Slægtsforskning: Tronier

IMG_20160313_160957

Dengang før jeg fik børn brugte jeg rigtig meget tid på at forske i min slægt. Jeg har altid været ret nysgerrig overfor, hvor mine aner egentlig stammer fra, for hvordan endte jeg med en bondefamilie fra Lolland, men med et (fint vil nogen sige) fransk efternavn. Jeg har nok altid været lidt stolt af at have et særpræget efternavn, men omvendt kunne jeg heller aldrig skjule mig i min barndomsby, for alle vidste altid hvem jeg var, bare jeg sagde mit fornavn eller fortalte hvad min storebror hed. Der var – og stadig er – nok ikke mange andre af vores slags i hele landet. Måske også hele verdenen. Hvem ved.

Gennem hele min barndom har jeg fået fortalt, at min oldefar voksede op som plejesøn i et hus i Birket på Lolland, da han var blevet forladt af sine forældre som helt lille. Han var dog ikke af den type som snakkede meget om det faktum, at han var blevet forladt som baby, han så det helt sikkert som sit livs nederlag, så i rigtig mange år vidste ingen i familien, hvor navnet Tronier stammede fra. Historien lød dog på, at min oldefars far kunne være slået ihjel i en hestevognsulykke kort efter sønnens fødsel.

Da jeg mange år senere begyndte at slægtsforske (hvor jeg byggede skelettet omkring mine andre olde- og tipoldeforældre vha. gentagende besøg på Landsarkivet i København) skrev jeg en dag en efterlysning i BT omkring mine tipoldeforældre. Deres navne havde jeg fra dåbsattesten, og jeg vidste, at de begge havde tjent på Øllingesøgaard på Lolland i 1893-94.

Kort tid derefter kom der hul igennem.
Jeg fik både et brev fra en kvinde i Rødby, hvis mormor havde skrevet sine erindringer. Hun var en svensk mejerske og havde arbejdet sammen med dem begge på Øllingesøgaard. Hun skrev:

Nu var der kommet en lille skøn ungersvend til gården i form af en gartner, som hed Tronier. Han blev straks min ridder, gik jeg ud i haven søndag eftermiddag, så traf jeg ham gerne, gik jeg derud ved 11 tiden om aftenen, når jeg var færdig i mejeriet, vi havde nemlig fået forbedret centrifugerne, så de skummede dobbelt så hurtigt, traf jeg ham, Marie og Petersen, så det er en selvfølge, at han og mig fulgtes ad, han spurgte mig flere gange om det var sandt at jeg var forlovet med Jens og jeg sagde ja alle gange og dog lod han, som han ikke troede på det, men hvor ofte vi var sammen, så kom han aldrig med en eneste fornærmende ytring eller han nogensinde var nærgående, derfor forbavsede det mig ikke så lidt, da kokkepigen fik en søn et års tid derefter, som kom til at hedde Tronier.

Derudover dukkede en mand op ved mit hjem, som præsenterede sig som barnebarn til min tipoldefar, han inviterede på kaffe, og derefter gik det hurtigt.
Pludselig stod jeg med en lille bog omkring slægtsnavnet Tronier, som kunne dateres helt tilbage til midten af 1600-tallet. Det mest pudsige ved det hele var, at min tipoldefar, for flere år siden, havde haft en blomsterforretning på Jagtvejen lige overfor Landsarkivet (der lå det dengang), hvor jeg havde brugt så mange eftermiddage på at lede efter min slægt.

Historien omkring hestevognsulykken må være en opdigtet historie, for i hvert fald havde min tipoldefar levet et langt lykkeligt liv, giftet sig og fået flere børn, og hans familie vidste godt, at han havde fået en søn engang på Lolland, det havde været et afsavn fra ham gennem hele livet. Desværre nåede min oldefar aldrig at høre, at han ikke blev forladt dengang, fordi han var uelsket, men derimod fordi intet andet havde kunnet lade sig gøre.

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.