I stedet lavede jeg en fin kurv til hende med al hendes yndlingsslik og lidt drikkelse, og så kørte hendes far hende en tur i vores egen bil. Han huskede nu at lave godt med hjulspin, da han “lettede” foran kirken. Det hører sig jo åbenbart til…

Imens de kørte en tur, skyndte vi andre os hjem til os for at gøre en lille overraskelse klar til Savannah. Vi rullede nemlig en rød løber ud og gjorde det lidt pænt ved indgangen til teltet, og der blev tændt for fadølsanlægget. Sidstnævnte var nu nok mest for gæsternes skyld. Den slags er Savannah heldigvis stadig ligeglad med.

Derefter stod vi alle klar og ventede på at hovedpersonen kom hjem. En del af gæsterne fra kirken var nemlig taget med os hjem, så vi lige kunne skåle tillykke, før de sidste forberedelser skulle klares.

Efter vi havde skålet lidt og hyggesnakket med gæsterne til vores lille minireception, tog gæsterne hjem for at slappe lidt af før den store fest, og vi skiftede tøj til afslapningstøjet og gik i gang med at få de sidste forberedelser på plads.

Max gik ind og sov nogle timer. Nattens manglende søvn havde nu indhentet ham.

Bordet skulle dækkes helt færdigt, bordkortene sættes på, blomsterne arrangeres, drinksbord sættes op, de sidste salater skulle laves færdigt og vores varmer skulle sættes til. Vi havde valgt at leje et stort fyr som uden problemer kunne varme hele teltet op. Der er nemlig ikke noget værre end at sidde og fryse til en fest, det kan ødelægge enhver aften synes jeg, så sådan skulle det helst ikke være hos os.

Teltet havde vi valgt at pynte med lidt kulørte lamper til når natten faldt på, lidt forskellige billeder af Savannah og diverse pyntballoner og festranker forskellige steder.

Bordene endte med at være to lange borde, både pga. teltets udformning, men også for at samle festen så meget som muligt. Savannah ønskede nemlig ikke små borde med få folk ved hver, men i stedet en så samlet masse af folk som muligt.

Bordplanen blev et godt miks af de forskellige kategorier af gæster. De unge sad sammen, familien sad sammen i klynger og vennerne blev fordelt i to store grupper. Jeg har altid været af den overbevisning at en bordplan kan både ødelægge og redde en fest. Efter min mening skal man altid sørge for at sætte folk sammen med nogle de kender. Der må gerne sidde folk imellem, som man ikke kender så godt, bare man stadig sidder med nogle man kender og er tryg ved. Det er for mig essensen af en god bordplan, som også giver den bedste stemning.
Den der med, at man absolut skal lærer nogle nye at kende til en fest, så bordplanen er et stort mix, holder ikke rigtig for mig, for tænk nu hvis man hellere vil være sammen med de venner eller den familie som man så sjældent ser. Så har man skuffede gæster fra starten og det holder jo ikke. Hvis stemningen automatisk er god under maden, er der bagefter rigelige chancer for at lærer nogle nye mennesker at kende, og det er en god fest for mig.

Vi havde købt tre forskellige slags blomster til bordet, som vi satte sammen lidt tilfældigt i forskellige vaser.

Servietterne endte med at være en sort mellem de to tallerkner, for at bryde det lidt, og en foldet sart rosa med et silkebånd omkring. Nogle med et sort silkebånd omkring og nogle med et hvidt. Foroven lagde vi en lille grøn gren.

Lysene på bordet var forskellige typer, højder og tykkelse, men alle i samme rosa farve.

Bordkortene var et foldet hvidt stykke pap med et påsat billede af Savannah (der var flere forskellige slags), hvor vi skrev gæstens navn på forsiden og gæstens relation til Savannah eller os forældre på bagsiden.

På gavebordet havde vi pyntet med en fin guld ramme og sat nogle forskellige gadgets til et godt billede, samtidig med at vi havde lagt en gæstebog, hvor gæsterne kunne skrive en lille hilsen til Savannah. Det glemte vi dog bare at aktivere, så der blev ikke skrevet mange hilsner.

En time før gæsterne begyndte at komme, mødte vores hjælpere op til køkkentjansen, så de salater vi ikke selv havde nået at lave helt færdige overtog de, og vi fik også gennemgået de vigtigste overleveringer.

Til sidst skyndte vi os ind og skiftede tilbage til festtøjet, og så kunne festen sådan for alvor starte!

***
Jennie Tronier