Mexikanske treats: Carnitas, guacamole, pico de gallo og syltede rødlåg

I går holdt vi familiefødselsdag herhjemme for Max og Vanessa. Vi inviterer stort set altid på mad, når vi holder fødselsdag, og denne gang faldt valget på mexikansk. Vi elsker mexikansk herhjemme. Det smager både godt, kan sammensættes på mange forskellige måder, er nemt at lave og kan i langt de fleste tilfælde forberedes i forvejen.

Vi lavede følgende valgmuligheder:

  • Tortilla pandekager
  • Nachos
  • Burritos
  • Hakket oksekød med krydderier
  • Kylling i tern med krydderier
  • Carnitas de carne (supermørt langtidsstegt oksekød)
  • Salat finthakket
  • Agurk i tern
  • Tomater i tern
  • Peberfrugt i tern
  • Løg i tern
  • Friske chilier i tern
  • Syltede rødløg
  • Frisk koriander
  • Frisk lime i både
  • Feta (ved godt det ikke passer helt ind, men Vanessa elsker feta)
  • Revet ost
  • Cremefraiche
  • Tomatsalsa
  • Guacamole
  • Pico de Gallo (frisk tomatsalsa)

Hermed følger et par af vores opskrifter på mexikanske treats der kan løfte enhvert mexikansk bord:

CARNITAS DE CARNE:

  • 1 kg nakkefilet
  • 1 øl
  • 1-2 løg, skåret i ringe
  • Frisk timian, et bundt
  • 4 laurbærblade
  • Salt og peber

Klargør nakkefileten og læg den i et ildfastfad med låg. Vi bruger en Römertopf. Læg løgringe, laurbærblade og den friske timian ovenpå og hæld øllen over. Strøg til sidst med salt og peber.
Steg den herefter i ovnen ved 150 gr. (varmluft) i 5-6 timer med låg på. Tjek gerne kødet undervejs. Kødet er færdigt, når det nemt kan trækkes fra hinanden og trevler.
Det kan både serveres med løgringene ved, eller man kan tage både laurbærblade, timian og løg fra. Det er en smagssans. Vi plejer at lade løgene blive, da de er helt møre og giver en masse smag.

GUACAMOLE:

  • 2 modne avocadoer
  • 2 tomater, finthakket
  • 1 lille rødløg, hakket
  • 2 fed hvidløg, finthakket eller presset
  • 1 lille håndfuld koriander, hakket
  • Saften af 1 lime
  • Friskhakket chili efter smag (vi bruger en hel, da vi godt kan lide at den har lidt bid)
  • Smages til med salt og peber

Mos avocadoerne, hak løg, tomater, chili og koriander, og bland alle ingredienserne i en skål. Vi plejer at lave både en finthakket og en lidt mere rustik version, da ungerne er mest til den fine version og jeg er mest til den rustikke. I ungernes version udelader jeg nogle gange tomater, da de godt kan synes, at det bliver for meget med tomat også.

PICO DE GALLO:

  • 4-5 modne tomater
  • 1 løg
  • 1-2 chilier (efter smag)
  • 1 bundt koriander
  • Saften af 1-2 lime
  • Smages til med salt

Hak tomater, løg, chilier og koriander fint, og bland alle ingredienserne i en skål. Behold gerne noget af tomatsaften i skålen, da det giver smag.

SYLTEDE RØDLØG:

  • 3 rødløg, skåret i ringe
  • 6 dl klar eddike
  • 1-1,5 dl sukker
  • 2 tsk hele peberkorn
  • 4 laurbærblade
  • Opbevares i et glas med låg

Skold først et glas, så det er klart til brug. Man kan evt. hælde lidt atamon i glasset for længere opbevaringstid, men det er bestemt ikke nødvendigt.
Kog eddiken op i en gryde og tilsæt sukkeret. Hvis man ønsker en syrlig smag, kan man nøjes med 1 dl sukker, men hvis man hellere vil have en lidt sødere smag, tilføjes mere sukker.
Fyld herefter løgringe, peberkorn og laurbærblade i glasset, det må godt være ret proppet, samt tilsæt den varme eddike, før du lukker glasset med låg. Lad det stå til det er kølet af og det er nu klar til servering.
De syltede rødløg opbevares i køleskabet og kan holde sig flotte i en månedstid. Selvom de mister lidt farve kan de sagtens spises alligevel.

Velbekomme 🙂

Det var nok for denne gang omkring vores mexikanske treats. Nu vil jeg køre i Portalen med tøserne og se “Rosa fra Rouladegade”. Vi skal afsted med et par af mine veninder og deres mindre børn, så det skal nok blive hyggeligt.

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.