Vietnamesiske rispapir pandekager

Jeg sad sammen med min kollega i går på arbejdet og snakkede om børnevenlige retter. Vi ønskede begge lidt inspiration til at prøve noget andet end alle de gængse retter man (=vi) altid laver. Efter lidt søgen på nettet faldt vi over flere forskellige opskrifter med vietnamesiske rispapir pandekager + tilbehør, og det lød spændende. På vej hjem fra arbejdet handlede jeg derfor lidt forskelligt ind og så stod menuen på noget nyt og lækkert – og også lidt sjovt.

Vietnamesiske rispapir pandekager (5 personer)

  • 500 g kød i strimler (vi brugte et par store entrecoter)
  • olie til stegning
  • salt og peber
  • Rispapir 1 pakke
  • agurk
  • gulerødder
  • avokado
  • peberfrugt
  • forårsløg
  • frisk chili
  • lime
  • frisk koriander

Først skæres alle grøntsagerne i tynde mundrette skiver, chili finthakkes, lime skæres til både og koriander grofthakkes.
Herefter steges kødet på en pande med lidt olie, smages til med salt og peber, og skæres ud i tynde strimler, så de er lette at bide over.

Jeg valgte derudover også at lave et par dressinger til retten, både en chilimayo og en soyadressing.

Chilimayo

  • 1 dl mayonaise (jeg købte en god mayonaise, men man kan selvfølgelig også røre sin egen)
  • 1 dl creme fraiche
  • 1 tsk chili
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk paprika
  • salt og peber
  • evt. lidt friskhakket chili
  • evt. lidt ketchup til at afrunde smagen med

Bland alle ingredienserne og smag til. Lad gerne dressingen stå og trække lidt, min. 1 times tid.

Soyadressing

  • 0,5 dl soyasauce
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk sukker
  • 1 finthakket chili
  • saften fra 1 lime
  • peber

Bland alle ingredienserne og smag til med limesaft og frisk peber.

Stil til sidst alle ingredienserne på bordet samt en stor skål med koldt vand.
Rispapiret blødgøres i ca. 20 sek. i det kolde vand, dryppes af og lægges forsigtigt på tallerkenen, hvorefter man selv kan vælge hvad man vil have i sin pandekage.
Når fyldet er på plads, foldes derefter siderne og bunden ind og rulles stramt sammen, så man får en lille pandekage.
Og husk øvelse gør mester, for vores var på ingen måde særlig pæne, men de smagte godt og var ret mættende af sådan nogle små ruller at være, så det er bestemt ikke sidste gang vi laver dem.

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.