Mit årshoroskop – og andre fisks

Jeg faldt i går over mit årshoroskop i Billedbladet, og sådan noget halløj er jo altid sjovt ik, for tænk hvis forudsigelserne kommer til at holde stik 🙂

Jeg har fisken som stjernetegn og følgende fremtidsudsigter for 2017 er der til os fisk:

ÅRET SOM HELHED
Året starter med masser af inspiration og gåpåmod. Fysisk er du særlig aktiv i januar og får udrettet en del. Men næsten uanset dit tempo bliver der ved med at dukke noget nyt op, du må tage dig af. Det kan blive en stresset periode i februar og marts. Din økonomiske situation må du tage dig af fra slutningen af marts, og her er det store beslutninger og mange penge, det drejer sig om. Det kan give god mening at søge rådgivning inden du disponerer. Det gælder også i perioden fra 29.07.17 til 10.08.17, hvor de juridiske forhold må kulegraves. Et venskab, en kollega eller et tilhørsforhold i en klub eller forening kan blive udfordrende, og her melder du fra, hvis det bliver nødvendigt. Sidst i august trives du fint, og omgivelserne respekterer dig. I december kan du få opfyldt dine ønsker om en rejse eller udflugt.

JOB
Dit job har længe været et langt, sejt træk og bliver det også i år. Måske er det netop din indsats, der gør det, for der viser sig synlige resultater. Et af dem kan du se på din lønkonto. En anden ting er, at dine opgaver bliver mere spændende. Du bliver en betroet arbejdskraft med en deraf større grad af frihed. Fra efteråret kan du blive betroet opgaver, du ikke har haft før. Ønsker du at trække dig fra arbejdsmarkedet eller skifte karriere, er slutningen af året et godt tidspunkt.

KÆRLIGHED
Selvom arbejde og andre ting fylder en del, glemmer du aldrig din partner og dem, du er nærmest. Erkend, at du ikke kan være et omvandrende serviceorgan hele tiden, du har brug for også at være dig selv. Ønsket om romantiske oplevelser og stemninger ligger lige under overfladen. Særligt i marts kan du opleve kærligheden på egen krop. For en nyforelsket Fisk, kan det dog mere være en drøm, end det er virkelighed. Juni giver flirtende ord, men også familiær hygge og meget at tale om. Også julemåneden varmer dit hjerte.

ÅRETS AMBITIONER
Dine ambitioner kan føre dig videre mod målet.

OM FISK
Du er det mest opofrende af alle stjernetegnene. Dit livs vigtigste lektie er at sætte grænser, samt at udfolde din kreativitet. Som det opofrende væsen du er, arbejder du helst med og for mennesker. Du er en meget følsom, sensitiv og sårbar sjæl, som vil gå langt for at tilgodese dine omgivelsers ønsker og behov. Din fantasi er uovertruffen, og du elsker eventyr. Hvis du ikke arbejder i den kreative verden, så er det at arbejde med eller for mennesker det rigtige for dig.

Nu bliver det spændende om det kommer til at holde stik. Lønforhøjelser, mere spændende arbejdsopgaver, romantiske oplevelser og rejser sidst på året lyder da bestemt som noget jeg gerne vil sige ja tak til, men samtidig lyder det ikke kun rosenrødt det hele, og det er jo det livet handler om, så det bliver spændende.

Gå endelig ind på Billedbladet for at se jeres egne horoskoper – det er da lidt spændende ik?

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.