Jeg har her til aften været i biografen med mine to kollegaer og vores (savnede) ex-kollega for at se fortsættelsen til Fifty Shades. Vi har alle sammen læst bøgerne og snakket meget om dem på kontoret, plus vi var sammen inde for to år siden og se den første film, så det lå ligesom i kortene, at en tradition var født.

Den første film var vi ikke helt enige om, om den var god, dårlig, for meget, for lidt, om skuespillerne var gode og passede til rollerne osv. Jeg var selv på skuffelsessiden over den film, selvom jeg også godt kunne se, at den kunne et eller andet. Den var bare slet ikke “lige i øjet” for mig. Skuespillerne var på ingen måde godt castet i min optik. Det powerpar som jeg ser Ana Steele og Christian Grey som, blev slet ikke indfriet med Dakota Johnson og Jamie Dornan, og handlingen var alt for overfladisk i forhold til bogen. Jeg var derfor ret spændt på om denne fortsættelse bedre var i stand til at leve op til mine forventninger.

Filmen handler om den mystiske mangemilliardær Christian Grey og den litteraturstuderende Anastasia Steele, som tilfældigt møder hinanden. Christian er dragende, men kontrollerende, og har aldrig haft et normalt kæresteforhold, men i stedet flere dominant/submissive-forhold med lidt usædvanlige sexvaner. Ana er derimod en lidt naiv, men stærk pige, som hviler så meget i sig selv, at hun egentlig ikke interesserer sig for, om hun er interessant for andre, og hun har altid haft den indstilling, at sex var noget hun ville gemme til den rette.
Den første film handlede derfor om hvor langt den uerfarne pige ville gå for at tilfredsstille den mystiske dominant, og ville der nogensinde være en fremtid i sådan et slags forhold, som de begge kunne blive glade for.

I denne fortsættelse har Christian besluttet sig for at få Ana tilbage, også selvom hun fremover skal bestemme reglerne, og hvem kan stå for det tilbud. Alt ånder derfor fryd og gammen indtil Mr. Greys fortid melder sig på banen, for med to så forskellige opvækst og livsfilosofier er det en lang kamp før drømmen om en fælles fremtid kan realiseres.

Efter denne film var vi alle mere enige. Den var god, på mange områder faktisk bedre end den første film, men Jamie Dornan mangler stadig lidt af den der dominante (= sexede) attitude på verdensmester-niveau og Dakota Johnson mangler lidt skuespilevner før den sidder mere i skabet. Vi var dog som sådan godt tilfredse – den krop Mr. Dornan render rundt med er jo for vild, så humøret fejlede intet – og vi glæder os alle til at se den sidste film engang til næste år.

***
Jennie Tronier