I dag fylder min søn 15 år. Tænk engang.
Jeg kan huske fra min egen barndom, når nogle ikke havde set os børn i et stykke tid, at de voksne altid sagde “hold da op, hvor er I blevet store, sikke hurtigt tiden går” og min storebror og jeg så på hinanden og smilede, for vi var jo overhovedet ikke blevet særlig store. I dag er det så mig der kan tænke sammen tanke. Hvor filan er de sidste 15 år lige blevet af?!

I dag for 15 år siden fødte jeg nemlig den skønneste lille dreng efter jeg havde haft veer i fem dage. Han havde ligget skævt med hovedet i bækkenet, hvorfor fødslen ikke rigtig kunne gå i gang, og selvom veerne ikke var af den kraftigste af slagsen hele tiden, kunne jeg bestemt godt mærke dem og dermed ikke rigtig være i stand til at slappe af særlig længe af gangen. Jeg var derfor temmelig træt til sidst, så jeg fik en rygmarvsbedøvelse på 4. dagen for at kunne sove nogle timer, før de prikkede hul på vandet og fødslen gik rigtigt i gang.
Heldigvis tog selve fødslen ikke så lang tid, før jeg lå med mit lille vidunder på maven. Jordmoderen sagde, at jeg var bygget som en fødemaskine med mine bredde hofter, og det har Hr. Jørgensen grint af mange gange siden. Jeg ved dog ikke helt om jeg har kunnet bruge det kompliment til noget positivt, må jeg indrømme 🙂
Den snu vil her nok tænke apropos i går “stakkels Jennie, så havde hun jo veer på sin 24 års fødselsdag” og ja, det var nok ikke en af de festligste fødselsdage i mit liv, men måske alligevel den der står klarest i min hukommelse. Og selvom vi ikke direkte deler fødselsdag, så er min fødselsdag siden blevet overskygget af en anden fødselsdag ret tæt på, og det har sjovt nok været helt okay.

Men jeg siger jer bare, hvis de næste 15 år går lige så hurtigt, som de forrige, så ved jeg snart ikke hvad jeg skal gøre!

Tillykke med fødselsdagen, min knægt.

***
Jennie Tronier