Jeg var jo med min mand i Malmø i går, og vi faldt lidt tilfældigt over et ret interessant spisested i Malmø, som jeg tænker at dele med jer.
Da vi satte kursen tilbage mod Danmark, blev vi enige om at finde lidt frokost på den svenske side af broen, men efter at have kørt rundt i et stykke tid uden at finde noget særlig interessant, prøvede vi at google “god frokost i Malmø”. Uden at læse så meget om det sted som dukkede op, trykkede vi på naviger og kørte efter stedet og 10 min. senere holdt vi et godt stykke ude på havnen ved siden af en industribygning. Var vi kørt det rigtige sted hen, for det så lidt spøjst ud for et frokoststed at være. Vi parkerede dog bilen og gik rundt om bygningen, og hurtigt åbenbarede det mest cool sted sig for øjnene af os.
Det viste sig at være et frokoststed, hvor der kun serveres to retter hver dag mellem kl. 12-14. Enten en kødret eller en vegetarret.
Vi tog kødretten, som viste sig at være kamsteg med marinerede kikærter og salat, samt alt det friskbagte brød vi kunne spise. Til dessert fik vi hjemmelavet nougat-softice med en oliven-krokant og alt det kaffe vi kunne drikke.
Til sammen for os begge inkl. drikkevare blev prisen omkring 250 svenske kr., og det var virkelig lækkert.
Praktisk information:
- Skøn frokostrestaurant i de gamle saltimport haller i Malmø
- Virkelig god mad og service
- Åbent alle hverdage mellem kl. 12-14
- Adresse: Grimsbygatan 24, Malmø
***
Jennie Tronier