Serier set i 2015 – da binge-watching blev moderne…

IMG_20160115_164049

Serier er for mig det nye sort og at binge-watche en hel regnfuld weekend, hvor man ser afsnit efter afsnit og sæson efter sæson, det er Top Hyggeligt.

Vi startede i foråret med at mødes hele familien, på alle de weekenddage vi kunne, med at spise morgenmad (som nogle gange endte i frokost) foran fjernsynet, mens vi så Hawaii Five-O. Derefter faldt tøserne fra, mens vi andre blev ved med binge-watcheriet og så flere andre serier.

Hawaii Five-O
Man følger en special politienhed på Hawaii bestående af Steve McGarretts (Alex O´Loughlin), Danny (Scott Caan), Kono (Grace Park) og Chin Ho (Daniel Dae Kim). Hvert afsnit er som sådan én historie for sig med opklaring af en forbrydelse, men derudover følger man også hovedpersonernes forskellige liv med kærlighed, problemer og familie. Det geniale i serien er efter min mening helt klart Steve og Danny, de to bærer den serie frem, og er både sjove og lækre på en gang, så det kan vi godt lide.
Det er en rigtig god serie at se for hele familien.

Homeland
Man følger CIA-agent Carrie Mathison (Claire Danes), som både er genial til sit arbejde, men også skrupskør på den tossede og til tider fantastiske måde. Og man følger hendes team med bl.a. Saul Berenson (Mandy Patinkin) hendes mentor som har været CIA i mange år, og senere i serien også Peter Quinn (Rupert Friend) som både er agent og lejemorder.
I de første tre sæsoner handler det om den amerikanske marinesoldat Nicolas Brody (Damian Lewis) som vender hjem efter lang tids fangenskab hos Al-Qaeda. Alle hylder ham for at have overlevet, men Carrie fatter hurtigt mistanke til om han er blevet omvendt af fjenden. Det hele flettes dog sammen, da Carrie og Nicolas har en affære og deler hemmeligheder med hinanden, for hvor meget kan man sige uden at sige for meget.
I sæson 4 er Carrie blevet mor og samtidig CIA-stationchef i Afghanistan, hvor hun i tæt samarbejde med Quinn prøver at finde frem til terroristen Haqqani. Dette resulterer bl.a. i at Saul bliver taget til fange og forholdet mellem Carrie, Quinn og Saul bliver sat på prøve.
I sæson 5 har Carrie forladt CIA og lever med sin datter i Tyskland. Saul er stadig i CIA, og Quinn arbejder som lejemorder, hvor Saul giver ham navne på hans forskellige targets. Da deres liv atter flettes ind i hinanden, rodes der op i en masse.
Det er en genial serie, hvor man er underholdt fra start til slut, så se at komme i gang!

Suits
Serien udspiller sig i advokatverdenen i New York, hvor den geniale advokat Harvey Specter (Gabriel Macht) ansætter den unge Mike Ross (Patrick J. Adams) som advokat, selvom han aldrig har læst jura. Dette sammensat med Harveys spot-on sekretær Donna (Sarah Rafferty), den unge kvindelige nybegynder advokat Rachel (Meghan Markle) og den kiksede katteglade advokat Louis (Rick Hoffman) gør serien til en af de bedste jeg har set i år.

Arrow
Man følger milliardær playboy Oliver Queen (Stephen Amell), som har været strandet i fem år på en fjendtlig ø. Da han vender hjem til USA, vil han rette op på de fejl, som hans far har lavet, og redde byen, gerne i selskab med en bue og en pil for at nedkæmpe kriminaliteten. Oliver laver i den mission partnerskab med John Diggle (David Ramsey) og den unge IT-kyndige Felicity Smoak (Emily Bett Rickards), mens hans gamle venner advokaten Laurel Lance (Katie Cassidy) og Tommy Merlyn (Colin Donnell) samt hans søster Thea Queen (Willa Holland) begynder at fatte mistanke til hvad der foregår. Senere i serien kommer Roy Harper (Colton Haynes) til som kæreste til Thea og hjælper til Arrow, samt kvinden i sort, Laurels søster Sara Lance (Caity Lotz), som også har vist sig at overleve skibsbruddet med Oliver fem år tidligere.
Serien er helt klart god, spændende og anbefalelsesværdig, men også temmelig overnaturlig.

Daredevil
Man følger den blinde advokat Matt Murdock (Charlie Cox) i New York, som har et normalt arbejde om dagen og bekæmper kriminalitet som helten Daredevil om aftenen.
Den er underholdende, som den slags serie er.

Gossip Girl
Ungdomsserie, hvor man følger rigmandspigen Serena van der Woodsen (Blake Lively), hendes bedste veninde primadonnaen Blair Waldorf (Leighton Meester), vennen Nate Archibald (Chace Crawford) og badboy Chuck Bass (Ed Westwick) samt tilflytterne søskendeparret Dan (Penn Badgley) og Jenny Humphrey (Taylor Momsen).
Det er en serie jeg har set med min datter Savannah, som er god for det den er, en ungdomsserie, der viser alle de oplevelser man kan komme ud for som teenager, på godt og ondt.

The Blacklist
Man følger den tidligere søofficer Raymond “Red” Reddington (James Spader) som fortæller, at han har en liste over de farligste kriminelle i verdenen, som han har samlet igennem hans tidligere kriminelle liv. Denne liste er han villig til at dele med FBI, hvis han får immunitet og kan arbejde sammen med nybegynderen i FBI Elizabeth Keen (Megan Boone).
Red er provokerende og spilles helt eminent, og handlingen kobles sammen med en evt. sammenhæng mellem ham og Elizabeth, som hele tiden lurer under overfladen.
Se den, den er genial!

The Fall
Jeg er kun kommet halvvejs i sæson 1, men det jeg har set er spændende og lidt crazy. Det handler om opklaringen af en lang række mord, hvor man både følger morderen Paul Spector (Jamie Dornan – ham fra Fifty Shades) og kriminalbetjenten Stella Gibson (Gillian Anderson – hende fra X-Files).

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.