Skiferie i Tauplitz i Østrig

I går aftes kom vi hjem fra den skønneste ferie i Østrig.

Nogle af vores venner har en fin lejlighed i byen Tauplitz (ca. 100 km øst for Salzburg), som vi tidligere har boet i på diverse skiferier. Denne gang havde vi inviteret et andet hold venner med derned, og det fungerede helt perfekt. Vejret har dog ikke helt været med os i år, vi har både oplevet kraftig tåge, blæst og snevejr, men vi fik nu alligevel stået lidt på ski samt udforsket området mht. spabade og restauranter, samt besøgt den smukke by Salzburg.

Jeg er desværre ikke særlig god til det der ski-hejs. Mit mod spiller mig et puds, så hvis jeg ender på andet end de blå bakker, bliver jeg enten bange, vred, ked af det eller andet ud-over-det-normale, selvom jeg virkelig prøver at tage mig sammen. Jeg er ikke vokset op i en familie der stod på ski (i modsætning til Manden Min), så jeg var over 30 år før jeg første gang tog et par brædder på fødderne, og det sammenlagt med børn som jeg/vi også har skullet tage os af, har jeg aldrig rigtig lært teknikken bag. Jeg har jo været den første til at tage børnepasningstjansen (eller andre overspringshandlinger) gennem årene pga. mit manglende mod, så at stå på ski falder mig virkelig ikke naturligt. Jeg er derfor en stor fortaler for at vores unger helst skal lære at stå på ski fra de er små, og det er til en vis grad også lykkedes rigtig godt.

Max stod på ski første gang som 7-årig og er i dag 8 år senere virkelig dygtig til både at stå på ski og snowboard. Han har den rette vilje og konkurrencegenet fejler bestemt ikke noget, så han kan uden problemer følge med de rigtig dygtige på ski og tager også både røde og sorte bakker på snowboard.
Savannah var kun 5 år, da hun stod på ski første gang, men hun har ikke det samme mod som hendes storebror, så nogle gange siger hun fra og vil hellere hygge i sneen end fare ned af et bjerg. Hun kan dog sagtens klare både blå og røde bakker, så det skal bestemt nok gå.
Vanessa derimod har fuldstændig nægtet at stå på ski i alle årene. Hun er nu 8 år, så vi sagde til hende i år, at hun skulle prøve. Det har ellers været imod vores princip at træffe den beslutning for hende, fordi vi hele tiden har tænkt, at lysten nok skulle komme og når den kom, var hun mere modtagelig for at lære. De sidste par år har hun leget lidt på snowboard, men det har været mere leg end kørsel, så det tæller vist ikke rigtig, og desværre sagde ski-kørsel hende stadig ikke rigtig noget. Hun stod et par dage mellem én af os voksnes ben (altså ikke mig, for det turde jeg slet ikke kaste mig ud i…), men det fangede hende aldrig, så lige så snart hun kunne sige fra, gjorde hun det bestemt også.

TAUPLITZ
Tauplitz er et okay-stort skiområde, hvor der kommer mange østrigere og står på ski. Man kan både stå på et par røde og blå bakker nede ved byen, og man kan tage op i terrænet i 1500-2000 meters højde, hvor der er alle slags bakker. Der er vist omkring 75 km piste, så der er rigeligt at vælge imellem. Området har ry for at være meget snesikkert, og vi har da heller aldrig oplevet at være dernede, hvor der ikke var sne, ikke engang i år 2014, hvor området ellers led meget under manglende sne.
Nogle aftener om ugen er der i højsæsonen også mulighed for at kælke, og det er jo altid temmelig sjovt.

Udover at være et skiområde er Tauplitz også en hyggelig lille by, hvor man sammen med nabobyen Bad Mitterndorf kan finde lidt indkøbsmuligheder, forlystelser og restauranter. Det må jeg dog hellere skrive om i et særskilt indlæg.
Jeg vil dog påstå, at hvis man ønsker en skiferie i en by med en masse shoppingmuligheder, afterski og forskellige restauranter hver aften, er det ikke Tauplitz man skal vælge, da den mere tilbyder en stille skiferie i hyggens tegn.

På trods af vores (i hvert fald nogle af os) manglende mod på ski, er vi alle fem stadig ret glade for at komme på skiferie. Det er bestemt en ferie i hyggen og sammenholdets tegn, og vi formår altid at hygge os på trods af (lidt!) vredesudbrud og tåre på pisterne, så forhåbentlig kan vi komme afsted igen til næste år, hvor vi måske kan blive endnu bedre = modigere til at stå på ski 🙂

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.