Nu er det ved at være nogle dage siden, at vi bogstavelig talt hoppede ind i det nye år, og jeg har haft mulighed for at tænke lidt tanker omkring hvad dette år (forhåbentlig) skal bringe mig.
Her præsenteres derfor lidt af mine tanker for de ting jeg håber at få lov at opleve i det kommende år:
- At tage på skiferie til Østrig i vinterferien, så jeg kan blive endnu bedre til det der ski-hejs (for jeg er mildest talt stadig ikke særlig god, desværre) og måske ydermere opleve spabadet nær Tauplitz, Salzburg eller måske endda Wien. Der har jeg nemlig aldrig været.
- At komme til det kolde, men smukke Grønland er et af mine helt store håb for året, så det krydser jeg fingre for kommer til at ske. Hr. Jørgensen er i skrivende stund i Ilulissat i Grønland, og de billeder han sender hjem derfra er fantastiske, så det Må Jeg også Opleve!
- At holde sommerferie, hvor vi spænder vores nye campingvogn bagpå Brownie, hvorefter vi sætter snuden mod det sydlige Europa. Ungerne vil helst til Italien, men måske bliver det også til nogle stop i Tyskland, Østrig, Slovenien og måske Schweiz. Jeg elsker når intet er forberedt på forhånd og vi bare er sammen som familie og oplever en hel masse, som vi ikke vidste, at vi ønskede at opleve.
- At tage på små ture til diverse campingpladser i Danmark med vores nye vogn.
- At komme ned og opleve Le Mans, hvis Kevin M. får et sæde i løbet. Vi har aldrig været til Le Mans, men oplevet Formel 1-løb flere gange, og da flere siger, at stemningen til et Le Mans-løb er helt fantastisk, må det også opleves.
- At tage til Madrid og se fodbold med Hr. Jørgensen og Max, mens tøserne bliver forkælet herhjemme af en af deres bedsteforældre. Den planlagte teenagetur med Max, hvor han vælger destination og tager afsted kun med hans forældre, er aldrig blevet til noget, så i år må det være!
- At få lavet det sidste af terrassen færdig i baghaven. Vi snakker om at lave et stykke med fliser i baghaven mellem vores store træterrasse og vores nye skur, hvor der kan blive plads til både højbede og en solseng af en art. Planerne omkring krydderurter, blomster eller små træer i højbedene er i sig selv en fest for en planlægger som mig.
- At få lavet cykelskur og plads til vores campingvogn i forhaven.
- At opleve en masse gode og festlige sammenkomster med mine nærmeste, bl.a. et par 18-års, flere 40-års, et par 50-års og et par 70-års fødselsdage, samt en barnedåb, vores gourmetklub, min pigeklub Q og vores årlige sommerfest.
- At blive lidt mere fit. Jeg MÅ i gang med at lægge en plan som kan overholdes.
- At få udskiftet eller plantet mange af mine indendørs blomster om, da de virkelig trænger til en kærlig hånd. Det giver så meget liv med blomster, så der skal sættes en indsats ind på det område.
- At få læst endnu flere bøger (jeg glæder mig bl.a. til forskellige seriefortsættelser som Banesår, Tykkere end vand, De uegnede og Vores egen lille hemmelighed, samt jeg glæder mig til flere bøger af bl.a. Jojo Moyes, Linda Castillo eller til dokumentarbøger af Inger-Lise Klausen)
- At få set endnu flere film (jeg glæder mig bl.a. til The Hateful Eight, Tarzan, Bourne 5, Den danske pige, Flaskepost fra P, Sorgenfri, Klassefesten 3 og Kollektivet)
- At få set endnu flere serier (jeg glæder mig bl.a. til Making af Murderer, Elementary, Narcos, Gotham og How to get away with Murder)
- At opleve ungerne blive ældre og dele endnu flere glæder, tanker og snakke med dem. Det er så vildt at få lov til at følge dem i deres opvækst, og jeg nyder hver en dag.
- At blogge endnu mere på min blog jennietronier.dk. Selvfølgelig 🙂
***
Jennie Tronier
One thought on “Hvad venter der i 2016”