Surprise for svigerfar

Her til morgen stod vi tidligt op (altså sådan ved 8-tiden tidligt) og gjorde os klar til at sætte kursen mod svigerfars bolig. Han fylder 70 år i dag, men vil ikke rigtig holde noget, så i stedet aftalte vi med Hr. Jørgensens søster og hendes familie, at vi ville købe ind til morgenmad og tage ned og sige tillykke om morgenen. Min svigerfar er ikke én af den slags mennesker, der vågner meget tidligt for at få så meget ud af dagen som muligt, så vi kunne ikke komme for tidligt, men heller ikke for sent, for tænk nu hvis han blev shanghajet til noget andet.

Da vi derfor stod på parkeringspladsen ved 9-tiden i morges og ventede på den anden side af familien, kom nogle af svigerfars bedste venner gående hen mod deres bil, mens svigerfar stod i vinduet og vinkede farvel til dem. Så meget for den surprise 😉 Det viste sig så, at vennerne havde fået samme ide som os, at surprise med morgenmad, men de var bare kommet en del tidligere og var nu på vej hjem. Vi snakkede derfor lidt med dem, hvorefter vi gik op til svigerfar med vores hold af morgenmad og sang tillykke for ham.
Et par timer senere ringede det igen på døren og flere venner kom ind for at sige tillykke, så det endte med, at vi var der i en del timer og bare hyggede og sludrede.

Svigerfar var virkelig glad, selvom han indrømmede at have været meget deprimeret over hans alder. Han fortalte, at han for nogle aftener siden havde set nogle nyheder omkring en bro der skulle bygges og ville være færdig ca. i år 2025. Det var han blevet så vred og deprimeret over at høre, at han havde slukket for programmet, for nu var han nået en alder, hvor han ikke kunne planlægge at opleve en bro små 10 år ude i fremtiden. Selvom vi godt kunne forstå hans tanker, kunne vi ikke andet end at grine af historien – og selvfølgelig bygge lidt videre på den. Det er klart. I løbet af timerne blev historien bygget meget videre til at omhandle noget om svigerfars aske, bropiller, beton og vand. Vi har jo ikke andet end humoren til at overleve kendsgerningerne vel 🙂

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.