Ungerne og jeg bagte her i weekenden de lækreste cookies med chokoladestykker. Det startede egentlig med, at Vanessa syntes, at vi skulle bage et eller andet lækkert. Vi snakkede derfor lidt om hvad det skulle være, skulle vi bage nogle af de kager som vi plejer, skulle vi lave lidt lækker frokost i stedet, eller skulle vi prøve noget, som vi aldrig har bagt/lavet før. Savannah startede derefter med at snakke om cookies, sådan nogle store småkager med en masse chokoladestykker i, hvorefter vi blev enige om at bage nedenstående:
Cookies med chokoladestykker og nødder (ca. 15 stykker)
- 2 æg
- 150 g brun farin
- 100 g rørsukker
- 100 g smør
- korn fra 1 vanillestang
- 250 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1/4 tsk salt
- 90 g grofthakket mørk chokolade
- 90 g grofthakket lys chokolade
- En håndfuld hakket hasselnødder (kan udelukkes)
Start med at stil alle ingredienser på køkkenbordet i min. 15 min., så de bliver tempereret. Det får man altid det bedste bageresultat af.
Kom herefter først brun farin, rørsukker, smør, æg og vanillekorn i en skål og pisk massen godt igennem.
Tilsæt mel, bagepulver og salt, og rør igen, før chokoladestykker og nødder tilsættes forsigtigt.
Dejen skal være godt klistret.
Fordel herefter dejen i små klumper på en plade med bagepapir. Der skal være god plads imellem klumperne og de skal ikke trykkes flade, da de selv flyder ud under bagningen.
Bag småkagerne i en forvarmet ovn ved 180 g (alm. ovn) i ca. 15 min. til de er gyldne og sprøde.
Lad dem til sidst køle af før servering.
NB! Chokoladestykker og nødder må gerne hakkes lidt store. Vi fik dem hakket for små, så det hele i stedet flød sammen, men de var nu super gode alligevel.
Om nogle timer lander Hr. Jørgensen fra det kolde nord, og vi glæder os alle til at få ham hjem igen. 13 dage uden ham herhjemme er bestemt alt for lang tid. Vi har dog været lidt spændt på om han kunne komme hjem i dag pga. en masse sne og storm i Grønland, men heldigvis kom han både med helikopteren i morges, med dash-8 i formiddags og med Københavnerflyveren i eftermiddags.
xxx
Jennie Tronier