Glædelig 1. advent

Fotos til blog

Jeg kan huske den glæde der var overalt i min krop som barn, når julen nærmede sig. Jeg kan huske vores traditioner omkring advent og december, hvordan jeg bl.a. altid pyntede op derhjemme sammen med min mor. Jeg fik lov til at “klistre” udklippede julemotiver fra indkøbsposer på vores køkkenvinduer. Det kunne tage mig flere timer at udvælge hvilke motiver, som var bedst, klippe dem ud og derefter få dem klistret op. Det var fantastisk. Vi havde også traditioner omkring aftensmad med risengrød og nisseøl, diverse gaveindkøb og selvfølgelig at pynte juletræet, når selve juleaften nærmede sig.

Da jeg selv fik børn førte jeg nogle af traditionerne videre samt lagde et par stykker mere oven i hatten.

  • Vi pynter altid op til jul i fællesskab 1. advent
  • Ungerne henter julepynten på loftet
  • Ungerne får kalendergaver (af nissen) i hver deres specielle julesok, som enten hænger på deres dør eller samlet et andet sted i huset
  • Vi bager julebag mindst én gang i løbet af december
  • Vi spiser risengrød til aftensmad én gang inden juleaften
  • Vi tager forskellige fotos af ungerne enten ude i naturen eller inde i stuen og får dem fremkaldt til julekort og julegaver
  • Vi skriver julekort (eller det er nok mest mig alene)
  • Vi laver marcipan og nougat i forskellige afskygninger
  • Vi har altid en gammel julekagekrukke stående fremme med diverse julesmåkager
  • Vi spiser julefrokost sammen med vennekredsen
  • Vi fælder juletræ sammen eller evt. køber det et sted i nærmiljøet (fx hos spejderne, hvor nogle af ungernes veninder arbejder)
  • Vi pynter juletræet lillejuleaftensdag
  • Hr. Jørgensen sætter lyskæden på træet, mens vi andre sætter resten af pynten på
  • Vi spiser brunch juleaftensdag sammen med nogle venner – så går tiden hurtigere for ungerne, og det er altid super hyggeligt lige at mødes alle sammen og få sagt god jul
  • Og alt julepynten fjernes 3. juledag, hvor vi alle har fået nok af den slags – indtil 11 måneder senere, hvor det hele starter forfra igen

Denne 1. advent-weekend har vi derfor fået pyntet op, lavet juledekorationer og bagt første hold julebag. Som altid med en god gang hygge oven i hatten!

***
Jennie Tronier

Fotos til blog2Ungernes julesokker hænger i år i stuen, og nissedøren er sat op

Fotos til blog1Og både julekagekrukke, kalenderlys, adventskrans og troldegrene er fremme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.