Min dejlige farmor har i dag lukket sine øjne for sidste gang. Hun ville være fyldt 88 år om en måneds tid og har levet et langt og lykkeligt liv, så hun har helt sikkert været glad og tilfreds og parat til trinet efter livet, men derfor tillader jeg mig stadig at savne hende allerede, savne alle vores snakke og spil kort og savne alt det hun har været for mig i mit liv.

Jeg har ofte fået fortalt i mit liv, at jeg ligner min farmor, både i udseende og i væremåde, og det er bestemt noget der har gjort mig stolt. Min farmor har nemlig altid været en fantastisk dame. Hun har altid haft overskud til andre, været varm, kærlig og omsorgsfuld, fortalt sjove historier samt lyttet opmærksomt på andres historier, hun har haft lyst til at spille en masse gode kortspil med os ivrige børnebørn og lært os en masse tricks, og hun har samtidig været den mest fantastiske kone til min elskede farfar (som Max er opkaldt efter), den mest fantastiske mor til sine to børn og den mest fantastiske farmor/mormor/oldemor til os børnebørn og oldebørn. Det er noget af en bedrift, hvis man spørger mig!

Farmor, du vil i den grad blive savnet! Jeg kan kun være stolt af at have fået lov til at være dit barnebarn.

***
Jennie Tronier