Ja så kom dagen knageme. 40 år, og nu er jeg sådan for alvor, tænker jeg, kommet ind i de voksnes rækker.
40 år har altid for mig været sådan “lidt gammelt” eller i hvert fald ikke én af de unge, må jeg indrømme, og nu er jeg selv røget ind i det. Og det er – indtil videre i hvert fald – egentlig helt okay.
Jeg kan huske, da jeg fyldte 30 år, at jeg havde en mindre depression. Okay det er måske lidt et stort ord, en depression, men jeg følte dengang, at min ungdom var forbi, og det havde jeg, helt ærligt, lidt paniske tanker om, for hvad kunne jeg egentlig gøre ved det. Jeg kunne jo kun følge med, og det skræmte mig lidt.
Alder er en sjov ting ik?!
Når man er barn, vil man gerne være ældre, når man er ung, vil man gerne tages seriøst, som en “rigtig” voksen, og når man er voksen, vil man bare gerne være yngre igen. Og i ingen alder overhovedet, ligegyldigt hvad man gør, kan man hverken blive ældre eller yngre, så nu prøver jeg at sige til mig selv, at alder bare er et tal, som hverken giver eller tager lykke fra én.
Dertil hører jeg ofte, sjovt nok altid fra nogle der er ældre end mig, at 40´erne klart er en af de bedste årgange i livet. I 10´erne og 20´erne har man travlt med at finde sig selv, i 30´erne har man travlt med at opdrage børn og finde sit sted i arbejdslivet, i 40´erne er der styr på arbejdslivet og ungerne er så småt ved at være store nok til at klare sig selv, og i 50´erne begynder skavankerne og man finder seriøst ud af, at man ikke kan det samme som før i tiden.
Om det passer ved jeg jo selvfølgelig ikke, men spørg mig om 15-20 år, så kan jeg give jer et endeligt svar 😉
Min 40-års fødselsdag er gået over al forventning allerede, synes jeg.
Faktisk startede det allerede for et par dage siden, for forleden dag på arbejdet havde mine kollegaer pyntet vores kontor festligt op og købt de fineste gaver til mig. Og i dag mødte en masse af mine nærmeste op til morgenmad, da jeg havde inviteret til Åbent Hus-morgenmad. Så selv på sådan en helt almindelig onsdag, havde rigtig mange lavet deres ellers travle kalendre om, så de fik tid til at komme forbi mig og sige tillykke. Og ikke nok med det. Selvom jeg faktisk ikke har skrevet en ønskeseddel endnu, fordi festen først skal holdes til sommer, havde flere købt en ting alligevel, så det er en glad og rørt 40-årig kvinde som går i seng nu. Godnat herfra.
***
Jennie Tronier