Projekt Red Poolen sættes i gang

Da alt var fryd og gammen på terrassen

Vi er i dag startet op på vores Projekt Red Poolen – vores pool har været utæt og da vi sidste år tog den gamle liner op, opdagede vi, at poolunderlaget var revnet flere steder og havde sat sig i den ene side, så der næsten var 10 cm forskel på de to sider.

Da vi startede i morges troede vi, at det var “bare lige”. Vi kunne have kaldt det Projekt Bare Lige. Vi havde en forestilling om, at det gamle underlag bare skulle bankes væk og løftes op fra hullet, hvorefter vi kunne lægge et nyt gulv og sætte ny liner i hullet. Så var poolen oppe at køre igen. Nemt og til at overskue, og det kunne nok gøres på et par weekender. Men men men… sådan skulle det ikke gå.

Her 6 timer senere, helt ømme i alle dele af vores krop, sidder vi temmelig slukørede og bliver nødt til at lægge nye planer. Planer som bestemt ikke mere er “bare lige” og som betyder væsentlig mere arbejde.

Gulvet var nemt at få banket væk. Vi var to der stod i hullet og samlede sammen i spande og løftede gulvklumper op, og to der stod oppe og tog imod. Så langt, så godt. Afsted på lossepladsen med os og væk var det gamle gulv. Problemet var bare, at jo mere vi bankede, jo mere begyndte væggene bag poolvæggen at falde sammen. Vi prøvede derfor at holde væggene ude, men jo mere vi kæmpede, jo mere faldt sammen. Næste problem var så, at vi blev nødt til at banke det gamle underlag væk under poolvæggene, for at rette de 10 cm´s sideforskel op. Og hvis væggene før var faldet sammen, begyndte de seriøst at falde sammen nu. Pis os! Humøret faldt og faldt.

Efter 6 timers kæmpen, måtte vi give op og lade sammenfaldede vægge være sammenfaldede vægge. Nye planer skal lægges, for hvordan redder vi den gamle pool uden at blive nødt til at fjerne hele træterrassen for at grave hullet endnu større, så arbejdet kan gøres ordentligt?

Humøret var stadig intakt – arbejdet så overskueligt ud

Der løftes spande op på trillebøren, som køres væk

Problemerne viser sig så småt for os

Humøret bliver dårligere og dårligere…

***
Jennie Tronier

3 thoughts on “Projekt Red Poolen sættes i gang

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.