Tillykke med fødselsdagen, Masava

Vores dejlige hund fylder 7 år i dag.
Vi har haft hende siden hun var 8 uger gammel, og hun er – og har siden dag ét – været en stor del af vores familie.

Jeg kan stadig huske den dag, hvor vi kørte til Falster og hentede hende. Ungerne glædede sig som var det juleaften, og hvis jeg skal være ærlig, glædede jeg mig faktisk også rigtig meget selv. Vi havde været nede og se på alle hvalpene et par uger i forvejen, og den hund vi valgte, var den mest stille og rolige, som var nysgerrig nok til at sige hej, men som ikke sprang vildt rundt om os, som nogle af de andre hvalpe gjorde. Faktisk var hun så rolig, at sælgerne fortalte, at når alle hvalpene stak af fra haven, blev denne hund tilbage. Den skulle vist ikke nyde noget af alt for mange eventyr. Sælgerne kaldte hende faktisk for TudeMarie, fordi hun altid holdt sig i baggrunden og ofte pev, når de andre løb fra hende. Vi havde hele tiden sagt til ungerne, at vi ikke havde behov for en hund, som kravlede på væggene, så det vigtigste var, at hun var rolig, men stadig nysgerrig, så det var kriterierne for, at vi endte med TudeMarie. Vores tanke var, at med en familie med tre børn, skulle der nok komme gang i hende, og så var det bedst, hvis generne var med lidt rolighed.

*Masava 8 uger – det første billede efter vi havde hentet hende hjem*

*Masava møder morfars hund Nelly for første gang, da hun er 9 uger. De har været bedste venner lige siden*

*Masava 10 uger*

*Masava 1 år gammel*

Og vi fik helt ret. Masava er en hund, som altid er opmærksom på os, som helst er hvor vi er, som aldrig stikker af (også selvom vi faktisk har en helt åben have), men som stadig har krudt i røven og aldrig er bleg for at lege vildt med Max og spille bold med tøserne.
Hun passer perfekt ind hos os, og vi er alle dybt taknemmelige for, at hun er vores!

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.