Mofibo-bog: “Spejl, skulder, blink” af Dorthe Nors

Jeg er jo begyndt at træne i Fitness World et par gange eller tre om ugen. Oftest tager jeg derned sammen med enten min veninde, med Savannah eller med dem begge, men nogle gange kan ingen af dem, hvorfor jeg tager derned alene. Jeg har derfor oprettet en Mofibo-konto, så jeg kan fordrive noget af alenetiden i fitnesscenteret med at høre bøger, men faktisk tænker jeg, at det er en form for tidsfordriv, som jeg skal lære at holde af. Jeg tager nemlig ofte mig selv i at komme til at tænke på alt muligt andet end at høre efter oplæseren, men jeg har også kun hørt én bog på den måde, nemlig bogen “Spejl, skulder, blink”, så mon ikke at det bare kræver lidt øvelse.

Bogen “Spejl, skulder, blink” handler om Sonja, som er en kvinde i 40’erne. Hun føler sig strandet i sit liv, uden mand og børn, og uden rigtig kontakt til hverken sine forældre eller søsteren Kate, som stadig bor hjemme i den lille jyske by Balling. Sonja er universitetsuddannet, bor i København og tjener sine penge ved at oversætte den populære svenske krimiforfatter Gösta Svensson. Hun lider af positionssvimmelhed, går ofte til massage og er i gang med at tage kørekort, men sidstnævnte er lidt svært for hende, da hun har overordentlig svært ved at skifte gear – både i bilen, men også i sit eget liv. 

Jeg valgte at høre denne bog, da jeg i en artikel har læst, at selveste Oprah Winfrey, den amerikanske talkshow-stjerne, har storrost den ellers for mig ukendte danske forfatter Dorthe Nors. Jeg vidste derudover ikke meget om hverken forfatter eller bog, men tænkte at forfatteren måtte kunne noget, når hun kunne begejstre én som Oprah. Om det har givet mig for høje forventninger eller ej er svært at sige, men i hvert fald er jeg en lille smule ambivalent overfor bogen nu når jeg har hørt den færdig. Jeg både smågrinede og småkedede mig flere gange undervejs, og selvom jeg er fascineret af at man kan få så meget historie ud af et manglende kørekort, så synes jeg samtidig, at historien er lidt for tynd. Da jeg havde hørt det sidste kapitel må jeg indrømme, at jeg tænkte “var det virkelig dét?” Det kan dog også høre sammen med, at jeg ikke helt har vænnet mig til at høre en bog fremfor at læse en bog.

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er danskeren Dorthe Nors
  • Bogen er på 190 sider
  • Den blev udgivet i Danmark i februar 2016 af forlaget Gyldendal

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Wallflowers”-serien af Lisa Kleypas

Jeg har de sidste par uger læst hele Wallflowers-serien og den fortjener virkelig en anbefaling herinde.

Det var faktisk lidt af en tilfældighed, at jeg faldt over forfatterinden Lisa Kleypas. På Instagram så jeg en (for mig ukendt) pige fra vist nok USA nævne en anden pige som havde lagt et billede op af et morgenbord fra en ferie. På det bord lå en bog som var skrevet af en Lisa Kleypas, som jeg aldrig havde hørt om, men som vakte min nysgerrighed. Pigen nævnte ikke bogen på sit billede, så om den var god eller dårlig sagde historien ikke noget om, men da jeg googlede forfatterinden kunne jeg læse flere gode anmeldelser verdenen over som gjorde at jeg blev nødt til at bestille én af hendes serier på biblioteket. Valget faldt på Wallflowers-serien, da den var den eneste, hvor alle bøgerne var hjemme. Så lang og kringlet vej til en god serie, kan man sige.

Overordnet handler serien om fire unge kvinder i det aristokratiske London i 1800-tallet. Af hver deres grund sidder de hver især som bænkevarmere til det ene bal efter det andet, hvor det mest af alt handler om at finde en passende ægtefælle. Til sidst beslutter de sig derfor for at slå sig sammen og iværksætte en plan for at finde dem alle en fordelagtig ægtemand én efter én.

Den første bog i serien “Sommernattens hemmeligheder” handler om Annabelle Peyton som sætter sig for at bruge sin skønhed og charme for at finde en velhavende ægtemand til hende og dermed redde sin familie fra fattigdom. Problemet er dog bare, at Annabelle’s mest charmerende beundrer er den mørke og farlige opkomling Simon Hunt. Han har gjort hende det klart, at han vil give hende uimodståelig nydelse, men ikke ægteskab, og det er hun umiddelbart ikke interesseret i. Hendes veninder ved også, at Simon er en upassende partner for hende, så de fortsætter derfor ægtemandsjagten, mens Annabelle må kæmpe for at modstå hans utænkelige, men samtidig fristende forslag.

  • Bogen er på 350 sider
  • Den blev udgivet i Danmark i juli 2014 af forlaget Pretty Ink
  • Originaltitel “Secrets of a summer night”

Den anden bog i serien “Efterårets luner” handler om Lillian Bowman, som er fra en meget velhavende amerikansk familie, men som er flyttet til London for at finde en passende ægtemand til hende og hendes lillesøster Daisy. Problemet for dem begge er deres lidt for frie amerikanske opdragelse, som ikke altid falder i god jord hos de engelske aristokrater. Til et bal møder hun Lord Marcus Westcliff, Londons mest eftertragtede ungkarl, og med hans til tider utålelige og snobbede facon er han nok den der forarges mest over Lillians dristige amerikanske facon. Alligevel drages de mod hinanden, men kan han tage en så åbenlyst upassende kvinde til sin hustru?

  • Bogen er på 336 sider
  • Den blev udgivet i Danmark i oktober 2014 af forlaget Pretty Ink
  • Originaltitel “It happened one autumn”

Den tredje bog i serien “Vinterens løfter” handler om den generte og sky Evie Jenner, som har udsigt til at arve sin døende fars formue, men som hendes tyranniske familie planlægger at franarre hende. Hun tilbyder derfor i desperation den skruppelløse skørtejæger Lord St. Vincent en uhyrlig plan; et fornuftsægteskab, så hun kan beholde sin arv og komme væk fra hendes vanvittige familie og han til gengæld kan få de penge han så hårdt har brug for. Evie opdager dog snart, at der bag St. Vincents egoistiske ydre gemmer sig en kærlig og omsorgsfuld mand, og han drages på sin side uimodståeligt af Evie’s skønhed og rene hjerte. Hun vil dog ikke bare være en af hans utallige erobringer. Hvis hun skal have ham, skal hun have ham helt, men kan han give hende det?

  • Bogen er på 314 sider
  • Den blev udgivet i Danmark i januar 2015 af forlaget Pretty Ink
  • Originaltitel “Devil in Winter”

Den fjedre bog i serien “Forårets gåder” handler om Daisy Bowman, lillesøsteren fra den velhavende amerikanske familie. Hendes magtfulde far gør hende klart, at hun snarligt må finde en passende ægtemand, og hvis ikke hun selv kan finde én, må hun gifte sig med den mand som faderen har udset, nemlig den hensynsløse og tilknappede Matthew Swift. Daisy er forfærdet, så hun beslutter sig for selv at finde en at gifte sig med, faktisk hvem som helst, bare for at undgå Matthew. Hun havde dog bare ikke regnet med, at Matthew besad sådan en charme.

  • Bogen er på 300 sider
  • Den blev udgivet i Danmark i april 2015 af forlaget Pretty Ink
  • Originaltitel “Scandal in Spring”

Den femte og sidste bog i serien “Jul på Stony Cross Manor” handler om Rafe Bowman, Lillian og Daisy’s bror, som kommer til London mhp. at indgå ægteskab. Han har selv på afstand udset sig en passende ægtefælle i Lady Natalie, da hun kommer fra en af de engelske aristokraters fornemme familier. Dette både for at styrke hans forretningsmæssige ambitioner, men også for at tilfredsstille faderens høje forventninger til ham. Alt dette ændres dog, da han møder Lady Natalies kammerpige Hannah. Hun får nemlig nogle følelser frem i ham, som han ikke anede eksisterede, og sammen med både Annabelle, Lillian, Evie og Daisy må han derfor vælge hvilken form for fremtid han vil have.

  • Bogen er på 210 sider
  • Den blev udgivet i Danmark i november 2017 af forlaget Pretty Ink
  • Originaltitel “Wallflowers Christmas”

Hele serien er skrevet af den amerikanske forfatterinde Lisa Kleypas, som skrev sin første roman som 21-årig og som sidenhen er blevet en succesfuld New York Times-bestsellerforfatter. Hun skriver historical romance og er en af de bedste inden for genren.

Jeg skal i hvert fald helt klart læse flere af hendes romaner. Hun skriver både malerisk og fængende, og hvor handlingen både er romantisk, morsom og spændende. En klar vinder for mig.

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Papirprinsessen” af Erin Watt

Jeg har flere forskellige veninder og kollegaer, som jeg snakker om bøger med, og da min ene kollega en dag kom forbi og fortalte, at hun var gået i gang med en ny lovende kærlighedsserie, bestilte jeg allerede samme dag hele serien på mit bibliotek. Jeg er jo tossede med den slags.
Denne serie falder ind under Young Adult-genren, hvor det omhandler teenagere og hvor beskrivelserne omkring især sex er mindre detaljerende end i New Adult-genren (for de lidt ældre), men det er egentlig ligegyldigt for mig. Bare de er skrevet godt og indeholder en eller anden form for kompleksitet, så er jeg (oftest) begejstret.

“Papirprinsessen” handler om den 17-årige Ella Harper, som er high school-studerende om dagen, og for at få råd til mad på bordet, tøj på kroppen og at klare sin skole, stripper om natten. Hun har aldrig mødt sin far og er vokset op alene med hendes mor, som også tjente sine få penge ved at strippe, men som nu er død. En dag dukker den stenrige Callum Royal op og præsenterer sig som hendes afdøde fars bedste ven. Han tilbyder hende et hjem, penge og muligheden for at tage en uddannelse på en prestigefyldt skole. Det bør ikke være et svært valg for Ella, men kan hun stole på ham, og hvis hun siger ja, kan hun så lære at leve i en pengebaseret verden fyldt med magtspil, hævn og overfladiske mennesker, og hvor Callums fem teenagesønner gør alt for at gøre livet surt for hende?

Endnu engang er jeg temmelig begejstret over denne form for fortælling. Jeg er jo en sucker for romantiske bøger, og når de også indeholder et twist af kompleksitet som kan sætte tankerne i gang, er jeg endnu mere tilfreds.
Ella er en ung pige med masser af gåpåmod og selvtillid, selvom hun har haft en ret hård opvækst og er budt meget igennem årene. Hun er outsideren blandt de ekstremt velhavende, som tør stå op for hvem hun er og kæmpe mod uretfærdigheder og de guldbelagte ondskabsfuldheder. Det kan jeg godt lide. At man så samtidig lærer den populære, gudesmukke, men samtidig øretæveindbydende Reed Royal at kende og komme ind bag hans facade er kun med til at lægge endnu mere dybde i historien, synes jeg.
Den kan derfor bestemt anbefales til alle som er til den slags bøger, og jeg kan kun glæde mig til endnu en del af historien i de næste bøger.

The Royals-serien består af:
1: Papirprinsessen / 2: Askeprinsen / 3: Løgnenes Palads
– og et par andre, som dog ikke er oversat til dansk (endnu).

Data omkring bogen:

  • Bag navnet Erin Watt er amerikanerne Elle Kennedy og Jen Frederick, som begge har skrevet flere bestsellers indenfor YA- og NA-genren
  • Bogen er på 325 sider og er den første bog i serien om Royals-familien
  • Genren er Young Adult
  • Den blev udgivet i Danmark i juni 2017 af forlaget Flamingo
  • Bogens originale titel er “Paper princess”

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Post Mortem” af Patricia Cornwell

For et par måneder siden så jeg et interview i Go’ Morgen Danmark med den danske krimiforfatter Anne Mette Hancock, hvor hun anbefalede nogle bøger som alle havde haft en positiv indvirkning på hendes forfatterskab. Bøgerne var den nyere bog “Den, der lever stille” af Leonora Christina Skov, som skulle være så hjertevarm og godt skrevet, at den havde fået både tårer og grin frem, bogen “Sandheden om Harry Quebert-sagen” af Joël Dicker, som var én af de bedste bøger hun længe havde læst, bogen “Efterforskerne” skrevet af flere tidligere politimænd, hvor flere af dem har været med til at hjælpe hende med de mere polititekniske detaljer i hendes egne bøger, og krimien “Post Mortem” af Patricia Cornwell, som måske nok er bogen der er skyld i hendes egen lyst til at skrive krimier.

Hun snakkede så varmt om alle fire bøger, og da jeg sagtens kan forstå hendes fascination over den af bøgerne som jeg selv har læst, skyndte jeg mig efterfølgende at bestille de tre andre bøger på mit bibliotek. Den første af dem der kom hjem til mig var den lidt ældre krimi “Post Mortem”, og jeg kan kun give hende ret, den er virkelig spændende og godt skrevet.

Bogen handler om den ledende retsmediciner Kay Scarpetta i Richmond i staten Virginia. Hun bliver en tidlig morgen vækket af politimanden Pete Marino, da endnu et uhyggeligt kvindemord er sket i byen. Alle kvinderne er dræbt om natten, mens de var alene hjemme, og morderen sniger sig ind til dem, paralyserer dem, bagbinder dem og dræber dem. Scarpetta starter derfor en jagt sammen med Marino, men jo længere de kommer i opklaringsarbejdet, jo flere spørgsmål dukker op. Er det tilfældige kvinder der myrdes eller er der en forbindelse mellem dem? Er morderen alene om det? Og vil han slå til igen?

Bogen er fra 1990 og var den første af sin slags, hvor der var en stærk og sej kvinde i front. Den blev begyndelsen på en lang række bøger om retsmedicineren Scarpetta, og serien menes at have skabt så stor interesse for retsmedicinerverdenen, at bl.a. diverse tv-serier som fx CSI kom til.

Jeg kan kun anbefale denne bog til alle. Både for dens historiske betydning, men også fordi den er virkelig godt skrevet med en masse detaljerende viden omkring både det retsmedicinske politiarbejde, men også om hvordan bl.a. FBI arbejder. Jeg kan kun glæde mig til at gå i gang med resten af bøgerne i serien.

Scarpetta-serien består af:
1: Post Mortem / 2: Bevisets byrde / 3: Alt hvad der er tilbage / 4: Grusom og sjælden / 5: Kadaverfarmen / 6: Scarpettas mareridt / 7: Dødens årsag / 8: Brændte beviser / 9: Virusbomben / 10: Varulv / 11: Den sidste station
/ 12: Spyfluer / 13: Sporfund / 14: Rovdyr / 15: Dødebogen / 16: Scarpetta / 17: Scarpetta-faktoren / 18: Dødens havn

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er amerikaneren Patricia Cornwell, som blev født i 1956 i Miami, Florida
  • Hun har bl.a. arbejdet på en retsmedicinsk afdeling i Virginia, før hun startede med at skrive bøger
  • Bogen er på 268 sider og er den første bog i serien om Kay Scarpetta
  • Genren er krimi
  • Den blev udgivet i Danmark i 1992 af forlaget Forum

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Heksen” af Camilla Läckberg

Jeg har for flere år siden læst de andre bøger om byen Fjällbacka, forfatteren Erica og politimanden Patrik, så da jeg så, at der var kommet en ny bog i serien, måtte jeg selvfølgelig også læse den. Jeg har altid været glad for de bøger. De er gennemtænkt med en medrivende handling og med et vel skitseret persongalleri. Når man over så mange år, læser om personer der er så godt beskrevet, føler man næsten, at man kender dem, og det er lidt hyggeligt, synes jeg.

Bogen “Heksen” handler om mordet på 4-årige Linnea, som på mange måder tyder på at hænge sammen med mordet på en jævnaldrende pige 30 år tidligere. Patrik og hans team bliver selvfølgelig sat på sagen og jo mere de borer i sagen, jo mere bliver de i tvivl om sagen egentlig blev korrekt opklaret dengang. To 13-årige piger tilstod nemlig drabet – en tilståelse, de senere trak tilbage, men trods det blev de kendt skyldige.
Parallelt med krimigåden kører en historie om en fattig kvinde i 1671, der bliver forrådt af familie og bekendte på den grusomste måde. Hvordan hænger det evt. sammen med morderne på de to små piger mange år senere?

Igen synes jeg, at Camilla Läckberg leverer en rigtig god krimi. Selvom bogen er lang, er den alligevel hurtig læst og man føler sig rigtig godt underholdt hele vejen igennem. At man samtidig kommer ind over relevante emner som børnesvigt og flygtningeproblematikken er virkelig kun en bonus som ikke er til at overse.

Fjällbacka-serien består af:
1: Isprinsessen / 2: Prædikanten / 3: Stenhuggeren / 4: Ulykkesfuglen / 5: Tyskerungen / 6: Havfruen / 7: Fyrmesteren / 8: Englemagersken / 9: Løvetæmmeren / 10: Heksen

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er svenskeren Camilla Läckberg, som er blandt de bedstsælgende forfattere i hele Europa
  • Bogen er på 670 sider og er den 10. bog i serien om Erica og Patrik
  • Genren er krimi
  • Den blev udgivet i Danmark i september 2017 af forlaget People’s Press
  • Originaltitel “Häxan”

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Kærlighedsbrevet” af Lucinda Riley

Jeg er lige blevet færdig med bogen “Kærlighedsbrevet” og ligesom mange andre af Lucinda Rileys bøger er denne bestemt også anbefalelsesværdig.

Bogen handler om journalisten Joanna, som er på arbejde for at skrive om en mindegudstjeneste for en stor skuespiller. Her kommer hun til at sidde ved siden af en ældre dame som får et ildebefindende, så Joanna må følge hende hjem. Efterfølgende får Joanna tilsendt et gammelt kærlighedsbrev fra selvsamme dame, men da hun begynder at bore lidt i historien, begynder mystiske ting at ske.

Normalt er Lucinda Rileys bøger storslåede med flere sammenflettede historier og et blomstrende sprog, men denne bog læner sig mere op ad krimigenren med mord, konspirationer og forsvindinger. Hvis man derfor forventer hendes normale genre, kan man godt blive skuffet over denne bog. Jeg synes dog stadig, at historien er medrivende og spændende og flere gange undervejs blev jeg overrasket over en ny drejning af historien, så den kan bestemt anbefales.

Data omkring bogen:

  • Bogen er skrevet af Lucinda Riley, som er en irsk/engelsk forfatter
  • Riley er hendes giftenavn, tidligere hed hun Lucinda Edmonds
  • Bogen er på 475 sider
  • Genren er skønlitteratur / krimi
  • Bogen udkom i maj 2018
  • Bogens originale titel er “The Love Letter”

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Dirty Rowdy Thing” af Christina Lauren

Manden Min er taget til Oslo i dag med sit firma, så de næste tre dage er jeg alenemor herhjemme. Det plejer nu egentlig at gå meget godt, synes jeg. Ungerne er nemlig ved at være så store, at de ikke kræver mig så meget mere, så alenedagene betyder næsten mere afslapning og hygge end stress og jag. Selv indkøb og madlavning plejer ungerne at være gode til at hjælpe med, så det hele skal nok gå alligevel.
I dag har jeg været så heldig at arbejde hjemme, så inden vi satte kursen mod morfar og vores sædvanlige tirsdagsdate, nåede jeg lige at læse min bog færdig. Den var god, så jeg må hellere give den et par ord med på vejen herinde.

Bogen “Dirty Rowdy Thing” er nr. 2 i Wild Seasons-serien og handler om Harlow Vega og Finn Roberts. Efter deres 12 timers ægteskab i Las Vegas, hvor Harlow egentlig droppede ham, mødes de igen i San Diego, og da en krise truer hendes familie, kan hun ikke lade være med at kaste sig i armene på den uimodståelige canadier. Finn ved at Harlow er en stærk og uforpligtende kvinde, og han har også selv sit eget at tænke på. Det bedste vil derfor nok være bare at holde det på et fantastisk sex-plan, men hvad hvis én af dem pludselig vil have mere end det?

Igen var jeg ret begejstret. Den har en god balance mellem humor og kærlighed, så hvis man er til genren New Adult Romance, kan denne serie bestemt godt anbefales.

Wild Seasons-serien består af:
1: Sweet Filthy Boy / 2: Dirty Rowdy Thing / 3: Dark Wild Night / 4: Wicked Sexy Liar

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er pseudonymet Christina Lauren, som består af veninderne Christina Hobbs og Lauren Billings
  • Bogen er på 316 sider og den anden bog i Wild Seasons-serien
  • Genren er New Adult Romance
  • Den blev udgivet i Danmark i april 2018 af forlaget Pretty Ink
  • Originaltitel “Dirty Rowdy Thing”

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Kastanjemanden” af Søren Sveistrup

Da jeg nogle måneder siden opdagede, at Søren Sveistrup havde skrevet en roman, bestilte jeg den straks på mit bibliotek. Jeg var nemlig ret vild med hans TV-serier “Forbrydelsen”, så en krimiroman måtte han da også kunne finde ud af, tænkte jeg. Og det skulle vise sig ikke at være helt forkert.

Bogen starter med et mord på en ung kvinde, hvor liget efterlades uden den ene hånd og med en kastanjemand hængende over hende. Den unge efterforsker Naia Thulin bliver sat på sagen sammen med den mere erfarne, men udbrændte, Mark Hess som netop er vendt hjem fra Europols hovedkvarter i Haag. Hurtigt finder de ud af, at kastanjemanden indeholder spor fra socialministerens lille datter, som forsvandt og blev erklæret død for over et år siden. Kort efter findes endnu en kvinde myrdet sammen med endnu en kastanjemand og endnu et spor fra pigen. Betyder det at socialministerens lille pige ikke er død og at ham der sidder fængslet for mordet ikke er den skyldige? En jagt går derfor ind på at finde sandheden.

Jeg er i den grad imponeret over bogen. Den er virkelig godt skrevet, og den er så spændende og medrivende, at den er umulig at lægge fra sig. Man kan virkelig mærke, at Søren Sveistrup kan sit håndværk med masser af cliffhangers og overraskende input. Både historie og plot er rigtig godt udtænkt, men jeg nød virkelig også de mange sidehistorier i politiets verden og i Folketinget, samt beskrivelsen af ægteparret Hartungs sorg og savn efter deres datter er så overbevisende, at det gik lige i mit hjerte.

Jeg håber virkelig, at dette er starten på noget mere, for hvis det står til mig, er det ikke sidste bog med makkerparret Thulin og Hess.

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er Søren Sveistrup, som også er manden bag TV-serierne “Forbrydelsen”
  • Bogen er på 523 sider og er Søren Sveistrups debutroman
  • Genren er krimi
  • Den blev udgivet i juni 2018 af forlaget Politiken

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Sweet Filthy Boy”

Jeg har tidligere fået anbefalet bøger af forfatteren Christina Lauren, så da jeg alligevel var på biblioteket for nogle uger siden bestilte jeg den første bog i den nyeste serie “Wild Seasons” hjem. Christina Lauren er pseudonym for forfatterne Christina Hobbs og Lauren Billings, som har været veninder og erklærede romancefans så længe de kan huske. Sammen har de skrevet flere serier til både voksne og unge, bl.a. “Beautiful”-serien, som blev et onlinefænomen i USA med mere end 2 millioner downloads og som røg til tops på bestsellerlisterne i New York Times og USA Today. Wild Seasons er forfatterparrets nyeste romanceserie.

Bogen “Sweet Filthy Boy” handler om Mia, som med sine to veninder, Harlow og Lola, tager på weekend til Las Vegas for at fejre, at de er færdige med college. Efter en våd aften i byen vågner de alle tre op ved siden af en fremmed mand i sengen med huller i hukommelsen, sugemærker på halsen og en ring på fingeren. Ret hurtigt beslutter Mia sig dog for at forblive gift med den charmerende Ansel Guillaume, som oprindeligt bor i Frankrig. Hun ved egentlig ikke hvad hun vil bruge sin fremtid på, så hvorfor ikke springe ud i livet og bruge sommeren med en lækker mand i Frankrig. Her begynder ægte følelser at spire, men kan det gå, når man stort set ikke kender hinanden?

Jeg har ikke læst “Beautiful”-serien, som af mange beskrives som én af de bedste New Adult-serier, så på den måde har jeg måske ikke det store sammenligningsgrundlag, men denne bog kunne jeg faktisk rigtig godt lide. Den er sjov og dristig med en god kærlighedshistorie, og det er jo lige mig.

Wild Seasons-serien består af:
1: Sweet Filthy Boy / 2: Dirty Rowdy Thing / 3: Dark Wild Night / 4: Wicked Sexy Liar

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er pseudonymet Christina Lauren som består af veninderne Christina Hobbs og Lauren Billings
  • Bogen er på 371 sider og den første bog i Wild Seasons-serien
  • Genren er New Adult Romance
  • Den blev udgivet i Danmark i februar 2018 af forlaget Pretty Ink
  • Originaltitel “Sweet Filthy Boy”

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Alt for mange hemmeligheder” af Abby Glines

Jeg læste en god anmeldelse et eller andet sted for nogle uger siden omkring bogen “Alt for mange hemmeligheder”, som fik mig til at bestille hele serien på biblioteket. Jeg havde oprindeligt en anden agenda omkring min sommerferiebogstak, men den gik hurtigt lidt i vasken, fordi jeg midt i den ene bog blev nødt til at aflevere den tilbage på biblioteket, samtidig med at jeg fik disse bøger hjem efter en del ugers ventetid. Det er helt klart en af minussiderne ved at låne alle sine bøger på biblioteket, at man er afhængig af udlån- og afleveringsperioderne, men jeg er nu alligevel meget glad og dybt afhængig af mit bibliotek. Alle de bøger jeg læser, ville helt klart være for dyre at købe sig til.

Bogen “Alt for mange hemmeligheder” handler om pigen Blaire som er vokset op på landet i Alabama alene med hendes mor. Da moderen dør en alt for tidlig død, bliver Blaire nødt til at opsøge sin far, som mange år tidligere stak af med en anden kvinde. Hans nye familie bor i et rigmandskvarter i Rosemary Beach og tæller bl.a. stedbroderen Rush, som er søn af en rockstjerne og på mange måder både nedladende, forkælet og kynisk, men også så sindssyg lækker, at Blaire både irriteres og drages af ham. På trods af deres vidt forskellige baggrunde og fordomme for hinanden, bliver den gnistrende kemi mellem dem sværere og sværere at ignorere. Rush bærer dog på en mørk hemmelighed, der sandsynligvis kan smadre alt hvad Blaire nogensinde har troet på. Kan deres spirende følelser for hinanden holde til det? 

Dette er en sød ungdoms-/kærlighedsroman, som faktisk er virkelig godt skrevet. Abbi Glines formår at skrive medrivende omkring ungdommelig kærlighed, drama og intriger, og hun beskriver sine karaktere så detaljerende, at man ikke kan andet end at holde af både den jordnære og stærke Blaire, den guddommelige og følsomme Rush samt af mange af bipersonerne. Jeg læste alle tre bøger på få dage.

Rosemary Beach-serien består af:
1: Alt for mange hemmeligheder / 2: Alt for tæt på / 3: Alt for evigt

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er amerikanske Abbi Glines
  • Den er på 232 sider
  • Genren er New Adult Romance
  • Den blev udgivet i Danmark i marts 2017 af forlaget Turbine
  • Originaltitel “Fallen Too Far”

***
Jennie Tronier