Anbefalelsesværdige spisesteder ved Como-søen

Vi var forleden et smut i Berlin efter en Golf GTI MK3. Min mand har i mange år drømt om at eje lige præcis sådan en bil, så da han forleden aften så et godt tilbud på sådan én, spurgte jeg om fri fra arbejdet og vi satte kursen mod Berlin.
Det viste sig at blive en ret lang dag med kørsel frem og tilbage med en stor autotrailer samt en hel del kø, især ved færgen i Rødby for at komme ind i Danmark igen. Men sådan en kærestetur er alligevel altid et hit. Tænk vi havde over 10 timer alene sammen, hvor vi ikke hele tiden blev forstyrret af ungerne, og hvor vi helt selv kunne vælge, hvad vi ville spise til morgenmad, frokost og aftensmad. Vi havde derfor tid til at snakke, både om vores drømme, om alt det gode vi har oplevet sammen, og selvfølgelig om børnene. Hvorfor ender sådan nogle kæresteture egentlig altid med at omhandle børnene alligevel, nu hvor man endelig har noget tid for sig selv? Det er lidt sjovt ik, eller er vi de eneste der har det sådan?

Nåh men, det var egentlig ikke meningen at dette skriv skulle handle om en gammel bil – der bliver bare snakket ufattelig meget om gamle biler, rust, pladesmede og bildele herhjemme, så det var lige det første jeg havde i tankerne.

Nu til det lidt mere seriøse: Anbefalelsesværdige spisesteder ved Como-søen!

Ristorante Belle Isole
Via Regina 25
22011 Cadenabbia di Griante

Kun 10 min. fra vores hotel lå denne perle af en restaurant. Maden, udsigten og servicen var fremragende, så faktisk endte vi med at spise der to ud af tre aftener mens vi var i området. Vi smagte både flere af deres pastaretter, deres pizzaer, nogle af deres forretter og nogle af deres desserter, og det hele kan anbefales.

Riviera Pizzaria
Via Regina 43
22011 Cadenabbia di Griante

Lige ved siden af vores hotel lå denne hyggelige frokostrestaurant, og det viste sig at være et ganske godt bud på frokost. Vi prøvede flere af deres pizzaer, som var helt som de skulle være, sprøde og ikke for overfyldte, og servicen var venlig, smilende og opmærksom.
Helt klart anbefalelsesværdig!

BabaYaga Steak House & Pizza
Via Eugenio Vitali 8
22021 Bellagio

Da vi var i Bellagio og sulten viste sig, endte vi med at google gode restauranter i nærheden, og denne restaurant kom frem. Det skulle vise sig at være et virkelig godt valg, for hold da op især deres pizzaer var fremragende. Måske blandt de allerbedste pizzaer jeg nogensinde har smagt. Restauranten ligger dog uden udsigt, så hvis det er det man går efter, skal man ikke tage hertil.

Locanda dell’Isola Comacina
Isola Comacina
22010 Ossuccio

På vores heldagsbådtur havde vi fået anbefalet nogle spise- og drikkestop på vejen rundt på søen. Det ene af dem var dette stop, hvor vi endte med at spise en slags pandekage og drikke en kop kaffe. Hyggeligt sted med en fantastisk udsigt.

Crotto del Misto
Via Crotto 10
22025 Lezzeno

Et andet stop på vores bådtur, som vi havde fået anbefalet, var denne restaurant, som desværre viste sig at være frokostlukket, da vi lagde til med båden. Restauranten skulle eftersigende være fantastisk og især deres risotto skulle være anbefalelsesværdig. I stedet endte vi med at bestille et par pizzaer til deling i cafeen ved siden af, og de kunne bestemt også anbefales.

***
Jennie Tronier

Bådleje i Lago di Como

Da vi var ved Como i Italien i vores sommerferie, besluttede vi os for at leje en båd en hel dag, og det skulle vise sig at være alle pengene værd. Som ungerne sagde efterfølgende, var det den bedste ferieoplevelse de nogensinde har oplevet, og det kunne vi kun nikke genkendende til.

Vi havde fået vores hotel til at leje en båd til os, så på selve dagen kørte vi til byen Menaggio med taskerne fulde af håndklæder og solcreme. Vi havde kun sagt til personalet, at vi var fire personer og at vi ønskede en båd for en hel dag, men mere hvordan og hvorledes det hele skulle foregå vidste vi ikke rigtig. Da klokken derfor nærmede sig 10 stod vi spændte på strandpromenaden og helt klar til en dag på søen.

Min mand har sejlet meget som barn og ung, så selve introduktionen til båden gik hurtigt og smertefrit. Vi fik dog også et kort med os, hvor vi forinden var blevet fortalt om alle de gode steder der var at opleve på turen. Vi blev anbefalet at sejle ned mod Como-by, da det var på den strækning der var mest at se, så det var det vi gjorde.

Derefter stod de næste 7 timer på sejllads, badning, kiggen efter interessante huse, sejle forbi forskellige pit stops og ellers bare nyde det hele. De syv timer fløj afsted og faktisk måtte vi til sidst skynde os tilbage for at nå den aftalte tidsramme.

Det var virkelig en fantastisk dag, som jeg kun kan anbefale alle!

Et af de sjoveste stop vi gjorde os var ved byen Nesso. Her ligger et fint lille vandfald bag en gammel bro, hvor der er så dybt, at man godt kunne sejle stille og roligt derind. Det gjorde vi dog ikke, fordi folk de badede og hoppede fra broen, men der var så skønt og god en stemning, at den oplevelse stadig står skarpt i min hukommelse.

Turen kostede til info omkring 300 euro, men selvom det også er en slags penge, gør jeg det gerne igen. Det var så skønt, så skønt, at jeg bestemt håber at komme tilbage igen til næste år.

***
Jennie Tronier

Juli highlights

Tøserne er stadig med morfar i sommerhus og vi nyder stadig vores børnefri-uge. Her til aften endte vi derfor med at tage med et vennepar på MASH i Rungsted Havn, og det var virkelig lækkert. Fantastisk mad, gode vine og et super hyggeligt selskab må helt sikkert være måden at fejre denne uge på, for efter sådan en fantastisk sommerferie og hele fem “børnefri”-dage er overskuddet helt i top herhjemme og jeg er igen klar til en triviel hverdag med til tider stress og jag. I morgen, når tøserne kommer hjem og jeg har krammet dem tilstrækkeligt, satser vi på at spise noget nemt og så måske bare tage i havnen og bade. Det bliver også godt.

Når jeg kigger tilbage på sidste måned, har den virkelig været skøn og givet os en masse gode oplevelser:

*Den skønneste ferie på den smukke danske ø Bornholm*

*Projekt Red Poolen er kommet et skridt nærmere sin afslutning. Væggene er blevet pudset op indvendig*

*En dag i ferien tog min mand og jeg på en-dagstur til Malmø, hvor han arbejdede og jeg hyggede med en bog*

*På vej hjem fra vores tirsdagshygge hos morfar, kørte vi en aften forbi en fin pluk-selv blomstereng*

*Savannahs fødselsdag blev bl.a. fejret i den smukke gamle have Tivoli*

*Vores tur til den italienske Como-sø var uovertruffen og vi drømmer allerede om at komme tilbage en dag*

*Blåbærrene er så småt begyndt at vise sig på vores busk, så måske er i år året hvor de skal smages for første gang siden vi plantede busken for snart to år siden*

*Hedebølge over Danmark med bl.a. 30 gr. kl. 20 om aftenen*

*Blodmånen viste sig fra sin smukke side en aften i sidste uge*

*En weekend i morfars sommerhus er altid skøn til både afslapning, badning, isspisning og familiehygge*


*En aften i vores nuværende børnefri-uge købte vi sushi og hoppede ind i skyggen, mens vi så film på vores iPad. What’s not to like!*

Nu må jeg hellere se at finde min seng. I morgen venter en ny dag, hvor jeg er alene på mit arbejde og hvor vi skal være friske til at få vores skønne tøser hjem igen.

***
Jennie Tronier

Seværdigheder ved Comosøen, Italien

Lago di Como er Italiens tredjestørste sø, kun overgået af Garda og Maggiore, og det er en af Europas dybeste søer med en maksdybde på 410 meter. Den har form som et Y vendt på hovedet, hvor den mest kendte by må være Bellagio, som ligger midt mellem Y’ets ben.

Comosøen er ikke bare en af de dejligste søer i Italien, men også et af de smukkeste steder i hele verden. Overalt ser man dybgrønne kastanjeskove og vinmarker, som afbrydes af hvide landsbyer, klostre, slotte, kirker og smukke vandfald.
Området har siden Julius Caesars dage været en magnet for kunstnere og aristokrater. Både Greta Garbo, Winston Churchill, Alfred Hitchcock, prinsesse Diana, Gianni Versace, Madonna, Robert de Niro og George Clooney har været tiltrukket af søens rolige skønhed, og flere film, bl.a. James Bond, er filmet i området.

*Den smukke by Bellagio*

Bellagio
Nogen mener at denne by er den dejligste by i hele Italien med sin smukke beliggenhed med udsigt til Comosøens tre sider. Byen består af snævre gader med en blomstersmykket promenade og talrige fashionable hoteller og villaer. Hver gang, du passerer en af de smalle gyder mod søpromenaden, får du glimt af Comosøens dybblå spejl.
Byen er især kendt for det fem-stjernede hotel Grand Hotel Villa Serbelloni, som af nogen bliver betegnet som søens berømte perle. Her har mange rige og berømte tilbragt deres dage. Bl.a. tilbragte den amerikanske præsident John F. Kennedy hotellet, da han var på en større Europatur i 1963. Kun tre dage efter hans historiske besøg i Berlin og den berømte tale “Ich bin ein Berliner” fløj han til Bellagio og blev i fire dage. Han ville helt sikkert gerne være blevet yderligere et par nætter på det luksuriøse hotel, men en nyslået pave, Paul VI, ventede hans besøg i Vatikanet. Mindre end fem måneder senere blev John F. Kennedy dræbt i Dallas.
Derudover kan det nyklassicistiske empireslot Villa Melzi nævnes som værende ekstraordinær med sin fornemme engelske have. Slottet blev bygget mellem 1808 og 1810 til Francesco Melzi d’Eril, som var vicepræsident for Den Italienske Republik under Napoleon. Her har der ligeledes været mange kronede hoveder, politikere, intellektuelle og knustnere gennem årene. Den franske forfatter Henri Beyle, der er bedre kendt som Stendhal, blev forelsket i Comosøen, da han i år 1800 ankom til Italien med Napoleons hær. I 1814 vendte han tilbage, og i Villa Melzi skrev han i sit debutværk Rom, Napoli og Firenze, at “Jeg isolerede mig i et rum på anden sal, og så ud over den mest vidunderlige udsigt i hele verden”. Derudover lod den berømte filminstruktør George Lucas nogle af kærlighedsscenerne i filmen “Star Wars 2” optage her, og Mark Twain elskede at sidde sent om aftenen på Villa Melzis terrasse og ryge, mens han nød vejret og synet af søen.
Kystlinjen mellem Bellagio og Como-by menes at være den skønneste strækning omkring den store sø.

Como-by
Byen ligger i spidsen af det ene ben af det omvendte Y. Den er ikke den skønneste by rundt omkring søen, men det er en driftig og velhavende silkeby med en smuk beliggenhed. I middelalderen var Como midtpunkt for silkehandlen med Rætien, det nuværende Schweiz, og byen er stadig Europas største producent af lækre silkegenstande, som fx tørklæder og slips.
I byen fører alle veje til byens centrum, Piazza Cavour, som er rammen om hele søens sofistikerede turistliv. Her gøres alt med stil, mens man nyder udsigten over Comosøen. Nogle af byens seværdigheder må være de gamle 1200-tals-bymure og tårne, den gotiske domkirke med marmorfacaden og basilikaerne Sant’Abbondio og San Felice. Giardini Pubblici er et vidunderligt sted at slappe af med den skønneste udsigt ud over byen og søen.
Vest for Como knejser ruinerne af middelalderborgen Baradello og langs den vestlige søbred strækker sig Dronningens Vej, Strade Regina, forbi smukke 1800-tals-villaer helt indtil Villa d’Este. Mod øst knejser det skovklædte, 720 meter høje bjerg Brunate, hvor man bl.a. kan tage den 7 minutter lange tur op med funicolaren, tandhjulsbanen, der afgår fra Piazza del Gasperi i Como. Når vejret er klart, er udsigten over Comosøen nærmest chokerende.

Nesso
En skøn lille by, hvor der ligger et fint lille vandfald.

*Den charmerende lille by Nesso*

Lecco
En smuk by, som ligger i spidsen af det ene ben af det omvendte Y. Byen er knap så kendt som Bellagio og Como og derfor mindre turistet. Blandt seværdighederne er basilica Romana Prevositurale og den naturskabte udsigt som man får oppe fra Monte Barro.

Varenna
Byen ligger ved søens østlige ben, næsten overfor Bellagio, og bliver også betegnet som Comosøens pastelfarvede perle. Her ligger en af de bedste badestrande ved hele søen med en søbred som minder om en rigtig strand og en romantisk søpromenade der er som skabt til slentreture.
Konferencecenteret Villa Monastero ligger også i Varenna. Det var oprindeligt et kloster helt tilbage fra år 1208 og blev sidenhen solgt til privat eje i 1569 til familien Mornico. I dag er det ejet af Det Italienske Institut for Hydrobiologi, hvor selve parken nok er den meste berømte og imponerende del af villaen.
Ca. to km fra byen ligger Italiens korteste flod Fiumelatte, som betyder “mælkefloden”. Navnet kendetegner det mælkehvide skum som floden afgiver, når den bruser ned igennem byen af samme navn.
Castello di Vezio, en slotsruin lidt udenfor Varenna, har den smukkeste udsigt over søen, og her siges det, at dronning Theodelinda af det Longobardiske kongerige døde i det 7. århundrede.

*Den pastelfarvede by Varenna*

Domaso
Søens nordligste by er en af Comosøens bedste lokaliteter til windsurfing, sejlsport og vandski, men som med sine diskoteker og barer især er attraktiv for unge.

Dongo
Byen i den nordlige ende af søen byder på gode badestrande og nærmest ideelle muligheder for windsurfing. Derudover er byen kendt for at være stedet, hvor den fascistiske diktator Benito Mussolini tilbragte sin sidste nat. Han prøvede i 2. Verdenskrigs sidste dage at flygte til Schweiz, men blev genkendt og anholdt af partisanerne i Dongo’s naboby Musso. D. 28. april 1945 blev han sammen med sin smukke yndlingselskerinde Claretta Petacci skudt af italienske partisanere, og efter likvideringen blev ligene af Mussolini og Petacci ophængt med hovedet nedad på en snusket benzinstation i Milano, hvor de blev hånet og spyttet på af folkemængden.

*Strandpromenaden i Menaggio*

Menaggio
Byen midt på Comosøens vestlige bred er mødested for turister fra hele Europa, som ikke mindst er tiltrukket af de perfekte forhold til vandsport og kitesurfing – og naturligvis after-windsurfing på Menaggios skønne søpromenade og på barerne og restauranterne på torvet Piazza Garibaldi.
Lidt udenfor byen i San Siro ligger villaen La Gaeta, hvor scenen da James Bond skyder Mr. White i filmen “Casino Royal” er filmet.

*Villa La Gaeta*

Cadenabbia
Byen er især kendt for Villa Carlotta fra 1600-tallet som byder på en lille eksklusiv kunstsamling med bl.a. Bertel Thorvaldsens Alexanderfrise, samt hvor parken omkring slottet ligner paradisets have med orangeri og tætte krat af blomstrende kamelia, azalea og enorme rododendrons.

Tremezzo
En skøn strand med udsigt til den smukke Bellagio og en pæn lille park, som er skabt til solbadning.

Lenno
Museet Villa Balbianello ligger i byen Lenno. Villaen inkl. park blev anlagt i 1787 med skønne terrasse som nærmest smelter ud over søbredden. I 2006 blev James Bond-filmen “Casino Royal” optaget i byen og tidligere blev dele af “Star Wars” optaget her.

*Villa Balbianello*

Isola Comacina
Søens eneste ø hedder Isola Comacina. Her ligger en gammel kirkeruin, en cafe, og en fantastisk og lidt dyr restaurant Locanda Isola Comacina.

Laglio
En hyggelig lille by, som måske især er kendt for George Clooneys hus Villa Oleandra ved søbredden.

*Villa Oleandra*

Moltrasio
Endnu en hyggelig lille by ved søbredden, hvor den berømte Villa Fontanelle ligger. Huset blev tidligere ejet af modekongen Gianni Versace, der købte villaen i 1977. Da han blev skudt ned i Miami d. 15. juli 1997 arvede hans niece ejendommen, men Versaces samlever gennem 15 år Antonio fik retten til i resten af sin levetid at bo i Giannis huse og deriblandt også villaen Fontanelle. Tidligere boede bl.a. prinsesse Diana, Elton John og Madonna ofte i huset, når de var på besøg i Italien.

Cernobbio
Byen er bl.a. kendt for det fem-stjernede hotel Villa D’Este. Villaen blev bygget som privat sommerresidens i 1568 til en velhavende kardinal, og selvom det ligner et slot, blev det dengang beskedent kaldt for en villa. I 1873 blev Villa D’Este omdannet til hotel og har siden været stedet, man tager hen, hvis man er rig, aristokrat eller filmstjerne og sætter pris på luksus i nostalgiske rammer. Flere prominente gæster har boet her og det siges at George Clooney jævnligt kommer forbi og spiser en bøf i restauranten.
Lidt udenfor byen ligger Villa Erba, hvor George Clooney optog dele af filmen “Oceans Twelve”.

Alt i alt kan det klart anbefales at opleve søen fra vandsiden, enten på en af de mange færger på søen eller hvis man har lyst til at leje sin egen båd. Sidstnævnte gjorde vi og det var virkelig pengene værd. Jeg tænker at fortælle mere om dette i et andet indlæg.

***
Jennie Tronier

En fantastisk sommerferie

Min ferie er ved at være forbi og arbejdet kalder igen på mandag. På én måde glæder jeg mig til hverdagen igen og på én måde vil jeg bare gerne blive i min lille ferieboble lidt endnu. Jeg har dog heldigvis på mange områder en rigtig god hverdag, så det er helt okay at skulle tilbage dertil igen – så kan jeg også begynde at planlægge og glæde mig til næste ferieeventyr med min skønne familie.

Det har ikke været så lidt oplevelser vi har haft i disse tre sidste uger:

Vi startede med at fejre min mands niece med hendes flotte studentereksamen, hvorefter vi tog til Bornholm og nød den smukke danske ø med alle ungerne, deres morfar og vores hunde. Herefter skulle husets herre tilbage på job i nogle dage, så vi andre nød den danske sommer hjemme på terrassen og gjorde klar til at fejre Savannahs 14-års fødselsdag med en surprise oplevelsesdag. I den sidste uge tog vi et smut til Comosøen i Italien, hvor vi badede og spiste en masse god mad, før vi nu så småt begynder at gøre os klar til hverdagen igen.

Livet er knageme skønt – især når den danske sommer viser sig fra sin bedste side dag efter dag 😍

***
Jennie Tronier

Postkort fra Como

I går formiddags kom vi hjem fra vores ret spontane tur til den smukke italienske sø Como.
Sidste fredag sad vi sammen med nogle venner og snakkede om hvad vi skulle foretage os i vores sidste uge af sommerferien. De havde sidste år været ved Como-søen og da vi gik ind og kiggede på det, så det så lækkert ud, at vi ret hurtigt blev enige om at booke og køre afsted. Vi vidste godt, at det kun blev for 4 dage, så det var noget med at køre derned om natten, have tre fulde dage dernede og så køre hjem igen om natten. Desværre kunne Max ikke tage med, da han ikke kunne få taget hans vagt på arbejdet med få dages varighed, så det blev kun fire af os der kørte afsted, men HOLD NU OP et lækkert sted. Vi må klart tilbage ‘en dag!

Vi boede i byen Griante på Hotel Britannia Excelsior, som er et 3-stjernet hotel med både poolområde ved søbredden og med den fineste udsigt over Como og byen Bellagio. Hotellet var ret slidt og fyldt med alt for mange mennesker, men beliggenheden er virkelig fantastisk.

Morgenmaden spiste vi på hotellet (som desværre ikke var særlig interessant, så det behøver man ikke bestille, hvis man spørger mig), men både frokost og aftensmad spiste vi på forskellige restauranter – og det hele var virkelig godt og anbefalelsesværdigt, så måske jeg skal lave et særskilt indlæg omkring alle de gode steder.

For en mindre sjat penge, kunne man sejle med en færge til nogle af de andre byer ved søens bred. Vi sejlede den ene aften over til Bellagio, hvor der virkelig var skønt og hvor vi smagte nogle virkelig gode pizzaer som er røget ind på vores top 3-liste over bedste pizzaer nogensinde.

På den sidste dag dernede besluttede vi os for at leje en lille båd. Vi havde den i 7 timer, hvor vi sejlede rundt og så på nogle af alle de skønne huse, badede i det dejlige vand, alle fire fik lov til at styre, og vi sejlede ind to forskellige steder og spiste mad. Det var virkelig, virkelig godt. Som tøserne sagde “den bedste ferieoplevelse vi nogensinde har fået”. Måske jeg også skal skrive lidt mere omkring den oplevelse i et andet indlæg?

***
Jennie Tronier

Spisesteder på Bornholm

Den smukke danske ø Bornholm er bestemt også anbefalelsesværdig pga. sin mad. Der er virkelig mange gode spisesteder derovre, som jeg her vil prøve at liste op. Hvis I kender nogle jeg mangler, må I endelig sige til.

RØGERIER

Allinge Røgeri
Her kan nydes en lækker fiskebuffet med udsigt helt ud til klipperne i Allinge.
Adresse: Sverigesvej 5, 3770 Allinge

Arnager Røgeri 
Dette røgeri er et af de mindste røgeri på øen, og de ryger deres vare efter gammel tradition.
Adresse: Arnagervej 4, Arnager

Bakka Røgeri
Lille røgeri, hvor de lokale kommer. Om onsdagen og lørdagen er der grisefest, og om fredagen er der stor fiskebuffet.
Adresse: Østre Sømarksvej 29, Aakirkeby

Gudhjem Røgeri
Det mest autentiske sted at nyde sin Sol over Gudhjem-fiskeret. Her serveres også fiskebuffet og der er live musik hver aften i sommerferien.
Adresse: Ejnar Mikkelsensvej 9, 3760 Gudhjem

Hasle Røgeri
Delikatessen er nyrøgede fisk hver dag fra kl. 10.30. Her kan nydes både a la carte eller fiskebuffet i hyggelige omgivelser.
Adresse: Søndre Bæk 20, 3790 Hasle

Nordbornholms Røgeri
Stor fiskebuffet helt ude på klipperne.
Adresse: Kæmpestranden 2, 3770 Allinge

Snogebæk Røgeri
Traditionelt røgeri på hovedgaden af den stemningsfulde by Snogebæk. Især deres fiskefileter er fantastiske.
Adresse: Hovedgaden 6, 3730 Snogebæk

Svaneke Røgeri
Traditionelt røgeri.
Adresse: Fiskergade 12, 3740 Svaneke

*Grisefest på Bakka Røgeri med Siggi B*

IS OG KAFFE

Bay Frost cafe
Her serveres hjemmelavet kage, lækker kaffe, is og kølige drinks med en helt fantastisk udsigt i bl.a. Listed.
Adresse: Strandstien 1A, 3740 Listed Havn + Store Torv 5, 3700 Rønne

Boisen is
Bornholmsk is, når det er bedst
Adresse: Hovedgade 4, 3730 Nexø, Snogebæk

Bornholms Ismejeri
Hjemmelavet is, vafler og dagens kage.
Adresse: Postgade 3, Svaneke

Fru Petersens Cafe
Stort tag-selv kagebord med hjemmebag.
Adresse: Almindingensvej 31, 3751 Østermarie

Høiers iscafe
Her findes både kaffe, kage og sandwich, som kan indtages både inde eller på terrassen beliggende med udsigt over vandet.
Adresse: Høiers Gaard 7, 3770 Allinge

Mermaid ismejeri
Lokale råvarer og råmælksis, som altid er helt i top.
Adresse: Postgade 3, 3740 Svaneke

Nørrekås Is
Hjemmelavet is med udsigt ud over Rønne Havn
Adresse: Nørrekåsgade 1, Rønne

Pandekagehuset
Serverer nogle af de bedste pandekager på øen og med et stort udvalg af tilbehør.
Adresse: Brøddegade 15, 3760 Gudhjem

Sandvig is Kalas
Midt i klipperne ved Sandvig Havn finder man IS Kalas. Her produceres dagligt is på bornholmsk økologisk mælk og med frugter fra øens haver. Den nyristede kaffe kan nydes med fødderne i vandkanten eller fra terrassen med udsigt til Hammerknuden.
Adresse: Strandpromenaden 14, 3770 Allinge

SPISESTEDER

Bonalas
Bl.a. øens bedste pizzaer i virkelig hyggelige lokaler
Adresse: Glastorvet 3, 3740 Svaneke

Cafe Den Grønne Frø
Hyggeligt lille sted med udsigt ud over havnen.
Adresse: Sverigesvej 9, 3770 Allinge

Cafe Klint
En hyggelig cafe på havnen i Gudhjem, hvor der serveres både smørrebrød, salater, burger, fisk, kaffe og kage.
Adresse: Ejnar Mikkelsensvej 20, 3760 Gudhjem

Cafe Slusegård og Anjas Julelade
Der serveres gourmetkaffe, Anjas pandekager eller hjemmebag, samt en lækker frokosttallerken.
Adresse: Strandvejen 10, 3720 Aakirkevej

Christianshøjkroen
Midt inde i det smukke Almindingen ligger denne kro, som byder på virkelig god mad.
Adresse: Segenvej 48, 3720 Aakirkeby

Ekkodalshuset
A la carte frokostrestaurant som vist nok serverer Danmarks største tartelet.
Adresse: Ekkodalsvejen 5, 3720 Aakirkeby

Fredensborg Det Moderne Badehotel
Anbefalelsesværdigt sted med fantastisk udsigt og god mad.
Adresse:

Grønbechs Hotel
Hvor restaurant Vilhelm byder velkommen til gastronomisk mad efter inspiration fra det nordiske og sydamerikanske køkken.
Adresse: Vinkelstræde 2-4, 3770 Allinge

GSH Restaurant
Bæredygtig restaurant, som både har fået to stjerner i Den Danske Spiseguide og er med i White Guide.
Adresse:

Gæstgiveren
Et hyggeligt spise- og spillested som hver sommer præsenterer nogle af Danmarks allerstørste musikere.
Adresse: Theaterstræde 2, 3770 Allinge

Hotel Siemens Gaard
Med udsigt til Svaneke Havn og Østersøen kan man nyde både en frokost, middag eller bare en god kop kaffe.
Adresse: Havnebryggen 9, 3740 Svaneke

Kadeau 
En gourmet- og Michelin-restaurant i de yderste klitter på Bornholms sydkyst, omgivet af strand, hav, skov og himmel. Der serveres bornholmsk-nordisk mad i smukke rammer.
Adresse: Baunevej 18, 3720 Aakirkeby

Melsted Badehotel
Fantastisk mad i fantastiske omgivelser.
Adresse: Melstedvej 27, 3760 Gudhjem

Restaurant Le Port
Smag fantastisk fransk-inspireret mad med én af de smukkeste udsigter på Bornholm.
Adresse: Vang 81, 3790 Hasle

Restaurant Molen
På havnen i Nexø finder man denne perle, hvor man kan nyde gourmetmad med lækre råvarer.
Adresse: Havnen 6, 3730 Nexø

Restaurant Nordlandet
De samme ejere som i sin tid startede Michelinrestauranten Kadeau op på Bornholm, har nu også åbnet denne perle. Menuen er inspireret af Bornholm og det nordiske køkken.
Adresse: Strandvejen 68, 3770 Allinge

Restaurant Svanereden
Som eneste sted i Danmark bliver alle varme retter tilberedt over åben ild på et brændebål.
Adresse: Gruset 3 og 4, 3740 Svaneke

Stammershalle Badehotel
Hyggelig og afslappet atmosfære med veltilberedte menuer afstemt efter årstid.
Adresse: Søndre Strandvej 128, 3760 Gudhjem

Svaneke Bryghus Restaurant
Kokken tilbereder hver dag hjemmelavet mad af friske råvarer, som følger sæsonen.
Adresse: Svaneke Torv 5, 3740 Svaneke

Sørens Værtshus
Værtshuet er indrettet i en lille fiskerhytte og stedet er et af Snogebæks bedste kendetegn. Her serveres både frokost, pizza og kolde øl.
Adresse: Hovedgaden 1G, 3730 Snogebæk

The Ranch
En hyggelig restaurant med familievenlige priser, hvor der serveres ad libitum af fx pizza, burgers og stegt flæsk.
Adresse: Kirkebyen 49, Rutsker

*Svanereden i Svaneke*

*Bonalas pizzaer*

*Udsigten fra Le Port*

INDKØBSSTEDER I FORM AF BUTIKKER ELLER GÅRDSALG

Hallegaard gårdsalg
Her fremstilles produkter uden brug af nitrit og andre kunstige tilsætningsstoffer, og varerne kan både nydes i hyggelige lokaler på gården eller tages med sig.
Adresse: Aspevej 3, 3751 Østermarie

Torvehal Bornholm
Samlingssted for bornholmske kvalitetsfødevarer og hvor man også kan nyde mad og drikkelse i både caféen og i den hyggelige gård.
Adresse: Gartnervangen 6, 3700 Rønne

Vingården Lille Gadegård
Både bryghus, vingård, destilleri og restaurant. Om torsdagen er der limousinebuffet med et udvalg af okse, gris og lam.
Adresse: Søndre Landevej 63, 3720 Aarkirkeby

***
Jennie Tronier

Seværdigheder på Bornholm

Som jeg skrev i går vil jeg her prøve at samle lidt information omkring seværdigheder på den smukke danske ø Bornholm.

Bornholm er den østligste del af Danmark og er sammen med Ertholmene det eneste område af det gamle danske Skåneland (Skåne, Halland, Blekinge og Hven), som stadig er dansk.
I vikingetiden var øen selvstændig med egen konge, og i middelalderen var kongen og kirken uenige om herredømmet, som dengang var Hammerhus. I over 200 år var herredømmet underlagt bispesædet, men i 1525 gav Kong Frederik 1. øen til lübeckerne som len i 50 år. Da Danmark mistede Skånelandene i 1658 tilfaldt Bornholm svenskerne, men kun nogle måneder senere befriede de sig selv efter drabet på den svenske kommandant. I 1660 kom Bornholm igen formelt under Danmark, da fredsaftalen blev indgået mellem Danmark og Sverige.
Under 2. verdenskrig blev Bornholm først besat d. 10. april 1940 og ikke som resten af Danmark dagen før, men øen blev heller ikke befriet d. 4. maj 1945. Den tyske kommandant von Kamptz nægtede nemlig at kapitulere til Sovjetunionens militærstyrker, og det bevirkede, at sovjetiske bombefly kastede bomber over Rønne og Nexø d. 7. og 8. maj 1945. 10 mennesker blev dræbt af bombardementerne. Hvis bare den danske udenrigsminister Christmas Møller havde taget sin telefon, da modstandsfolk ville tippe ham om det kommende bombardement, var det sandsynligvis ikke gået så vidt. De sovjetiske tropper ankom d. 9. maj og befriede/besatte øen, og de forlod først Bornholm igen d. 5. april 1946, hvor besættelsen sluttede for Bornholms vedkommende. Efter krigen fik Bornholm hjælp fra Sverige med genopbygningen af Rønne og Nexø.
I dag bor der omkring 39.500 mennesker på øen.

 

Følgende steder anbefales at opleve, startende fra Rønne, opad kysten, hele vejen rundt om øen, og sluttende inde i midten:

RØNNE
Rønne er den bornholmske hovedstad, hvor ca. en tredjedel af alle øens indbyggere bor.
I middelalderen hed byen Rodne, som betyder rådden, fordi der ikke lugtede særlig godt i det sumpede og tangfyldte kystområde. I dag er byen super hyggelig med en masse smukke smalle gader, hvor man både kan se Sct. Nicolai Kirke (også kaldet Rønne Kirke) fra 1215, byens fyr fra 1880, øens mindste hus i Vimmelskafte 11, Bombehusene, som var en gave fra svenskerne efter de heftige bombardementer i 1945, og en masse andre historiske bygninger.

HASLE
Byen er mest kendt for sine silde-røgerier og det nye Havnebad, hvor der både er to bassiner, sol- og udsigtsplatform samt en sauna.
Lidt udenfor byen ligger Hasle Lystskov, som rummer søerne Rubinsøen, Smaragdsøen og Safirsøen samt det særprægede ørkenlandskab Kultippen, og ved Svalhøj, lidt syd for Hasle, står Bornholms største runesten Brogårdsstenen, som er over 3 meter høj.

HELLIGPEDER og TEGLKÅS
To simple, men ovenud stemningsfyldte fiskelejer med små røgerier og gamle huse.

JONS KAPEL
Et af Bornholms mest imponerende klippepartier. Ifølge sagnet levede og prædikede den irske præst Jon fra sin “talerstol” 150 trin nede af de 40 meter høje klipper. I dag er der en trætrappe med 150 trin.
Ikke langt derfra er et af bornholmernes yndlingssteder; sprækkedalen Blåskinsdalen fyldt med vedbend, anemoner, orkideer og bregner.

VANG
Endnu en hyggelig kystby ved siden af det kæmpemæssige granitbrud Vang-bruddet. Der er en meget fin bro over Vang granitbrud.

HAMMERSHUS inkl. besøgscenteret
Nordeuropas største borgruin med den fantastiske forhistorie. Man regner med at Hammershus blev opført omkring 1200-tallet af Kong Valdemar Sejr mhp. de danske korstog, og herfra har der gennem årene både været drabelige kampe, sket en del besættelser, og der har har været fængsel, hvor bl.a. prinsesse Leonora Christina og hendes mand Corfitz Ulfeldt sad fanget i 17 måneder under de mest usle forhold.

I foråret 2018 åbnede et besøgscenter, hvor man kan læse omkring livet på borgen og bl.a. se hvordan borgen så ud på sit højdepunkt omkring år 1575.

HAMMERHAVN
En hyggelig lille havn med den smukkeste udsigt mod Hammershus. Herfra kan man i det rette vejr sejle en tur med træbåde og se nærmere på naturfænomenerne Løvehovederne og Våde Ovn, samt man kan gå den smukke vej fra Hammerhavn til Hammershus.

HAMMERKNUDEN og OPALSØEN inkl. tovbanen
Hammerknuden er en stor rundklippe af granit på nordspidsen af Bornholm. Her er fortrinsvis lyng, græsser og skov, men der har også været brudt sten herfra i over 100 år.
Særligt er Hammer Fyr, Hammer Odde Fyr, det middelalderlige Salomons kapel og Opalsøen attraktive seværdigheder i området. Over sidstnævnte smukke sø er der en 290 meter lang tovbane med en højdeforskel på 48 meter og hvor man kan komme helt op på 70 km/t.

SANDVIG
Byen Sandvig er især kendt for sin badestrand og hyggelige strandpromenade.

ALLINGE
Allinge har en super hyggelig havn og mange gamle smalle stræder, og i byen ligger også den unikke bygning Domen, som er stamsted på Folkemødet hver sommer.
Området omkring Allinge er også kendt for Danmarks største helleristningsfelt (figurer og symboler hugget i sten), der er mere end 2500 år gamle.

HELLIGDOMSKLIPPERNE
Mellem byerne Tejn og Gudhjem er flere klipper beliggende i området Helligdommen.
Gennem årtusinder har brændingen eroderet klippekysten og skabt dybe kløfter ind i fjeldet. De op til 20 meter høje Helligdomsklipper er opkaldt efter en hellig kilde der i gammel tid løb ud for foden af klipperne. På marken overfor lå i middelalderen et kapel, hvortil man hentede livgivende vand fra den hellige kilde. I dag kan man følge de dybeste grotter (Våde Ovn, Tørre Ovn og Sorte Gryde) langt ind i fjeldet. Fx kan man trænge 60 meter ind i fjeldet ved Sorte Gryde.

GUDHJEM
En hyggelig gammel by, som regnes for Bornholms ældste handelsby. Fund fra oldtiden tyder på at de rigeste og mest magtfulde personer på øen holdt til i Gudhjem-området.
Røgede sild er “opfundet” i byen, da byens fiskere besøgte Ertholmene og så hvordan skotske fiskere hængte sild til røgning i åbne skorstene. I 1866 fik byen Bornholms første silderøgeri og i begyndelsen af 1900-tallet havde Gudhjem hele 25 røgerier.


ERTHOLMENE inkl. CHRISTIANSØ
Øgruppen Ertholmene, som består af Christiansø, Frederiksø og Græsholmen, er noget helt specielt. Øens ca. 90 indbyggere lever nemlig på mange måder i et levende museum, da alt, selv blomsterne, er fredet.
I 1684 besluttede den danske konge at anlægge base i Østersøen, for bedre at kunne kontrollere den svenske flådes bevægelser, og indtil 1855 fungerede øen som militær fæstning. I 1863 forlod militæret øen permanent og tilbage blev kun en række soldater, som slog sig ned som fiskere. I dag ejes det alt sammen af Forsvarministeriet, hvorfor beboerne kun betaler statsskat.
Man kan sejle derud fra Allinge, Gudhjem og Svaneke, og man kan, hvis man booker i god tid, overnatte på kroen eller campingpladsen.

RANDKLØVE SKÅR
En af Bornholms store naturseværdigheder er Randkløve Skår; en sprækkedal der skærer sig dybt ind i fjeldet.

BRÆNDEGÅRDSHAVEN / JOBOLAND
Bornholms kendte forlystelsespark med både svævebaner, hoppepuder, rutschebaner, karruseller, robåde, klatreland og det store opvarmede vandland.
Adresse: Højevejen 4, Svaneke

SVANEKE
Byen er Danmarks mindste købstad, men også af mange udnævnt til Danmarks smukkeste købstad.
Byen er især kendt for både bolcher, lakrids, chokolade, is, karameller, vingummi, pasta, kunst, glaspusteri, øl og hønseskidningskonkurrencer i Brænderigænget.
Lidt udenfor Svaneke finder man i Vaseøen den arkitektoniske perle Jørn Utzons sekskantede vandværk og pumpestation. Det leverede vand til Utzons trebenede vandtårn inde i Svaneke.

AARSDALE
En hyggelig lille fiskerby med eget silderøgeri og egen mølle. Sidstnævnte er en vindmølle af den hollandske slags opført i 1877, som helt frem til 2003 stadig malede mel.
Lidt udenfor Aarsdale, mod Svaneke, ligger bautesten (aflange sten som er rejst som gravsteder) og hustomter (et udgravet areal, hvor der tidligere har ligget et hus). Begge kan dateres tilbage til 1200-tallet.

PARADISBAKKERNE inkl. ROKKESTENEN
I udkanten af Almindingen mod Nexø ligger Paradisbakkerne, hvor bl.a. den store vandreblok fra istiden Rokkestenen kan opleves. Stenen kan rokke, hvis man finder præcist det rigtige steder at skubbe til den.

NEXØ
En by med en forholdsvis stor industriel havn, som dog også er kendt for at være hjemstavn for den danske forfatter Martin Andersen Nexø, samt de mange farverige træhuse.
Sidstnævnte var en gave fra svenskerne efter det store tyske bombardement d. 7. og 8. maj 1945. Da den tyske kommandant von Kamptz ikke ville overgive sig til russerne, bombede de Rønne og Nexø, hvor der bare i Nexø blev ødelagt og skadet over 700 huse ud af de i alt 900 af byens huse. Svenskerne sejlede derfor 75 huse til øen fra Sverige, som blev samlet på markerne lidt udenfor byen og sat på lange rækker. Husene i Rønne kaldes for Bombehusene og i Nexø for Svenskerhusene. Kun én lokal mistede livet i Nexø under de kraftige bombardementer takket være et effektivt benarbejde af bl.a. lokale modstandsfolk. Genopbygningen tog syv år, og i dag står Svenskerhusene samt et springvand på Nexø Torv som monumenter over 2. verdenskrig.

SOMMERFUGLEPARK
Oplev mere end 1000 eksotiske sommerfugle i Sommerfuglehuset eller gå en tur i blomsterparken som også rummer en naturlegeplads.
Adresse: Gl. Rønnevej 14b, Nexø

BALKA
Stranden ved Balka er flere gange kåret som Danmarks bedste strand. Turkisblåt vand og kridhvidt sand.

SNOGEBÆK
Et idyllisk fiskeleje med et hovedstrøg fyldt med stemning.
I uge 30 er der hvert år Snogebæk Havnefest, som er en af øens største sommerfester.

DUEODDE STRAND
Dueodde er især kendt for sin fine strand. Sandet er her så fint, at det ofte er blevet benyttet til timeglas. Flere gange er stranden kåret som Danmarks bedste badestrand.
Dueodde Fyr er et sekskantet fyr, som blev taget i brug i august 1962. 15 år senere blev det automatiseret.
I området, godt skjult af sand og skov, ligger to store betonbunkers opført af tyskerne under 2. verdenskrig. Fæstningsanlægget blev dog aldrig brugt.

BORNHOLMERTÅRNET
Et oplevelsescenter for hele familien, hvor man kan opleve et tidligere militært anlæg fra både 2. verdenskrig og Den kolde krig. Man kan tage de 405 trin (eller elevatoren) op i det 70 meter høje tårn og nyde den fantastiske udsigt over Dueodde og i godt vejr hele Østbornholm.
Adresse: Strandmarksvejen 2, Nexø

AAKIRKEBY
Byen er Bornholms tredjestørste by og øens eneste købstad uden en havn. Byen er opkaldt efter Aa kirke fra 1149, som på et tidspunkt var øens hovedkirke. Udenfor er kirken domineret af det store dobbelttårn, og indenfor er døbefonten ret speciel, da indskriften på fonten er af runer som vist ikke ses andre steder i hele Danmark. Kirken menes at være én af de ældste på Bornholm.

NATURBORNHOLM
Bliv klogere på livet på Bornholm gennem tiderne, hvor man bl.a. kan tage en tur i tidsmaskinen og opleve både istid, øens skabelse af flydende lava, jordskælv og megatrampen leveret af de dinosaurer som engang levede på øen. Bornholm er det eneste sted i Danmark, hvor der er fundet tænder og fodspor efter dinoerne.
Adresse: Grønningen 30, Aakirkeby

BORNHOLMS AUTOMOBILMUSEUM
Oplev samlingen der tæller over 75 køretøjer, som dækker alt fra BMW, Rolls Royce, Alfa Romeo, Lion, Zundapp, Syrena, traktorer, landbrugsmaskiner, skibsmotorer og gammelt legetøj.
Adresse: Grammegårdsvej 1, Aakirkeby

ARNAGER
Den lille by er faktisk med på det internationale landkort, da øens lufthavn hedder Arnager Airport.
Byen er dog også kendt for nordeuropas længste træbro, et knapt 200 meter langt og unikt træ-fletværk som forbinder ø-havnen med fastlandet.
For geologisk interesserede kan man, hvis man er heldig, finde spændende fossiler og måske endda fodspor fra dinosaurer på de stejle kalkklinter i området. Samt for de dyreinteresserede lever kæmpeedderkoppen Trochosa robusta i revneklinten, som det eneste sted i Danmark.

ALMINDINGEN inkl. EKKODALEN og RYTTERKÆGTEN
Almindingen er den femtestørste skov i Danmark med et stort virvar af forskelligartet natur, bakker, lavninger, klippesider, sprækkedale, vandreblokke fra istiden, moser og skovsøer. Oplev fx sprækkedalen Ekkodalen, som er det perfekte sted til at lave ekko, Bornholms højeste punkt Rytterknægten med sine 162 meter over havet, det 12,6 meter høje Kongemindet-tårn med en fantastisk udsigt over hele Bornholm, den botaniske have Arboretet med de mange sjældne træer, vikingetidsborgene Lilleborg og Gamleborg som blev bygget for mere end 1000 år siden og verdens mindste travbane Bornholms Brand Park.

RUNDKIRKER inkl. Østermarie kirke
Bornholm er især kendt for sine rundkirker. Ud af syv rundkirker i hele Danmark, ligger fire af dem på Bornholm. Bygningerne regnes for at have fungeret både som kirker og som værn mod fjender fra havet. Tagene er først senere lagt på, når kirkerne har mistet sin betydning som forsvarsværk.

Østerlars rundkirke (som er billedet herunder) er den største af alle Danmarks rundkirker med sine 16 meter i diameter. Den regnes for at gå tilbage til ca. år 1150, og er muligvis en central del af teorien om sammenhængen mellem de franske tempelridderes orden og de bornholmske middelalderkirkers placering. Om tempelridderne søgte skjul i Danmark, da paven ønskede ordnen opløst, og om de skjulte en skat med hemmelig viden under kirkegulvet vides ikke med sikkerhed. Måske er det bare en god fortælling, måske er det virkelighed.

Olsker rundkirke er med sine 28 meter den højeste og mest elegante af de fire bornholmske rundkirker. Den regnes for at gå tilbage til før år 1150 og var umulig af erobrer for fjender. Den øverste del af muren på Olsker Rundkirke har tydeligt været en del af det brystværn, der omgav kirkens oprindeligt flade tag. Der er i alt ni skyttegab på Olsker rundkirke.

Nylars rundkirke er den bedst bevarede af de fire bornholmske rundkirker. Den menes at være opført i ca. år 1160, og den vidner endnu mere end de andre kirker på Bornholm om en fortid som forsvarsværk. Kirken har ikke altid haft det udseende, den har i dag, da det høje spidse spåntag først blev bygget i det 16. århundrede. I kirken finder du bl.a. også to af Bornholms i alt ca. 40 runesten.

Nyker rundkirke er den yngste og mindste af de fire bornholmske rundkirker. Den regnes for at gå tilbage til starten af 1200-tallet, og den kraftige søjle i midten af Nyker Rundkirke er rigt dekoreret med bornholmske kalkmalerier fra flere perioder. Først i 1600-tallet fik rundkirken sit kegletag, og i 1960 gennemgik inventaret en stor renovering. Nyker Rundkirke var i den katolske tid viet til Allehelgen.

Derudover er Østermarie kirke interessant (billedet herunder), da der står to kirker ved siden af hinanden. Den nyeste, som er fra 1891 og som er Bornholms største kirke, og den gamle, som er en fredet kirkeruin.
Den oprindelige kirke stammer fra ca. år 1225 og var opført i kampesten og kalksten. Tagets konstruktion bestod af et tøndehvælv, som er relativt simpel og meget solidt, men ganske sjældent. Den ældste del af kirken bestod af et skib, et kor og en apsis, og i kirkens vestlige ende har oprindeligt været en vindeltrappe. Senere er der tilføjet et våbenhus i både nord og syd forbeholdt hhv. kvinder og mænd. I 1885 var tårnet så forfaldent, at man i stedet for at renovere det, valgte at nedrive hele kirken, og så opføre en ny til byen. Under arbejdet fandt man dog ud af, at flere elementerne i tagkonstruktionen var så sjældne, idet den var gjort i brændte sten, at man i 1890 valgte at stoppe nedrivningen. 

BORNHOLM MIDDELALDERCENTER
Oplev bl.a. den imponerende stormandsgård, det knejsende tilflugtstårn, bonde- og håndværkerhusene, gamle dyreracer og den bornholmske natur.
Adresse: Stangevej 1, Østerlars

BORNHOLMS ROVFUGLESHOW
Se rovfugle og natur i fokus, hvor der både er fugleopvisninger, udstillinger og hvor man kan lære mere om fuglenes vidunderlige verden.
Adresse: Lundsgårdsvej 4, Rønne

TIL TOPS BoRNHOLM KLATREPARK
Mange klatrebaner i naturen med udfordringer i alle sværhedsgrader og højder.
Adresse: Brommevej 10, Gudhjem

BORNPARK MINIGOLF
Nordeuropas største minigolfpark, hvor de 18 huller præsenterer den bornholmske kultur og natur.
Adresse: Gudhjemvej 27, Østerlars.

***
Jennie Tronier

Saltimporten Canteen i Malmø

Jeg var jo med min mand i Malmø i går, og vi faldt lidt tilfældigt over et ret interessant spisested i Malmø, som jeg tænker at dele med jer.
Da vi satte kursen tilbage mod Danmark, blev vi enige om at finde lidt frokost på den svenske side af broen, men efter at have kørt rundt i et stykke tid uden at finde noget særlig interessant, prøvede vi at google “god frokost i Malmø”. Uden at læse så meget om det sted som dukkede op, trykkede vi på naviger og kørte efter stedet og 10 min. senere holdt vi et godt stykke ude på havnen ved siden af en industribygning. Var vi kørt det rigtige sted hen, for det så lidt spøjst ud for et frokoststed at være. Vi parkerede dog bilen og gik rundt om bygningen, og hurtigt åbenbarede det mest cool sted sig for øjnene af os.
Det viste sig at være et frokoststed, hvor der kun serveres to retter hver dag mellem kl. 12-14. Enten en kødret eller en vegetarret.

Vi tog kødretten, som viste sig at være kamsteg med marinerede kikærter og salat, samt alt det friskbagte brød vi kunne spise. Til dessert fik vi hjemmelavet nougat-softice med en oliven-krokant og alt det kaffe vi kunne drikke.
Til sammen for os begge inkl. drikkevare blev prisen omkring 250 svenske kr., og det var virkelig lækkert.

Praktisk information:

  • Skøn frokostrestaurant i de gamle saltimport haller i Malmø
  • Virkelig god mad og service
  • Åbent alle hverdage mellem kl. 12-14
  • Adresse: Grimsbygatan 24, Malmø

***
Jennie Tronier

Postkort fra Bornholm

Vi er lige kommet hjem fra den skønneste uge på Bornholm.
Jeg tænker derfor at lave et par indlæg omkring seværdigheder og spisesteder på øen, men før det, er her lidt små glimt fra vores tur:

*Det smukke syn der møder én, når man sejler ind i Rønne havn*

*Vores sommerhus i Øster Sømarken*

*Vi prøvede så mange af røgerierne på øen som muligt – og helst med en Svaneke øl on the side*

*Max og hans kæreste fløj over til os nogle af dagene*

*Den gamle bro i Arnager er et imponerende syn*

*Hver morgen gik vi ned til bagerbilen ved Bakka Røgeri og hentede morgenbrød, før vi indtog vores næringsfulde måltid – nogle dage mere sundt end andre*

*Et slag minigolf blev det også til – og vi blev kun “lidt” uvenner denne gang #konkurrencemenneskertilfingerspidserne*

Jeg kan kun anbefale alle at tage til Bornholm. Selvom vejret ikke altid er +30 grader er der virkelig skønt, smukt, hyggeligt og anbefalelsesværdigt alligevel. Øen indeholder så mange historiske, kulturelle og hyggelige steder, så selvom denne tur vist var vores nr. fire indenfor de sidste 10 år og øen bestemt ikke er særlig stor, føler vi stadig, at vi sagtens kan bruge tid derovre.

Nu vil jeg tage et smut til Malmø med min mand. Han skal over og arbejde nogle timer, så jeg tænker at tage med ham og måske gå en tur eller bare sætte mig et sted og læse lidt i min bog. Bagefter får vi forhåbentlig tid til at spise en frokost sammen før turen går hjemad igen. Ungerne har alligevel nok i deres værelser og computere i disse dage, hvor de har tilbragt en hel uge med os kedelige forældre #ivedteenagerlivet.

***
Jennie Tronier