lektier, sport og arbejde

Jeg skal dog også lige have afrundet mine forventninger til juli måned, om vi kan sætte hak eller udskyde. For det første er sommeren og dens udendørs glæder desværre blevet lidt væk. Vi har stort set ikke spist udenfor en eneste gang, vi har ikke haft mulighed for at lave bål i haven, vinduerne har ikke stået lige så åbent som vi har ønsket, drømmesengene har slet ikke været fremme på terrassen og poolen er stadig ikke kommet op at køre i år. Til gengæld har vi nydt tosomheden i nogle dage, hvor vi spiste takeaway eller spiste ude hver dag, vi har fejret vores bryllupsdag med ungerne og morfar, vi har holdt surprisefødselsdag for svigerfar, vi har fejret Savannah på behørig vis, og vi har haft en skøn tur med campingvognen ned igennem Europa med både ophold i Tyskland, Østrig og Italien. Så alt i alt har det på trods af en masse uindfriede forventninger været en dejlig juli alligevel.

Nu venter august, og jeg glæder mig.

***
Jennie Tronier

Som jeg skrev i går var vores første stop på vores sommer-campingtur i Naumburg i midten af Tyskland. Vi havde set på vores camping-app (som jeg ikke kan huske navnet på i skrivende stund), at der lå en hyggelig campingplads i området, så det var et perfekt sted at overnatte bare for en enkelt nat.

Blütengrund er en 1 stjernet campingplads beliggende ved en lille flod i et naturskønt område. Toiletbygningerne var fine, der var mulighed for at grille på særlige bålområder, der var en lille kiosk, mulighed for at sejle på floden og omgivelserne var skønne med kig til vinmarker. Ejeren fortalte, at hele området havde stået under vand for nogle år siden, så flere af bygningerne var renoveret eller i gang med at blive renoveret. Det var dog ikke på nogen måde til gene for os.

Vi gav 230 kr. for at overnatte alle fire personer alt inkl., så det må siges at være godkendt. Vi blev hurtigt enige om, at vi bestemt godt kan gøre holdt der en anden gang, hvis muligheden skulle opstå.

***
Jennie Tronier

Vi landede sikkert i vores indkørsel igen tidligt i morges efter 19 timer på motorvejen, hvor vi har holdt i kø, kø, kø som aldrig før. Efter vi havde krammet og snakket en masse med Max, kaldte dynerne for vildt, så det har bestemt været en dag i stilhedens tegn.

Da vi satte kursen mod sydeuropa for præcis 11 dage siden havde vi ikke vores rute mere klar end at vi ville køre igennem Tyskland, muligvis stoppe i Østrig og derefter køre ind i Italien, hvorefter turen skulle gå hjem igen. Vi vidste egentlig heller ikke hvor lang tid vi ville være afsted og hvad vi ville bruge dagene på, andet end at slappe af. Så vi var alle enige om at tage det som det kom.

Vi havde bestilt færgebillet (Gedser-Rostock) til kl. 03.30 mandag morgen, både for at spare lidt penge ved at købe den over nettet, men også for at være sikre på at få en plads på færgen (det var nu overhovedet ikke et problem denne gang). Tidspunktet midt om natten passer os perfekt. På den måde kan vi få sovet lidt hjemmefra, inden vi skal køre en masse kilometer, og ungerne kan sove lidt mens vi kører, så tiden ikke er så lang for dem.
Jeg havde købt en lille rejsegave til dem (et blad + et rejsekit til hver med ørepropper, maske til øjnene og en oppustelig nakkestøtte). Det var et hit. Turen til færgen gik derfor med at nyde, grine og læse for dem.

På færgen spiste vi lidt mad og hyggesnakkede, hvorefter vi i Rostock satte kursen mod München. Vi aftalte, at vi ville køre så lang tid vi gad den dag, dog højst 700 km, så det blev nok et sted omkring Leipzig vi ville finde et sted at overnatte. Vi havde set på en campingplads lidt syd for Leipzig og da vi nærmede os det område, passede det perfekt med første stop på turen. Vi endte derfor på campingplatz Blütengrund i Naumburg i midten af Tyskland.

Naumburg er en hyggelig by, som ligger i floddalen til Saale. Byen er omgivet af vinbjerge, og byens vartegn er domkirken, som ligger i den middelalderlige kerne.

Da vi både havde rigget campingvognen til, kørt markisen ud, spist lidt frokost og taget en lille lur i skyggen, satte vi kursen mod Naumburg by. Vi slentrede lidt rundt i den gamle bymidte, kiggede nærmere på den store domkirke og satte os til sidst ind på en cafe (Mohrencafé am Dom), hvor vi spiste wienerschnitzel og smagte deres lokale øl. Det var super lækkert.
Dagen efter kunne vi se på vejrudsigten, at solen var fremme i Østrig, så vi besluttede at sætte kursen mod Innsbruck, hvor vi havde fået anbefalet en campingplads.

***
Jennie Tronier

Juhuuu, sommerferien er startet for vores vedkommende, og vi glæder os nu til bare at slappe af og nyde livet i de næste tre uger 🙂
Denne ferie er virkelig tiltrængt. Det er faktisk flere år siden, at jeg sådan har hungret efter ferie og jeg kan virkelig mærke stressen komme krybende over mig samt nej-hatten tage over mit ellers positive sind, så nu er det bare om at slappe af, nyde det hele igen og komme ind til mit eget jeg indvendig.

I dag efter endt arbejdsdag skulle vi lige have styr på nogle legeaftaler, en kaffeaftale med nogle venner og en masse indkøb til Savannahs fødselsdagsfest i morgen. Så er det madlavning og hygge i morgen. Og på søndag (meget tidligt!) sætter vi kursen mod sydeuropa og forhåbentlig en masse oplevelser kombineret med afslapning, god mad, sol og badning.
Desværre skal Max ikke med os på ferie i år. Han har valgt at blive hjemme, arbejde og hygge med vennerne i stedet. Så savnet efter ham må jeg lære at acceptere og prøve at få nydt vores ferie alligevel. Dengang jeg fødte ham, skrev jeg altså ikke under på, siger jeg bare, at han en dag blev så store, at han hellere ville være sammen med sine venner end os gamle. Men jeg øver mig i den der ja-hat, så Det Skal Nok Gå. Håber jeg.

***
Jennie Tronier

Savannah bliver 12 år i dag. Tænk engang.
Tiden flyver og ikke nok med, at vi voksne bliver ældre og ældre, så bliver vores små unger knageme også større og større. Hvad er det for noget?

I dag, for nu 12 år siden, startede mine veer stille og roligt omkring frokosttid, og jeg tænkte, at jeg hellere måtte arbejde med veerne, så hver gang de startede rejste jeg mig op fra sofaen og gik rundt om vores spisebord, igen og igen, indtil veen var overstået. Hr. Jørgensen blev kaldt hjem fra arbejde, og efter vi havde pakket en lille taske, besluttede vi at se tiden lidt an herhjemme, mens vi så filmen Braveheart. Jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget af at være én af dem som blev sendt hjem fra hospitalet, fordi fødslen ikke var nærtstående nok, som jeg oplevede et par gange ved min første fødsel.

Efter nogle timer, hvor veerne blev kraftigere og kraftigere, ringede vi til sidst og meldte vores ankomst til Glostrup Hospital. På vejen derud blev veerne så kraftige, at jeg havde svært ved at koncentrere mig om andet, og da vi nåede parkeringspladsen foran indgang 5 nåede jeg seriøst at tænke tanken “hvordan filan kommer jeg op på 4.sal i denne tilstand”. Det kom jeg dog med hjælp fra Hr. Jørgensen og efter først at have ventet få min. i venteværelset blev vi ført direkte ind på en fødestue, fordi personalet godt kunne se på mig, at jeg havde mere ondt end bare lige.

Efter kun en lille time, fra vi parkerede bilen, lå jeg med endnu et vidunder i mine armer. Vi havde alle troet, at jeg ventede en dreng mere, da flere skanninger havde påvist det, men da jeg pressede barnet ud, udbrød Hr. Jørgensen “jamen det er jo en pige” og jeg grinte. Hun havde dog fået viklet navlestrengen rundt om hovedet, så hun var helt blå og tavs, men ret hurtigt skreg hun i vilden sky og alt var godt.

Lige siden har Savannah formået at charmere sig ind hos alle. Hun har altid været god til at skabe kontakt til fremmede mennesker på den mest positive måde, hun endte altid som lille på skødet hos familie og venner til en omgang historielæsning, hun har altid fået mange “nåh” med på vejen og selv i børnehaven fik hun sin egen specielle ske til morgenmaden, fordi hun charmerede sig ind hos personalet. Hun har dog også altid været selvsikker og bestemt i sin fremtræden, så vi andre slet ikke er i tvivl om, hvad hun vil og hvad hun ønsker, men med den slags ben i næsen, skal hun nok nå sit mål i livet, og det kan jeg som mor jo kun være stolt af.

Tillykke med fødselsdagen min dejlige pige 🙂

***
Jennie Tronier

Da jeg var barn var en af mine absolut yndlingsbøger “Anne fra Grønnebakken”, og selvom det er mange år siden jeg har læst den, sidder den stadig i mig som noget helt specielt. Da jeg derfor en dag læste en anmeldelse, hvor artiklens forfatter skrev, at serien omkring “Emily fra Månegården” er skrevet af samme forfatter og ligger i samme boldgade, måtte jeg bare læse den også.

“Emily fra Månegården” handler om den forældreløse pige Emily, som flytter ind på Månegården hos sine to tanter Elizabeth og Laura samt en onkel Jimmy. Emily er en kunstnerisk pige, som elsker at skrive alle sine tanker og drømmerier ned, og ikke nødvendigvis gør det, som alle voksne mennesker synes er det mest fornuftige. Elizabeth er den hårde tante, som prøver at rette Emily ind, Laura er den milde tante som kan se sin søster (Emilys afdøde mor) i mange af Emilys tanker og gøremål, og Jimmy er den kunstneriske og lidt hjerneskadede onkel, som fra første færd elsker alt ved Emily og hendes naive, drømmende og selvstændige sind.
I skolen lærer Emily sin nabopige, den viltre Ilse at kende, samt den kunstneriske Teddy og den højtravende, men fattige Perry. Og de fire bygger hurtigt et helt specielt bånd sammen.

“Emily går sine egne veje” (nr. 2 bog i serien) handler om Emily som teenager, hvor hun starter på high school i Shrewsbury. For at følge med sine venner til byen for at studere, må Emily ikke bare opgive sine drømmende skriverier og love tante Elizabeth, at hun ikke vil skrive “noget der ikke er sandt”, men også flytte ind hos tante Ruth, som hun ikke kan udstå.
Emily begynder så småt at skrive digte, noveller og artikler og får også nogle af sine skriverier antaget i aviser og tidsskrifter, men bestemt også mange afslag. Tante Elizabeth er stadig hård ved Emily, men begynder at vise sin medmenneskelighed, og venskaberne til Ilse, Teddy og Perry bliver dybere og dybere, men også på en anden mere selvstændig måde end før, når man går fra barndommen til ungdommen. Især Teddy vinder plads i Emilys hjerte, selvom hun ikke selv kan forklare hvad det egentlig betyder.

“Emily vinder lykken” (nr. 3 bog i serien) handler om Emilys år efter high school, hvordan hendes nære venskaber bliver spredt for alle vinde, hvordan hun oplever, at al barndommens magi er forsvundet og hun i stedet må skrive om sine hjertesorger indtil hun helt mister lysten til skriveriet, hvordan hun gifter sig med en mand hun egentlig ikke elsker, hvordan hun ender med at blive en berømt forfatterinde, hvordan venskaberne til Ilse, Perry og Teddy er ved at smuldre mellem fingrene på hende, og hvordan skjult kærlighed kan forvikle sig til en masse misforståelser.

Jeg synes, at alle bøgerne er fantastiske og skrevet på en indlevende og rørende måde. Montgomery formår på bedste vis at skrive om, når et mennesker overgår fra barndom til ungdom til voksendom, om alle de tanker, følelser og spørgsmål man kan stille sig selv på vejen, samtidig med, at hun formår at få humor og sorg draget ind i historien på den mest gribende måde.
Jeg tænker, at disse tre bøger minder meget om “Anne fra Grønnebakken” (som jeg da i den grad snart må læse igen!). Hovedpersonen i begge serier er en selvstændig lille forældreløs pige, som formår at drage andre personer til sig på den mest fantastiske måde, om hendes indtræden i voksenlivet og om forelskelse der bliver til kærlighed.

For mig er “Anne fra Grønnebakken” stadig noget helt specielt, men mon ikke at “Emily fra Månegården” ville have den samme plads i mit hjerte, hvis det var den jeg havde læst som 12-årig og tænkt tilbage på så mange gange i mit liv.

Fakta omkring bøgerne:

• Forfatteren er den canadiske forfatter Lucy Maud Montgomery
• “Emily fra Månegården” udgivet i 1923 og er på 284 sider
• “Emily går sine egne veje” udgivet i 1925 og er på 264 sider
• “Emily vinder lykken” udgivet i 1927 og er på 179 sider
• Bøgerne er skønlitteratur for ungdommen på den mest finurlige måde

***
Jennie Tronier

Her til morgen stod vi tidligt op (altså sådan ved 8-tiden tidligt) og gjorde os klar til at sætte kursen mod svigerfars bolig. Han fylder 70 år i dag, men vil ikke rigtig holde noget, så i stedet aftalte vi med Hr. Jørgensens søster og hendes familie, at vi ville købe ind til morgenmad og tage ned og sige tillykke om morgenen. Min svigerfar er ikke én af den slags mennesker, der vågner meget tidligt for at få så meget ud af dagen som muligt, så vi kunne ikke komme for tidligt, men heller ikke for sent, for tænk nu hvis han blev shanghajet til noget andet.

Da vi derfor stod på parkeringspladsen ved 9-tiden i morges og ventede på den anden side af familien, kom nogle af svigerfars bedste venner gående hen mod deres bil, mens svigerfar stod i vinduet og vinkede farvel til dem. Så meget for den surprise 😉 Det viste sig så, at vennerne havde fået samme ide som os, at surprise med morgenmad, men de var bare kommet en del tidligere og var nu på vej hjem. Vi snakkede derfor lidt med dem, hvorefter vi gik op til svigerfar med vores hold af morgenmad og sang tillykke for ham.
Et par timer senere ringede det igen på døren og flere venner kom ind for at sige tillykke, så det endte med, at vi var der i en del timer og bare hyggede og sludrede.

Svigerfar var virkelig glad, selvom han indrømmede at have været meget deprimeret over hans alder. Han fortalte, at han for nogle aftener siden havde set nogle nyheder omkring en bro der skulle bygges og ville være færdig ca. i år 2025. Det var han blevet så vred og deprimeret over at høre, at han havde slukket for programmet, for nu var han nået en alder, hvor han ikke kunne planlægge at opleve en bro små 10 år ude i fremtiden. Selvom vi godt kunne forstå hans tanker, kunne vi ikke andet end at grine af historien – og selvfølgelig bygge lidt videre på den. Det er klart. I løbet af timerne blev historien bygget meget videre til at omhandle noget om svigerfars aske, bropiller, beton og vand. Vi har jo ikke andet end humoren til at overleve kendsgerningerne vel 🙂

***
Jennie Tronier

I går pakkede ungerne hver deres lille ferietaske og vi satte kursen mod Hummingen og morfars sommerhus.

Jeg tror faktisk, lige siden jeg har fået børn, at mine forældre har haft ungerne på ferie i en lille uge hver sommer, og det er totalt win-win for alle parter. Ungerne glæder sig til at komme afsted, blive storforkælet, spille en masse spil, høre historier om morfars liv og lægge planer for de udflugter de skal på i løbet af dagene. Morfar glæder sig til at opleve ungerne alene, til at storforkæle og til at fortælle en masse historier. Og Hr. Jørgensen og jeg glæder os til lidt tosomhed, at være sammen som mand og kone (og ikke kun mor og far), at kunne give den en ekstra skalle på arbejdet uden at have dårlig samvittighed overfor ungerne, samt at nyde et godt glas vin over den hjembragte mad eller på en restaurant.

Ungernes planer for dagene ser ud som følgende:

• Minigolf turnering med morfar
• Færgen til Tyskland
• Besøge Knuthenborg Park
• Køreture ud i det blå og høre om morfars barndom og ungdom
• Og isspisning hver dag

Jeg tror faktisk, at planerne har set sådan ud de sidste mange år, men omvendt hvorfor lave om på noget der fungerer og som alle involverede ser frem til. Og planerne vil nok være de samme igen til næste år, vil jeg æde min gamle hat på. Hvis jeg altså havde én.

Hr. Jørgensens og mine planer tager vi som de kommer, men det bliver nok noget med at arbejde fra tidlig morgen til sen eftermiddag/aften og så købe enten indisk, kinesisk eller japansk takeaway med hjem, samt forhåbentlig få oplevet Papirøen – selvom vejrudsigten ikke ligefrem ser fantastisk ud.

På torsdag kommer ungerne så hjem igen, hvor vi sammen skal fejre vores bryllupsdag enten ved at smide noget god mad på grillen eller ved at tage ud og spise et sted. Nu må vi se.

***
Jennie Tronier

Så er vi knageme nået til juli måned og det første halve år er gået af 2016. Jeg tænker, at jeg på et tidspunkt må få set på mine forventninger til hele året, om noget er indfriet, men nu drejer det sig først om min juni måned.
Juni har på mange måder været skøn, vejret har til tider vist sig fra den allerbedste side, men bestemt også fra den allerdårligste side, og vi har både fået nydt livet samtidig med, at vi har haft travlt arbejdsmæssigt.

Hvad kan vi så se tilbage på med glæde? Vi har spist dejlig frokost i solen i Køge Havn, vi har set Max spille sin sidste fodboldkamp, vi har fejret min kære svigermors 70 års fødselsdag, vi har gennemtravet København med nogle venner og drinks i hånden, Vanessa har holdt et hyggeligt pyjamasparty, vi har fejret niecens indtræden i de voksnes rækker, Savannah har spillet med i den skønneste musical i skolen, vi har set Skt. Hans bål i fjernsynet med nogle venner, da uvejret brød ud over Køge Bugt i netop de timer, ungerne har holdt sidste skoledag for deres klassetrin, og vi har fejret en skrub hyggelig fodboldafslutning på den ene spids af Sjælland.

**Frokost på Skipperkroen i Køge**

**Sjov pubcrawl i det københavnske**

**Masava stjæler sig til en blød lur til tøsernes pyjamasparty**

**Anbefalelsesværdig mad fra Zio Lino på Greve Strandvej**

**Arbejdspladsen var for en stund flyttet til Herlev**

**Fodboldafslutning på Sjællands Odde**

***
Jennie Tronier