Muffins med chokolade

IMG_20160223_160018

I vinterferien bagte jeg sammen med ungerne flere gange. Vi synes alle sammen, at det er super hyggeligt at lave en eller anden ret sammen i køkkenet. Det kan både være vores aftensmad, som vi alle deles om at lave, eller det kan være en frokostret, noget bagværk eller en kage/dessert. Vi finder ud af hvad vi skal lave, enten fordi én af os har lyst til noget specielt, eller fordi en bestemt ret skal laves, så handler vi enten ind sammen eller ungerne cykler selv over i Netto og handler ind til det. Nogle gange har de også set en opskrift et sted, på youtube, facebook eller andre sociale medier som de følger, og så får de lyst til, at vi skal lave det sammen. Hvis jeg ikke har tid til at gå i køkkenet sammen med dem, kan de også sagtens finde på at ordne det hele selv, hvor de hygger og griner sammen. Det er simpelthen så hyggeligt!

Denne gang faldt valget på chokolademuffins. Jeg kan egentlig bedst lide muffins med blåbær, fordi de ikke bliver så tunge i smagen, efter min mening, men ungerne er klart mest til muffins med chokolade, så det blev det vi bagte denne eftermiddag.

Muffins med chokolade

  • 75 g smør
  • 2 æg
  • 300 g sukker
  • 300 g hvedemel
  • 50 g mørk kakao
  • 2 dl sødmælk
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. vanillesukker
  • 100 g mørk grovhakket chokolade (eller mere afhængig af smag)

Smelt smørret, og pisk æg og sukker hvidt.
Bland resten af ingredienserne sammen (uden det hakkede chokolade) og vend æggemassen samt det smeltede smør i skålen.
Tilsæt til sidst det grovhakkede chokolade og fordel dejen i ca. 27 små muffinsforme.
Bag dem ved 200 gr. (alm. ovn) i ca. 20 min.

***
Jennie Tronier

IMG_20160223_152256

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.