Pizzaria Costa Smeralda i Skovshoved

Fotos til blog

Jeg kan huske dengang (for snart mange år siden) da jeg lærte Hr. Jørgensen at kende, at han første gang viste mig hans yndlingspizzaria. Han havde været på en arbejdsopgave i nærområdet, hvor de lidt tilfældigt havde bestilt frokost fra Pizzaria Costa Smeralda og hvor både mad og service var helt i top. Manden snakkede jo om det i flere dage efter, og sådan er det stadig. Maden er lige så fantastisk som dengang og servicen er stadig helt i top, så vi er igennem alle årene ofte taget den lange vej fra Sydkysten til Skovshoved for at spise enten pizza eller sandwich.

Det er et lille pizzaria, hvor der ikke er mulighed for at sidde ned, så vi plejer at køre ned til Skovshoved Havn efterfølgende og spise maden enten på havnekanten eller, hvis det regner, inde i bilen. Det gør bestemt ikke oplevelsen mindre, især hvis man spørger ungerne.

Vi har prøvet en del af både deres pizzaer og paninier, og har faktisk aldrig været skuffet over resultatet. Vores mest spiste ret er nok panini med stærk italiensk salami, ost, rucola, pesto og parmasan. Det er næsten så englene synger.
Pizzaerne koster mellem 50-100 kr., og paninier 44-45 kr.
Alle pizzaer kan bestilles med glutenfri bund til 10 kr. ekstra og fuldkorn til 2 kr. ekstra.

Mens man venter på sin mad bliver man ofte tilbudt en kop espresso og ungerne en slikkepind, og der er altid mulighed for en lille snak om løst og fast. Engang for en del år siden, da vi kom derop havde Max været ked af det (jeg kan faktisk ikke huske hvorfor), men det så ejeren med det samme og tilbød derfor Lillemanden at komme ind og lave sin egen pizza. Straks havde knægten jo glemt alt om grunden til at han var ked af det og dagen var redet.

Jeg kan kun anbefale alle der er til pizzaer og italienske paninier at slå vejen forbi. Det kommer I bestemt ikke til at fortryde.

Praktisk information:

  • Italiensk takeaway
  • Fantastisk mad og fantastisk service
  • Åbent mandag-lørdag kl. 11-22 og søndag kl. 12-22
  • Adresse: Strandvejen 323, 2920 Hellerup

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.