Slankekuren #MitNyeLiv part 4

For et par år siden prøvede jeg at sætte lidt ind mod de ekstra kilo, som jeg løbende havde taget på.  Min vægt lå dengang på omkring 63-64 kg og selvom det i dag er en smule bedre (omkring 62-63 kg), så er motionsdelen de sidste år ikke rigtig lykkedes for mig. Løberiet måtte jeg stoppe med for halvandet år siden, fordi jeg fik virkelig ondt i mine hofter efter hver løbetur, og derefter er jeg ikke rigtig kommet i gang med noget andet seriøst.

Igennem de sidste mange måneder har jeg derfor drømt om at komme i gang med fitness. Jeg tænkte, at det måske var vejen frem for mig med de mange forskellige maskiner, så for en måned siden spurgte jeg min veninde om hun ville starte op med mig. På den måde kunne vi måske holde hinanden lidt i ørene, hvis det skulle gå hen og blive en kamp for os at komme afsted, og hun var heldigvis helt med på ideen.

I søndags kom vi så afsted første gang – og det var hårdt og sjovt på én gang.

Vi har valgt at følge et program, som er for nybegyndere:

  • 5 min. cykling
  • 20 benpres
  • 15 skulderpres
  • 15 brystpres
  • 10 min. crosstrainer
  • 10 min. cykling eller gå på løbebånd med stigning

Dette skal vi gøre i 4 sessioner, hvorefter der bliver skruet lidt i vejret med antallet i de næste 4 sessioner. Derefter skal vi køre 8 nye sessioner med andre øvelser og til sidst 8 andre sessioner med igen nye øvelser. Til sidst er vi forhåbentlig så rutineret i alle øvelserne, at vi måske ikke nødvendigvis behøver et program, men samtidig er det også ret motiverende at komme igennem et program, så lad os nu se hvor vi ender.
Det vigtigste er i hvert fald, at det er sjovt og at vi er kommet i gang – så kan det vel ikke gå helt galt for os.

***
Jennie Tronier

Slankekuren #MitNyeLiv part 3

Nu har jeg været i gang med #MitNyeLiv i lidt over to måneder, så jeg tænker derfor at lave en lille opdatering.

Kostmæssigt går det for det meste rigtig fint, men jeg lever stadig under mottoet alt med måde. Jeg prøver at holde mig fra sukker, lyst brød og alt for meget fedt, men jeg vil stadig have lov til at leve livet med lidt lækkerier engang imellem, så her kunne der sagtens strammes lidt op, hvis jeg lystede.

Løberiet går også fint, omend det også her sagtens kunne gå bedre. Jeg prøver at løbe 2-4 gange om ugen og er nu oppe på gennemsnitligt 3,5 km med en gennemsnitstid på 6,35 min./km, men skæbnen er lidt imod mig, synes jeg. Hver gang jeg føler, at nu kører det for mig, tiden bliver markant bedre og turen bliver nemmere og nemmere at overkomme, sker der et eller andet som gør, at jeg ikke kan løbe i nogle dage/uger. Som da jeg var på Grønland med mit arbejde eller da jeg lagde mig med feber. Men på et tidspunkt lykkes det mig forhåbentlig at kunne løbe en tur hver 2. dag, for det ville klart rykke ved noget.

Så alt i alt kunne det både gå dårligere og bedre, men jeg kæmper videre – det skal nok lykkedes for mig på et tidspunkt.
Vægten er p.t. 63,5 kg.

***
Jennie Tronier

Slankekuren #MitNyeLiv part 2

Da jeg kom hjem fra ferie for små to uger siden besluttede jeg mig for at tage mig lidt sammen omkring kost og motion, for at kunne smide de 4-5 kg, som var kommet krybende det sidste halve til hele år. Jeg ved godt, at jeg ikke som sådan er overvægtig, men det er ikke særlig rart at kunne mærke, at jeg har taget lidt på over det hele; armene er blevet lidt mere slaskede, maven har dage hvor den falder ud over buksekanten og virker oppustet, og benene føles mere og mere stolpeagtige. Det Går Altså Ikke.
Jeg gik derfor (lidt mere seriøst) i gang med at løbe og holde mig fra kulhydrater og kalorier.

Her den sidste halvanden uge har jeg meget seriøst spist sundt og fornuftigt, faktisk nogle gange gået sulten i seng, samt overholdt mine løbeture 2-3 gange om ugen. Desværre har det på vægtskålen ikke givet det store resultat – jeg vejede i morges 64,0 kg, hvilket vil sige at jeg har tabt mig 300 g på halvanden uge – og mine løbeture virker rigtig hårde, som om jeg ikke har nogle kræfter tilbage.
Jeg bliver derfor nødt til at spise andet end grønt, kød og fisk, så jeg har flere kræfter til løbeturene. Mit mål må derfor være, at jeg kan komme op og løbe min. 3 km hver anden dag, og så stadig spise fornuftigt, men ikke så meget, at jeg render rundt og er sulten.

Den næste måned skal mit fokus derfor være at få løbet ca. 3 km hver anden dag samt få forbedret min gennemsnitstid. P.t. ligger den på omkring 6,45 min/km.

Sæt i gang 🙂

***
Jennie Tronier

Starten på et nyt liv – eller bare sådan vægtmæssigt i hvert fald

I ved sådan noget ferie er jo fantastisk. Man nyder livet med dertilhørende god mad, kolde øl, is, en aftensnack, kold hvidvin, lidt ekstra god kaffe osv. Det er jo kun sommerferie én gang om året ik (som i øvrigt bliver sagt flere gange om dagen) og sådan kører det dag efter dag.
Men Men Men. Nu må det stoppe og nye tider skal til. Bum.

Jeg har igennem det sidste halve år taget 2-3 kg på og her på vores tur taget yderligere 1-2 kg på, og det går jo ikke. Jeg ender jo med at skulle have helt ny garderobe og det går jo slet ikke, så fra i dag er det slut. Nu skal jeg seriøst i gang med mit løberi og tænke lidt mere over hvad jeg kommer i munden.

Planen er at løbe 2-3 gange om ugen, måske mere, hvor jeg starter med små løbeture, så min gennemsnitstid kan blive sat lidt i vejret, og derefter udvide til lidt længere ture. Og samtidig prøve helt at skrotte alle former for sukker, hvidt brød, kartofler, ris, pasta og ikke mindst kalorieholdige drikke.

Det lyder jo ikke så svært vel, så det må jeg kunne overkomme 🙂

Min vægt er lige p.t. 64,3 kg (indsæt selv den der emoji-abe som holder sig for øjnene. I skam!), så jeg prøver at lave lidt opdateringer på #MitNyeLiv om nogle uger, hvor det med kiloene forhåbentlig har rykket sig en del. Men nu må jeg videre. Løbeskoene venter.

***
Jennie Tronier