Vanessa og jeg er her til morgen stået tidligt op for at bage julekager. Herren i huset har alligevel været på arbejde hele dagen, og både Max og Savannah sover altid længere end vi andre bare kan tænke os til, så vi har haft køkkenet helt for os selv. Vi satte derfor dæmpet musik på, tændte lidt stearinlys og har bare gået og hygget os med julebag og snak. Super fin juletradition vi to har gang i, synes jeg.
I sidste weekend fik vi jo bagt vores yndlingsjulesmåkager Julemandens knapper og en omgang peberkager, så i dag blev det til både et hold brunkager med et twist af appelsin og citron, samt en omgang pebernødder. Sidstnævnte tænker jeg at dele med jer her én af dagene.
Brunkageopskriften har jeg fået inspiration fra bag på en krydderipakke fra Dr. Oetker.
Brunkager med appelsin og citron (25-30 stk.)
- 1 tsk potaske
- 1/2 dl vand
- 150 g honning
- 115 g brun farin
- 115 g smør
- 2 spsk brunkagekrydderi
- revet skal af 1 appelsin
- revet skal af 1 citron
- 400 g hvedemel
- 50 g mandelmel
- 1 æg
- pynt: æggehvider og vand
Opløs potasken i vand, og varm honning, brun farin og smør i en gryde. Tilsæt brunkagekrydderi, appelsin- og citronskal samt den opløste potaske, og lad blandingen koge under omrøring.
Afkøl massen i en skål til den er lunken, tilsæt de øvrige ingredienser og rør til dejen er jævn, evt. ved hjælp af en røremaskine.
Pak dejen ind i en frysepose, tryk den flad og lad den hvile i køleskabet i 30 min.
Tænd ovnen på 180 gr. varmluft / 200 g. alm. varme.
Rul dejen tyndt ud og udstik småkager med små udstiksforme.
Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag småkagerne midt i ovnen i 8-10 min.
Afkøl til sidst småkagerne og pynt dem med glasur og evt. krymmel.
Opbevar dem i en lufttæt beholder for længere opbevaringstid.
_____________________________________________________________________________
Vi påtænker at gemme nogle af småkagerne til at pynte på juletræet juleaften samt evt. lave bordkort af. Vanessa synes nemlig, at det kunne være hyggeligt at skrive alle vores navne på nogle forskellige kagedamer, kagemænd og kagehunde på alle de tilstedeværende juleaften, så det må vi prøve at få ført ud i livet.
Nu må jeg hellere komme videre med nogle andre af dagens projekter, nemlig først og fremmest julegaveindpakning. Det tager altid længere tid end man regner med og jeg prøver hvert år at gøre det til et hyggeprojekt fremfor et projekt der bare skal overstås.
***
Jennie Tronier