Savannahs dans

Savannah går til dans og er nu på hendes 6. år som danser. De første to år som helt lille pige i Køge og de sidste fire år til showdance/disco på en danseskole i Greve. Hun har igennem årene virkelig været glad for sin sport og har alle steder, hvor hun har kunnet komme til det, øvet og øvet med høj musik og svingende arme. Sidste år blev hun også spurgt om hun ville være hjælpetræner for nogle af de mindre piger, da hendes danselærer var gravid og dermed havde brug for lidt hjælp, og det gav hende endnu mere blod på tanden i forhold til at blive bedre. Hun følte sig virkelig tilpas i hendes sport og gav den så tit som muligt fuld gas på dansegulvet.

Desværre har det sidste halve års tid været lidt svært for hende. For det første gik hendes danselærer på barsel (heldigvis kun i få måneder), og pga. lidt omrokeringer på danseholdene kunne hun heller ikke være hjælpetræner mere for de mindre piger. Dette var med til at Savannah begyndte at tvivle på sig selv og ikke mindst på hendes kunnen på et dansegulv. Jo mere hun kæmpede for at bevare hendes kunnen, selvtillid og ikke mindst gnist for dansen, jo mere smuldrede det mellem hendes fingre og til sidst resulterede det i, at hun ønskede at stoppe til dans. I flere dage gik hun rundt og var mut, ked og nærmest i en zombie-tilstand, og hun spekulerede og spekulerede. Til sidst havde både jeg og Max en længere snak med hende – Hr. Jørgensen var på forretningsrejse i de dage, så han kunne af gode grunde ikke deltage. Max har selv været igennem samme periode for nogle år siden i forhold til hans fodbold, og han rådede hende til at prøve at lade være med at stræbe efter noget, hverken til træning eller til turneringer, men bare prøve at lege dansen ind, jo sjovere hun kunne have det, jo bedre. Presset skulle væk fra hendes skuldre. Vi sagde til hende, at vi kun ønskede det bedste for hende, og selvom vi kunne se hvor meget dans havde betydet og stadig betød for hende, så skulle hun selvfølgelig kun blive ved, så længe hun selv ønskede det. Vi ville overhovedet ikke presse hende til noget som helst. Hun sagde efter snakken, at hun ville prøve det an, se om hun kunne slippe det pres hun gav sig selv og i stedet prøve at lege dansen ind igen, som dengang hun startede.

Allerede efter ganske få uger, havde hun så småt vendt skuden omkring hendes gnist, hun begyndte at komme glad hjem fra træning, og vi så hende igen træne dans en masse forskellige steder, både hjemme, ude, blandt andre mennesker osv. Vi valgte ikke at spørge for meget ind til det, men lade hende selv komme til os hvis der var noget, for at give hendes følelser så meget ro som muligt, og stille og roligt kom hun tilbage til sit gamle glade danse-jeg. I hvert fald i forhold til træning. Selvom hun nogle gange faldt lidt tilbage i den manglende selvtillid.

Da hun så i går skulle til institutmesterskab på hendes danseskole, kunne vi mærke presset lidt igen, hvor hun skiftevis troede og tvivlede på sig selv, samtidig med at hun heldigvis også glædede sig. Hun sagde flere gange, at hun ikke troede på nogle store medaljer, men at hun bare ville tage afsted for at have det sjovt med veninderne.
Og heldigvis gav det hele pote for hende. Hun fik i mærkeprøve en lille guld i showdance og en stor sølv i disco, så det var virkelig flot af hende, og vigtigst af alt har hun fundet glæden, selvtilliden og gnisten igen 🙂 Mor er knageme stolt af hende.

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.