Photo shoot nr. 8: Bornholm

For nogle timer siden kom vi hjem fra Bornholm, og sikke en dejlig ø. Vi har haft den skønneste ferie i det dejlige vejr.

I går endte vi med at tage til Svaneke og spise pizzaer fra Bonalas, en restaurant jeg havde læst flere gode anmeldelser omkring. Pizzaerne var så gode, så anmeldelserne løg bestemt ikke. Et anbefalelsesværdigt sted. Bagefter endte vi med at gå en tur ned til vandet for at se solen gå ned, og det var så smukt et syn. Vi endte derfor med at tage en masse billeder af ungerne – eller måske skal jeg sige tøserne, for Max og hans kæreste var taget hjem tidligere på dagen, så de var ikke med.
Hermed photo shoot nr. otte for i år.

***
Jennie Tronier

Sankthansbål-traditionen

I år har det desværre mange steder i Danmark ikke været muligt at afholde bål til sankthans pga. varme- og tørkeperioden over store dele af landet. Vi var dog så heldige at det kunne lade sig gøre på campingpladsen De Hvide Svaner, hvor vi opholdt os, da vinden var rigtig ud over vandet og da de havde forberedt vand og andre tiltag, hvis uheldet skulle være ude.

Sankthansbål-traditionen stammer vist tilbage fra 400-tallet, hvor højtiden sankthans var en fest for Johannes Døberen – deraf navnet Skt. Hans’ fest. Han menes at være født seks måneder før Jesu fødsel og dagen er derfor sat til d. 24. juni. I nordisk tradition afholdes højtider ofte aftenen før dagen, så sankthans er altid d. 23. juni, ligesom juleaften altid fejres dagen før juledag. Traditionen regnes som en af de ældste kirkefester, og lyset fra bålet blev dengang tolket som symbol for Johannes, da han udpegede Kristus i en verden af mørke.

Jeg synes, at bål til sankthans er en rigtig hyggelig tradition. Det er en aften jeg helt tilbage fra min barndom kan huske har været en hyggelig aften, hvor vi mødtes med familie og venner på bålpladsen og hyggede til langt ud på aftenen. Det var jo også altid der vores sommerferie startede dengang, så mon ikke at det også tæller lidt med i min positive tankegang.

***
Jennie Tronier