Paprikagryde med mørbrad, pølser og bacon

Vinteren nærmer sig jo, og hvad er bedre på denne årstid end gryderetter, som kan stå og simre i flere timer. Vi besluttede os derfor forleden dag for at lave en stor omgang paprikagryde som kunne holde i et par dage, og den blev god.

Paprikagryde med mørbrad, pølser og bacon (8 personer)

  • 2 svinemørbrad, afpudset og skåret i tern
  • 2 pakker bacon i tern
  • 2 pakker cocktailpølser (vi brugte almindelige pølser skåret i skiver)
  • 3-4 spsk paprika eller efter smag
  • 2 spsk hvedemel
  • 2-3 løg, hakkede
  • 250 g champignons i kvarte
  • Evt. 1-2 peberfrugt i skiver (vi brugte det dog ikke, da ungerne ikke er så tossede med varme peberfrugter)
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 3-4 dl piskefløde efter ønske om konsistens
  • 2 dl mælk
  • salt og friskkværnet peber

Start med at stege bacontern sprøde og gyldne og tilsæt pølserne, så de får stegeskorpe. Tag dem op og læg dem på en tallerken med fedtsugende papir. Stil dem til side.
Brun løg i det tiloversblevne baconfedt og tilsæt mørbradtern, som brunes godt.
Kom paprika over kødet og rør godt rundt.
Tilsæt herefter champignons (og evt. peberfrugt), og sauter det hele i et par minutter.
Hæld hvedemel over, rør rundt, og kom tilsidst de hakkede tomater, fløde og mælk i gryden. Bring det i kog.
Lad retten simre i min. 20 minutter, og tilsæt inden servering bacontern og pølser, samt smag til med salt og peber.

Server med ris, kartoffelmos eller evt. ovnstegte kartofler.

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.