Hos morfar hver onsdag

De sidste 16 år har jeg hver uge været hjemme hos mine forældre og spise med ungerne. For det mest uden Hr. Jørgensen, kun mig og ungerne og evt. min storebror, og det er et stort hit for os alle.

Traditionen startede, da jeg ventede Max, og min mor spurgte om det ikke ville være en god ide, hvis vi kom forbi én gang om ugen, så hende og min far var helt sikre på at få os at se hver uge. På det tidspunt handlede det nok mere om at se deres barnebarn end at se mig og min bror, men jeg var nu alligevel helt med på ideen.

Dengang faldt det sammen med, at Hr. Jørgensen så “Robinson” med hans venner hver mandag, så jeg kunne derfor tage hjem til mine forældre til aftensmad samme dag. Senere er dagen blevet flyttet til både tirsdag, igen mandag, onsdag, igen tirsdag og igen onsdag, alt afhængig af ungernes program.

Min storebror har også igennem alle årene gjort meget for at kunne deltage på trods af hans arbejde som rejsemontør og hans bolig i Jylland. Det er jo en familietradition, som vi alle holder meget af.

Hr. Jørgensen er også med engang imellem, men egentlig passer det ikke sammen med rytmen at have ham med (sådan helt ærligt haha), for vi har faste pladser omkring bordet (I ved, det er jo vigtigt for ungerne :-)) og vores faste program med borddækning, spisning, kort-/brætspil, dessert og kaffe. Og han er ikke så stor en spiller som os. Ikke at vi nødvendigvis er bedre end ham, han gider bare kun at spille, når han vinder, og sådan går det jo ikke altid. Men velkommen er han dog alligevel altid.

Selvom ungerne er blevet ældre og de hver især har deres egne planer for ugen, så holder alle tre stadig af vores onsdage sammen hos morfar. Tror faktisk at dagen er lige så vigtig for dem, som den er for mig, så det er skønt. Og morfar har også fået et helt specielt bånd til dem alle tre, fordi han også hører deres almindelige hverdagshistorier, store som små, hvad vi har set i fjernsynet, oplevet i løbet af ugen, hvad der fylder meget i ungernes liv osv. Det er helt genialt.

Jeg kan kun anbefale det til alle der selv flytter hjemmefra, får børn og stifter familie. Og når jeg engang bliver SÅ stor, at jeg selv får børnebørn, så håber jeg meget at traditionen kan blive ved. Det vil jeg i hvert fald gøre mit for kan lade sig gøre. Også selvom hver af vores unger får 2-3 unger hver, så bliver der bare lidt mere fyldt…

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.