Pasta med kødboller i tomatsauce à la Jamie Oliver

Opskriften er fra “Det er bar´mad” af Jamie Oliver

Forleden dag, da vi skulle planlægge menuen for ugen der kom, fik vi virkelig meget lyst til at lave Jamie Olivers version af pasta med kødboller, for tro mig, den er virkelig god. For nogle år siden spiste vi ofte den version, når vi var i pastahumør (som jeg jo ret ofte er…), men nu er det egentlig ved at være ret lang tid siden vi sidst hoppede ud i det.
I går skulle det så være. Alt var handlet ind og vi gik i gang. Det er på ingen måde svært, men kræver alligevel nogle etaper, så sæt gerne et par timer af i køkkenet før maden kan serveres.

Pasta med kødboller i tomatsauce (4-6 personer)

  • 3 x 400 g dåsetomater af god kvalitet
  • 1 fed hvidløg, finthakket
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 chili, frisk finthakket eller 1 tsk chilipulver
  • 2 tsk tørret oregano
  • 1 spsk rødvinseddike
  • 1 håndfuld frisk basilikum, grovhakket
  • salt og peber samt ekstra jomfruolivenolie

Start med at lave tomatsaucen. Steg nænsomt hvidløg i en gryde med olivenolie. Tilsæt chili, oregano og tomater. Rør forsigtigt, men bryd ikke tomaterne op hvis du bruger flåede tomater, da dette vil frigøre kernerne, som kan gøre saucen en anelse bitter. Bring det hele i kog og lad det simre nænsomt i 1 time. Tilsæt herefter rødvinseddiken og hak evt. tomaterne forsigtigt i stykker i saucen. Til sidst tilsættes den friske basilikum og der smages til med salt, peber og evt. ekstra jomfruolivenolie.

  • 900 g hakket oksekød
  • 3-4 spsk rasp
  • 2 spsk tørret oregano
  • 0,5 tsk knust spidskommen
  • 0,5 tsk chilipulver
  • 1 spsk frisk eller tørret rosmarin
  • 1 æggeblomme
  • 2 tsk salt
  • 1 stort nip sort peber
  • 1 spsk Dijon sennep (kan udelades)
  • 1 spsk olivenolie (kan udelades)
  • 1 fed hvidløg, finthakket (kan udelades)
  • Olivenolie til stegning

Næste etape er kødbollerne. Bland det hakkede kød med rasp, oregano, spidskommen, chili, rosmarin og æggeblomme. Bland godt før du tilsætter salt, peber og de valgfrie ingredienser, og farsen kan røres færdig.
Form til sidst kødet med våde hænder, så du får kødbollerne i den størrelse og facon, du ønsker. Disse kan laves en dag i forvejen (og opbevares i køleskab i højst 24 timer) eller de kan laves med det samme før du varmes på panden.
Forvarm herefter en tykbundet pande på meget høj varme, tilsæt olivenolie så bunden dækkes, og læg kødbollerne på panden. Steg dem til de er brune overalt og vær påpasselig med ikke at ødelægge dem.

  • 2 håndfulde frisk basilikum, grovhakket
  • 100 g mozzarellaost, i skiver eller tern
  • 50-100 g parmesanost, revet

Når kødbollerne er færdige, lægges de forsigtigt over i et ildfast fad, tomatsaucen hældes over og der sluttes med frisk basilikum, mozzarella- og parmesanost på toppen.

Steges i ovnen ved 200 g. i ca. 15-20 min. indtil osten er gylden.
Serveres med pasta.

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.