Hvad glæder jeg mig til i august

*Vi har tilbragt mange aftener i Mosede Havn – både i forhold til aftenbadning og i forhold til isspisning*

Tøserne er med morfar i sommerhus i denne uge, så vi har en slags børnefri-uge, selvom Max stadig er hjemme. Før i tiden var alle tre unger afsted sammen, så vi havde en uge kun i de voksnes tegn, men i år ville Max gerne blive hjemme. Han er alligevel meget sammen med enten sin kæreste eller nogle af kammeraterne, så vi kan fx stadig tage ud og spise eller gøre hvad vi har lyst til uden at være afhængig af ham.
I går endte vi med at bestille sushi og nyde det hjemme med et glas kold hvidvin til, og i dag satser vi på at tage ned på en af byens cafeer og bagefter måske se en film hjemme i sofaen. Rent hit for os! En børnefri-uge er egentlig noget der burde være ved lov i alle børnefamilier, synes jeg, for det giver så meget på overskuds- og kærestefronten.

Før vi kigger nærmere på mine håb og glæder til næste måned, må jeg nok også hellere lige gøre status over juli måned. Sommervejret er heldigvis bare blevet ved og blevet ved, så det er blevet til en del aftensmad på grillen, lækre retter med friske krydderurter og bær, en del isspiseri rundt omkring i lokaleområdet, samt badning på stranden om aftenen. Derudover har vi haft den skønneste tur til Bornholm og den dejligste tur til Comosøen, samt al stress, dårligdom og træthed er skubbet ud af huset, mens feriestemningen er rykket ind. Det eneste vi ikke har fået styr på er vores pool. Den mangler stadig en masse før den kan bruges som badehul i haven, så det punkt bliver desværre nødt til at blive skubbet til næste måned. Altså igen. Igen. Igen.

Mine forventninger til august:

  • At få nydt de sidste dage af ungernes sommerferie, samt at få dem alle tre sendt ordentlig afsted igen, når skolen starter op om halvanden uges tid
  • At finde tilbage til en god hverdag, hvor ungerne går i skole og vi arbejder uden at det hverken bliver for trivielt eller for stressende
  • At nyde den danske sommer endnu mere #blivendeligvedsolskin
  • At holde Savannahs fødselsdag hjemme for både familie og venner. Jeg tænker god mad, kolde drikke, blå himmel og en masse hygge med dem vi holder af
  • At få aktiveret mit fitness-kort, så mor-kroppen kan blive strammet lidt op
  • At få styr på vores pool, da der jo i princippet kun mangler “det sidste” før der kan bades i den, men men men – det bliver ved med at blive udskudt
  • At få afleveret vores BMW tilbage og få styr på en anden bil at drøne rundt i. Max har nemlig købt en ældre Golf 3 som er planen, at vi skal køre rundt i, indtil han fylder 18 år. Der er dog lige nogle småting som skal klargøres inden skiftet
  • At lave en omgang engelske muffins med både æg og bacon. Det smager så godt. For et par år siden lavede jeg ofte dette til morgenmad, men det er ved at være et stykke tid siden sidst, så det må snart prøves igen
  • At få startet op på en ny serie. Kender I nogle vi bare må se?
  • At få gået en masse ture med Masava, så hun bliver ekstra aktiveret og vi samtidig nyder den danske natur

***
Jennie Tronier

One thought on “Hvad glæder jeg mig til i august

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.