Gourmet aften

Vi har gennem snart en del år haft en gourmetklub med nogle af vores venner, hvor vi ca. hver 3-4 måned skiftende mødes hjemme hos os hver og spiser gastronomisk mad. Der er egentlig ikke så mange regler andet end at maden skal være god og gæsterne skal føle sig forkælet. Da vi startede var der flere regler, såsom at man skulle invitere pr. brev, at der skulle være min. fire retter mad og at så meget som muligt skulle være hjemmelavet, men de regler er vi ikke så nøjeregnende med mere, så længe alle har en god aften.

I går var det vores tur til at holde arrangementet. Vi skulle have holdt det for et par måneder siden, men pga. sygdom blev det flyttet til denne weekend. Egentlig var det meningen, at vi skulle holde os til menuen fra sidst, men som vi nærmede os, ville vi hellere gå en anden vej, så der blev lavet lidt ændringer. Faktisk var det eneste vi holdt fast ved vores forret, da vi aldrig havde lavet den slags før, og vi derfor tænkte, at det havde vore gæster heller aldrig prøvet.

Aftenen endte derfor med følgende menu:

  • Velkomst: Grissini stænger med pesto og hummus med dertilhørende champagne
  • Forret: Tarte Flambée med dertilhørende Riesling
  • Hovedret: Okseroastbeef med kartofler, rødvinssovs og grøn salat med dertilhørende Zinfandel
  • Dessert: Mazarinkage, chokolademousse og citronsorbet i en syltet citron med dertilhørende portvin og sherry

Vores unger er aldrig inviteret med til disse arrangementer, da god mad, rigeligt med drikkevare og evt. dans på bordene ikke hænger sammen med børn. Synes vi i hvert fald. Denne gang endte vores tøser derfor ude i campingvognen, fordi de ikke (i sidste øjeblik, selvfølgelig) kunne finde veninder at sove sammen med. Max tog til København hos en kammerat og kom først hjem dagen efter. Da gæsterne kom, sjoskede tøserne derfor ud i forhaven, hvor campingvognen står vinteropmagasineret med deres dyner og mit dankort, og de kom først ind igen over midnat, da Lillerøv ikke kunne holde sine øjne åbne mere. De havde endt med at købe pizzaer og nedlægge Netto for slik, så deres aften havde vist – næsten – været lige så god som vores.

Jeg tænker at lave lidt indlæg med de forskellige opskrifter over det næste stykke tid, for det var virkelig lækkert alt sammen. En stor succes ifølge vores gæster.

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.