*Udsigten fra parkeringshuset på mit arbejde, hvor træerne så småt viser deres efterårsfrakke frem*
Efteråret er for alvor sat ind; bladene bliver mere og mere gule, temperaturen er rykket et dyk nedad, og garderoben er så småt ved at blive skiftet ud til lange trøjer og jakker, rigtigt lag-på-lag tøj. Alle måneder har hver deres charme, synes jeg, og oktober er for mig den måned hvor de levende lys for alvor bliver tændt i hjemmet og hvor naturen ofte viser sig fra sin fineste side med alle de smukke farver.
Mine forventninger til oktober:
- At nå og nyde alle de fine efterårsfarver i naturen, det går nemlig så hurtigt for bladene med at falde af. En tur i skoven vil derfor være perfekt; Masava kan rende rundt, mens jeg kan nyde naturen og alle de fine farver.
- At komme videre i min Bullet Journal. Oktobermåned er så småt ved at være på plads i bogen, og det er stadig noget så hyggeligt for mig at sidde og lave diverse lister, kalendere, trackere osv. Savannah siger, at hun også ønsker sig en Bullet Journal, så hver gang jeg sidder med min, vil hun gerne være med, kommenterer og kommer med gode ideer. Det er SÅ hyggeligt.
- At have de mest hyggelige efterårsferiedage med min familie. Max er dog blevet så stor, at han ikke rigtig gider os mere, men måske kan vi alligevel finde på noget, som vi alle fem kan lave sammen. Måske en tur i biografen eller ud og opleve et eller andet.
- At bage en kage med græskar. Jeg har fundet en opskrift med den lækreste cream cheese topping, som jeg tror vil være et hit sammen med en blød og svampet græskarkage. Det må i hvert fald prøves.
- At nyde de sidste dage i campingvognen på Feddet, før efterårspladsen er forbi. Det har været det hele værd med sådan en fastliggerplads, næsten som at have et sommerhus, men uden alle gøremålene, så det kan vi bestemt godt finde på at gøre igen.
- At planlægge den sjoveste og hyggeligste tøsetur med mine veninder. Vi har en tøseloge, hvor vi mødes min. tre gange om året samt én gang om året finder på noget sjovt at lave sammen, enten en hel dag eller en hel weekend. I år er jeg med i planlægningsudvalget, så vi skal da ud og opleve, konkurrere, grine og ellers bare have det sjovt. Jeg kan ikke sige så meget endnu, for det skal altid være en overraskelse for de andre i logen, men jeg håber at det bliver godt.
- At have styr på halloween i år med både pynt inde og ude, en kæmpe slikskål og måske et eller andet sjov madlavning, som tøserne kan hjælpe til med.
- At nyde ikke at lave mad mandag og torsdag. Tøserne er nemlig, efter eget ønske, begyndt at have hver deres madlavningsdag, så hver mandag laver Vanessa mad og hver torsdag laver Savannah mad. Vi skal bare handle ind og hjælpe med at dække bordet, så står de hver især for resten.
- At skære græskarhoveder sammen med tøserne. Det plejer at være super hyggeligt at sidde og være helt smurt ind i græskarsaft og kerner, mens et (uhyggeligt, fint, sjovt) hoved tager form. Sjov og god tradition, hvis man spørger mig.
- At så småt begynde at planlægge vores decembertur til Prag. Jeg har aldrig været i Tjekkiet og jeg storglæder mig til også at opleve den by.
Inden jeg runder af, må jeg hellere lige få gjort status over forventningen til september. Jeg tror stort set at alle punkter er indfriet, dog måtte vi aflyse vores Gourmetaften pga. sygdom og de der friske blomster i hjemmet kommer stadig ikke dumpende ind ad døren. Ih altså, hvor svært kan det være! Vi har dog nydt livet i vores campingvogn i så mange weekender som muligt, jeg har haft den skønneste sommerhustur med mine kollegaer, vi har hygget os til vores fætter-kusine komsammen, og jeg er blevet bedre til at sætte pris på hverdagene. Det har faktisk været en god øjenåbner for mig, at have hverdagen i fokus, så der ikke går for meget trommerum i den. Den ide kan jeg sagtens give videre til alle andre.
***
Jennie Tronier