Hvad venter der i 2018

I dag er en kold og kedelig dag. Det regner udenfor og Savannah ligger syg, så hvad er bedre end at kigge lidt fremad mod året der kommer. Hvad har vi af planer og hvad har vi af ønsker for dette år?

  • At holde Savannahs konfirmation i april. Det er for os den helt store fest i år. Hun glæder sig ufatteligt, har faktisk talt ned på sin telefon de sidste to år, så det er en magisk tid vi går i møde. Forhåbentlig kan oplevelsen efterfølgende måle sig med de høje forventninger.
  • At være med til at fejre venner og families festlige sammenkomster. Vi har både et par andre konfirmationer og nogle runde fødselsdage vi ser frem til.
  • At nyde vores smukke land, måske både med vores campingvogn og i sommerhuse. Vi drømmer bl.a. om en tur til det nordlige Jylland og måske en tur til det smukke Bornholm. Savannah har i længere tid snakket om en tur til Bornholm, så måske skal det i år være vores destination for sommerferien.
  • At opleve en storby med vores gode venner eller måske vores børn i år. Vi har de sidste mange år taget på weekendtur til en storby i Europa med nogle venner, men måske skal vi i år gøre det lidt anderledes og tage børnene med i stedet. Der går jo nok desværre ikke mange år før de alligevel ikke gider at rejse med os mere, så vi må huske at nyde det mens tid er.
  • At komme med mit arbejde til det smukke Grønland i efteråret. Der er dog desværre en masse ændringer på vej i forbindelse med mit arbejde deroppe, så måske bliver det til noget, måske gør det ikke. Jeg håber dog. Virkelig.
  • At få lavet nyt køkken. Vi drømmer om et nyt køkken, hvor både gulv, køkkenelementer, lys og det hele skal skiftes ud. Det er både et stort, men også dyrt projekt, så om vi får mulighed for det i år, ved vi ikke helt, men vi håber. Alt er i hvert fald tegnet og besluttet, så det er bare om at sige start!
  • At blive færdig med vores pool og få lavet vores terrasse færdig med diverse højbede og blomsterbede. Det trækker ud og trækker ud, men må da kunne lade sig gøre.
  • At få læst en masse gode bøger og få set en masse film og serier. Jeg elsker jo at blive ført ind i et andet univers, hvor jeg glemmer tid og sted, så det glæder jeg mig altid til.
  • At få styr på en bil til os. Skal vi blive ved med at lease, skal vi købe eller skal vi gøre noget helt andet? Vi regner i hvert fald med at skulle af med vores nuværende bil til august, så noget skal der besluttes.
  • At opleve ungerne blive ældre og dele endnu flere glæder, tanker og snakke med dem. Det er så vildt at få lov til at følge dem i deres opvækst, og jeg nyder hver en dag. Det stod også som punkt sidste år, men det kan bestemt heller ikke blive sagt for ofte.

Se sidste års forventninger her og for 2016 her.

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.