Seværdigheder på Bornholm

Som jeg skrev i går vil jeg her prøve at samle lidt information omkring seværdigheder på den smukke danske ø Bornholm.

Bornholm er den østligste del af Danmark og er sammen med Ertholmene det eneste område af det gamle danske Skåneland (Skåne, Halland, Blekinge og Hven), som stadig er dansk.
I vikingetiden var øen selvstændig med egen konge, og i middelalderen var kongen og kirken uenige om herredømmet, som dengang var Hammerhus. I over 200 år var herredømmet underlagt bispesædet, men i 1525 gav Kong Frederik 1. øen til lübeckerne som len i 50 år. Da Danmark mistede Skånelandene i 1658 tilfaldt Bornholm svenskerne, men kun nogle måneder senere befriede de sig selv efter drabet på den svenske kommandant. I 1660 kom Bornholm igen formelt under Danmark, da fredsaftalen blev indgået mellem Danmark og Sverige.
Under 2. verdenskrig blev Bornholm først besat d. 10. april 1940 og ikke som resten af Danmark dagen før, men øen blev heller ikke befriet d. 4. maj 1945. Den tyske kommandant von Kamptz nægtede nemlig at kapitulere til Sovjetunionens militærstyrker, og det bevirkede, at sovjetiske bombefly kastede bomber over Rønne og Nexø d. 7. og 8. maj 1945. 10 mennesker blev dræbt af bombardementerne. Hvis bare den danske udenrigsminister Christmas Møller havde taget sin telefon, da modstandsfolk ville tippe ham om det kommende bombardement, var det sandsynligvis ikke gået så vidt. De sovjetiske tropper ankom d. 9. maj og befriede/besatte øen, og de forlod først Bornholm igen d. 5. april 1946, hvor besættelsen sluttede for Bornholms vedkommende. Efter krigen fik Bornholm hjælp fra Sverige med genopbygningen af Rønne og Nexø.
I dag bor der omkring 39.500 mennesker på øen.

 

Følgende steder anbefales at opleve, startende fra Rønne, opad kysten, hele vejen rundt om øen, og sluttende inde i midten:

RØNNE
Rønne er den bornholmske hovedstad, hvor ca. en tredjedel af alle øens indbyggere bor.
I middelalderen hed byen Rodne, som betyder rådden, fordi der ikke lugtede særlig godt i det sumpede og tangfyldte kystområde. I dag er byen super hyggelig med en masse smukke smalle gader, hvor man både kan se Sct. Nicolai Kirke (også kaldet Rønne Kirke) fra 1215, byens fyr fra 1880, øens mindste hus i Vimmelskafte 11, Bombehusene, som var en gave fra svenskerne efter de heftige bombardementer i 1945, og en masse andre historiske bygninger.

HASLE
Byen er mest kendt for sine silde-røgerier og det nye Havnebad, hvor der både er to bassiner, sol- og udsigtsplatform samt en sauna.
Lidt udenfor byen ligger Hasle Lystskov, som rummer søerne Rubinsøen, Smaragdsøen og Safirsøen samt det særprægede ørkenlandskab Kultippen, og ved Svalhøj, lidt syd for Hasle, står Bornholms største runesten Brogårdsstenen, som er over 3 meter høj.

HELLIGPEDER og TEGLKÅS
To simple, men ovenud stemningsfyldte fiskelejer med små røgerier og gamle huse.

JONS KAPEL
Et af Bornholms mest imponerende klippepartier. Ifølge sagnet levede og prædikede den irske præst Jon fra sin “talerstol” 150 trin nede af de 40 meter høje klipper. I dag er der en trætrappe med 150 trin.
Ikke langt derfra er et af bornholmernes yndlingssteder; sprækkedalen Blåskinsdalen fyldt med vedbend, anemoner, orkideer og bregner.

VANG
Endnu en hyggelig kystby ved siden af det kæmpemæssige granitbrud Vang-bruddet. Der er en meget fin bro over Vang granitbrud.

HAMMERSHUS inkl. besøgscenteret
Nordeuropas største borgruin med den fantastiske forhistorie. Man regner med at Hammershus blev opført omkring 1200-tallet af Kong Valdemar Sejr mhp. de danske korstog, og herfra har der gennem årene både været drabelige kampe, sket en del besættelser, og der har har været fængsel, hvor bl.a. prinsesse Leonora Christina og hendes mand Corfitz Ulfeldt sad fanget i 17 måneder under de mest usle forhold.

I foråret 2018 åbnede et besøgscenter, hvor man kan læse omkring livet på borgen og bl.a. se hvordan borgen så ud på sit højdepunkt omkring år 1575.

HAMMERHAVN
En hyggelig lille havn med den smukkeste udsigt mod Hammershus. Herfra kan man i det rette vejr sejle en tur med træbåde og se nærmere på naturfænomenerne Løvehovederne og Våde Ovn, samt man kan gå den smukke vej fra Hammerhavn til Hammershus.

HAMMERKNUDEN og OPALSØEN inkl. tovbanen
Hammerknuden er en stor rundklippe af granit på nordspidsen af Bornholm. Her er fortrinsvis lyng, græsser og skov, men der har også været brudt sten herfra i over 100 år.
Særligt er Hammer Fyr, Hammer Odde Fyr, det middelalderlige Salomons kapel og Opalsøen attraktive seværdigheder i området. Over sidstnævnte smukke sø er der en 290 meter lang tovbane med en højdeforskel på 48 meter og hvor man kan komme helt op på 70 km/t.

SANDVIG
Byen Sandvig er især kendt for sin badestrand og hyggelige strandpromenade.

ALLINGE
Allinge har en super hyggelig havn og mange gamle smalle stræder, og i byen ligger også den unikke bygning Domen, som er stamsted på Folkemødet hver sommer.
Området omkring Allinge er også kendt for Danmarks største helleristningsfelt (figurer og symboler hugget i sten), der er mere end 2500 år gamle.

HELLIGDOMSKLIPPERNE
Mellem byerne Tejn og Gudhjem er flere klipper beliggende i området Helligdommen.
Gennem årtusinder har brændingen eroderet klippekysten og skabt dybe kløfter ind i fjeldet. De op til 20 meter høje Helligdomsklipper er opkaldt efter en hellig kilde der i gammel tid løb ud for foden af klipperne. På marken overfor lå i middelalderen et kapel, hvortil man hentede livgivende vand fra den hellige kilde. I dag kan man følge de dybeste grotter (Våde Ovn, Tørre Ovn og Sorte Gryde) langt ind i fjeldet. Fx kan man trænge 60 meter ind i fjeldet ved Sorte Gryde.

GUDHJEM
En hyggelig gammel by, som regnes for Bornholms ældste handelsby. Fund fra oldtiden tyder på at de rigeste og mest magtfulde personer på øen holdt til i Gudhjem-området.
Røgede sild er “opfundet” i byen, da byens fiskere besøgte Ertholmene og så hvordan skotske fiskere hængte sild til røgning i åbne skorstene. I 1866 fik byen Bornholms første silderøgeri og i begyndelsen af 1900-tallet havde Gudhjem hele 25 røgerier.


ERTHOLMENE inkl. CHRISTIANSØ
Øgruppen Ertholmene, som består af Christiansø, Frederiksø og Græsholmen, er noget helt specielt. Øens ca. 90 indbyggere lever nemlig på mange måder i et levende museum, da alt, selv blomsterne, er fredet.
I 1684 besluttede den danske konge at anlægge base i Østersøen, for bedre at kunne kontrollere den svenske flådes bevægelser, og indtil 1855 fungerede øen som militær fæstning. I 1863 forlod militæret øen permanent og tilbage blev kun en række soldater, som slog sig ned som fiskere. I dag ejes det alt sammen af Forsvarministeriet, hvorfor beboerne kun betaler statsskat.
Man kan sejle derud fra Allinge, Gudhjem og Svaneke, og man kan, hvis man booker i god tid, overnatte på kroen eller campingpladsen.

RANDKLØVE SKÅR
En af Bornholms store naturseværdigheder er Randkløve Skår; en sprækkedal der skærer sig dybt ind i fjeldet.

BRÆNDEGÅRDSHAVEN / JOBOLAND
Bornholms kendte forlystelsespark med både svævebaner, hoppepuder, rutschebaner, karruseller, robåde, klatreland og det store opvarmede vandland.
Adresse: Højevejen 4, Svaneke

SVANEKE
Byen er Danmarks mindste købstad, men også af mange udnævnt til Danmarks smukkeste købstad.
Byen er især kendt for både bolcher, lakrids, chokolade, is, karameller, vingummi, pasta, kunst, glaspusteri, øl og hønseskidningskonkurrencer i Brænderigænget.
Lidt udenfor Svaneke finder man i Vaseøen den arkitektoniske perle Jørn Utzons sekskantede vandværk og pumpestation. Det leverede vand til Utzons trebenede vandtårn inde i Svaneke.

AARSDALE
En hyggelig lille fiskerby med eget silderøgeri og egen mølle. Sidstnævnte er en vindmølle af den hollandske slags opført i 1877, som helt frem til 2003 stadig malede mel.
Lidt udenfor Aarsdale, mod Svaneke, ligger bautesten (aflange sten som er rejst som gravsteder) og hustomter (et udgravet areal, hvor der tidligere har ligget et hus). Begge kan dateres tilbage til 1200-tallet.

PARADISBAKKERNE inkl. ROKKESTENEN
I udkanten af Almindingen mod Nexø ligger Paradisbakkerne, hvor bl.a. den store vandreblok fra istiden Rokkestenen kan opleves. Stenen kan rokke, hvis man finder præcist det rigtige steder at skubbe til den.

NEXØ
En by med en forholdsvis stor industriel havn, som dog også er kendt for at være hjemstavn for den danske forfatter Martin Andersen Nexø, samt de mange farverige træhuse.
Sidstnævnte var en gave fra svenskerne efter det store tyske bombardement d. 7. og 8. maj 1945. Da den tyske kommandant von Kamptz ikke ville overgive sig til russerne, bombede de Rønne og Nexø, hvor der bare i Nexø blev ødelagt og skadet over 700 huse ud af de i alt 900 af byens huse. Svenskerne sejlede derfor 75 huse til øen fra Sverige, som blev samlet på markerne lidt udenfor byen og sat på lange rækker. Husene i Rønne kaldes for Bombehusene og i Nexø for Svenskerhusene. Kun én lokal mistede livet i Nexø under de kraftige bombardementer takket være et effektivt benarbejde af bl.a. lokale modstandsfolk. Genopbygningen tog syv år, og i dag står Svenskerhusene samt et springvand på Nexø Torv som monumenter over 2. verdenskrig.

SOMMERFUGLEPARK
Oplev mere end 1000 eksotiske sommerfugle i Sommerfuglehuset eller gå en tur i blomsterparken som også rummer en naturlegeplads.
Adresse: Gl. Rønnevej 14b, Nexø

BALKA
Stranden ved Balka er flere gange kåret som Danmarks bedste strand. Turkisblåt vand og kridhvidt sand.

SNOGEBÆK
Et idyllisk fiskeleje med et hovedstrøg fyldt med stemning.
I uge 30 er der hvert år Snogebæk Havnefest, som er en af øens største sommerfester.

DUEODDE STRAND
Dueodde er især kendt for sin fine strand. Sandet er her så fint, at det ofte er blevet benyttet til timeglas. Flere gange er stranden kåret som Danmarks bedste badestrand.
Dueodde Fyr er et sekskantet fyr, som blev taget i brug i august 1962. 15 år senere blev det automatiseret.
I området, godt skjult af sand og skov, ligger to store betonbunkers opført af tyskerne under 2. verdenskrig. Fæstningsanlægget blev dog aldrig brugt.

BORNHOLMERTÅRNET
Et oplevelsescenter for hele familien, hvor man kan opleve et tidligere militært anlæg fra både 2. verdenskrig og Den kolde krig. Man kan tage de 405 trin (eller elevatoren) op i det 70 meter høje tårn og nyde den fantastiske udsigt over Dueodde og i godt vejr hele Østbornholm.
Adresse: Strandmarksvejen 2, Nexø

AAKIRKEBY
Byen er Bornholms tredjestørste by og øens eneste købstad uden en havn. Byen er opkaldt efter Aa kirke fra 1149, som på et tidspunkt var øens hovedkirke. Udenfor er kirken domineret af det store dobbelttårn, og indenfor er døbefonten ret speciel, da indskriften på fonten er af runer som vist ikke ses andre steder i hele Danmark. Kirken menes at være én af de ældste på Bornholm.

NATURBORNHOLM
Bliv klogere på livet på Bornholm gennem tiderne, hvor man bl.a. kan tage en tur i tidsmaskinen og opleve både istid, øens skabelse af flydende lava, jordskælv og megatrampen leveret af de dinosaurer som engang levede på øen. Bornholm er det eneste sted i Danmark, hvor der er fundet tænder og fodspor efter dinoerne.
Adresse: Grønningen 30, Aakirkeby

BORNHOLMS AUTOMOBILMUSEUM
Oplev samlingen der tæller over 75 køretøjer, som dækker alt fra BMW, Rolls Royce, Alfa Romeo, Lion, Zundapp, Syrena, traktorer, landbrugsmaskiner, skibsmotorer og gammelt legetøj.
Adresse: Grammegårdsvej 1, Aakirkeby

ARNAGER
Den lille by er faktisk med på det internationale landkort, da øens lufthavn hedder Arnager Airport.
Byen er dog også kendt for nordeuropas længste træbro, et knapt 200 meter langt og unikt træ-fletværk som forbinder ø-havnen med fastlandet.
For geologisk interesserede kan man, hvis man er heldig, finde spændende fossiler og måske endda fodspor fra dinosaurer på de stejle kalkklinter i området. Samt for de dyreinteresserede lever kæmpeedderkoppen Trochosa robusta i revneklinten, som det eneste sted i Danmark.

ALMINDINGEN inkl. EKKODALEN og RYTTERKÆGTEN
Almindingen er den femtestørste skov i Danmark med et stort virvar af forskelligartet natur, bakker, lavninger, klippesider, sprækkedale, vandreblokke fra istiden, moser og skovsøer. Oplev fx sprækkedalen Ekkodalen, som er det perfekte sted til at lave ekko, Bornholms højeste punkt Rytterknægten med sine 162 meter over havet, det 12,6 meter høje Kongemindet-tårn med en fantastisk udsigt over hele Bornholm, den botaniske have Arboretet med de mange sjældne træer, vikingetidsborgene Lilleborg og Gamleborg som blev bygget for mere end 1000 år siden og verdens mindste travbane Bornholms Brand Park.

RUNDKIRKER inkl. Østermarie kirke
Bornholm er især kendt for sine rundkirker. Ud af syv rundkirker i hele Danmark, ligger fire af dem på Bornholm. Bygningerne regnes for at have fungeret både som kirker og som værn mod fjender fra havet. Tagene er først senere lagt på, når kirkerne har mistet sin betydning som forsvarsværk.

Østerlars rundkirke (som er billedet herunder) er den største af alle Danmarks rundkirker med sine 16 meter i diameter. Den regnes for at gå tilbage til ca. år 1150, og er muligvis en central del af teorien om sammenhængen mellem de franske tempelridderes orden og de bornholmske middelalderkirkers placering. Om tempelridderne søgte skjul i Danmark, da paven ønskede ordnen opløst, og om de skjulte en skat med hemmelig viden under kirkegulvet vides ikke med sikkerhed. Måske er det bare en god fortælling, måske er det virkelighed.

Olsker rundkirke er med sine 28 meter den højeste og mest elegante af de fire bornholmske rundkirker. Den regnes for at gå tilbage til før år 1150 og var umulig af erobrer for fjender. Den øverste del af muren på Olsker Rundkirke har tydeligt været en del af det brystværn, der omgav kirkens oprindeligt flade tag. Der er i alt ni skyttegab på Olsker rundkirke.

Nylars rundkirke er den bedst bevarede af de fire bornholmske rundkirker. Den menes at være opført i ca. år 1160, og den vidner endnu mere end de andre kirker på Bornholm om en fortid som forsvarsværk. Kirken har ikke altid haft det udseende, den har i dag, da det høje spidse spåntag først blev bygget i det 16. århundrede. I kirken finder du bl.a. også to af Bornholms i alt ca. 40 runesten.

Nyker rundkirke er den yngste og mindste af de fire bornholmske rundkirker. Den regnes for at gå tilbage til starten af 1200-tallet, og den kraftige søjle i midten af Nyker Rundkirke er rigt dekoreret med bornholmske kalkmalerier fra flere perioder. Først i 1600-tallet fik rundkirken sit kegletag, og i 1960 gennemgik inventaret en stor renovering. Nyker Rundkirke var i den katolske tid viet til Allehelgen.

Derudover er Østermarie kirke interessant (billedet herunder), da der står to kirker ved siden af hinanden. Den nyeste, som er fra 1891 og som er Bornholms største kirke, og den gamle, som er en fredet kirkeruin.
Den oprindelige kirke stammer fra ca. år 1225 og var opført i kampesten og kalksten. Tagets konstruktion bestod af et tøndehvælv, som er relativt simpel og meget solidt, men ganske sjældent. Den ældste del af kirken bestod af et skib, et kor og en apsis, og i kirkens vestlige ende har oprindeligt været en vindeltrappe. Senere er der tilføjet et våbenhus i både nord og syd forbeholdt hhv. kvinder og mænd. I 1885 var tårnet så forfaldent, at man i stedet for at renovere det, valgte at nedrive hele kirken, og så opføre en ny til byen. Under arbejdet fandt man dog ud af, at flere elementerne i tagkonstruktionen var så sjældne, idet den var gjort i brændte sten, at man i 1890 valgte at stoppe nedrivningen. 

BORNHOLM MIDDELALDERCENTER
Oplev bl.a. den imponerende stormandsgård, det knejsende tilflugtstårn, bonde- og håndværkerhusene, gamle dyreracer og den bornholmske natur.
Adresse: Stangevej 1, Østerlars

BORNHOLMS ROVFUGLESHOW
Se rovfugle og natur i fokus, hvor der både er fugleopvisninger, udstillinger og hvor man kan lære mere om fuglenes vidunderlige verden.
Adresse: Lundsgårdsvej 4, Rønne

TIL TOPS BoRNHOLM KLATREPARK
Mange klatrebaner i naturen med udfordringer i alle sværhedsgrader og højder.
Adresse: Brommevej 10, Gudhjem

BORNPARK MINIGOLF
Nordeuropas største minigolfpark, hvor de 18 huller præsenterer den bornholmske kultur og natur.
Adresse: Gudhjemvej 27, Østerlars.

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.