Filmen “War dogs”

Forleden aften besluttede vi os for at se filmen “War dogs”. Max er for det meste gladest for at se film med lidt humor i, Hr. Jørgensen kan godt lide lidt tju-bang, og jeg kan godt lide hvis film er autentiske, og alt dette fik vi heldigvis opfyldt i denne film.

“Wars dogs” handler om våbenindustrien i USA. Den unge David Packouz (spilles af Miles Teller) drømmer om et liv som selvstændig, men har ikke så meget succes i de ideer han prøver at føre ud i livet – indtil den dag han støder ind i sin gamle skolekammerat Efraim Divelori (spilles af Jonah Hill). Han er nemlig begyndt at tjene penge ved at sælge våben til hæren via en regel, som giver alle små firmaer mulighed for at byde på militære våbenkontrakter. Sammen begynder de at byde på alle de kontrakter, som de store firmaer ikke gider at byde på, og pengene begynder at vælte ind.
Da de en dag opdager en ordre på 300 mio. dollars om levering af våben til de amerikanske allierede i Afghanistan, er de pludselig ude, hvor de ikke kan bunde, og problemerne begynder for alvor at hobe sig op, for hvordan klarer to drenge sig, som går fra at lave ingenting og ryge pot, til at indkassere en kontakt med hæren for flere hundrede millioner dollars – og stadig ryge pot.

Historien blev for alvor verdenskendt i 2011, da journalisten Guy Lawson fortalte den aparte historie i artiklen “Arms and the Dudes”, som blev bragt i Rolling Stone Magazine. Den virkelige David Packouz har fortalt sin side af historien og var også i dialog med filmholdet omkring handlingen, men Efraim Divelori har derimod ikke ønsket at udtale sig.

Vi var bestemt alle tre godt underholdt. Filmen var sjov og lidt vild (tænk at det kan lade sig gøre!), og især Jonah Hill spiller helt fantastisk, så en stor anbefaling herfra.

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.