Ønsker til min fødselsdag

Kender I det, når det bliver svært at finde på noget man ønsker sig? Både fordi man har fået råd til selv at købe ting man ønsker sig i løbet af året og nok også fordi man er blevet mere kræsen omkring det man vil have. Jeg tænker at det er noget som kommer med alderen. Altså bestemt ikke fordi jeg er blevet gammel, hvis jeg selv skal sige det, selvom det vil ungerne nok helt sikkert mene 🙂 Nu hedder det fx ikke nødvendigvis bare, at man ønsker sig en hvid skjorte, men det skal være en bestemt hvid skjorte, man drømmer om at iklæde sig, og derfor er det nok ofte nemmere selv at købe den.

Jeg har dog fundet på følgende ting til min ønskeliste, når nu min fødselsdag nærmer sig – med lidt hastige skridt:

  • Stor termokop fra Royal Copenhagen (Sort Mega Riflet 39 cl). Jeg har to af slagsen, men drømmer om, at jeg også kan bruge dem, når vi har kaffegæster, for det er en genial størrelse til cafe latte samtidig med at de er pæne og lækre at holde på.
  • Frokosttallerken i stentøj fra Casalinga (rosa, brun eller hvid). Jeg ejer desværre ingen af dem endnu, men de ser så fine ud på billeder, så det kunne være fint at dække et frokostbord til sommer i haven med kun disse tallerkner.
  • Hårprodukter fra Purely Professional (fx shampoo 0, conditioner 2, hair repair, hair styling og treatment 1). Jeg har aldrig prøvet disse produkter før, men fået anbefalet dem fra flere sider, så nu må jeg prøve. Jeg har hørt, at især treatment 1 skulle være genialt.
  • Nilens jord Tinted Daycreme (som jeg har brugt i flere år og nu er ved at løbe tør for).
  • Cykel med både for- og bagkurv (min gamle cykel blev smadret for snart flere år siden og jeg synes, at jeg mere og mere mangler min egen cykel. I dag låner jeg enten Max eller Savannahs cykel, og det kræver til tider lidt planlægning).
  • Ombetrukket min gamle lænestol, som jeg har arvet fra min mor. Den er i dag rød og fjedringen er bestemt ikke den bedste mere, så jeg drømmer om en lækker ny stol, gerne i lysegråt stof. Det vil passe godt til min nye stue, tænker jeg.

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.