Hanstholm Det Gamle Røgeri & Madbar

*Billedet er taget fra Madbar, hvor Det Gamle Røgeri ligger omkring den store hvide plamage på havnen*

Da vi tog til Hanstholm i sidste weekend, skulle vi også have noget frokost. Vejret var fantastisk, solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og hvis man sad i læ, kunne man så småt begynde at mærke solens stråler varme. Nok årets første rigtige forårsdag. Dejligt!

Vi havde på turen derop snakket om at spise på Det Gamle Røgeri, en lille biks på havnen med alt godt fra havet. Her havde vi for år tilbage spist frokost og det var virkelig godt, men da vi kom derned, var der desværre fuldt booket. Da ingen af os kender byen mere end et par besøg, besluttede vi at køre op til Hotel Hanstholm, hvor vi tidligere havde boet. Her havde vi dengang fået fantastisk aftensmad, men vi fandt hurtigt ud af, at de desværre ikke serverer frokost. Pigen i receptionen fortalte dog om et nyt sted i byen, en Madbar som skulle ligge på skranten med udsigt til vandet. Det mente hun ville være noget for os, hvorfor vi satte kurs dertil – og heldigvis for det, for det var (også) virkelig godt.

Hvis I kommer på de kanter, kan jeg derfor bestemt godt anbefale begge steder, virkelig god mad og smilende betjening 🙂

MADBAR

Restauranten ligger på toppen af Hanstholm med udsigt både udover vandet, havnen og landet. Det er en forholdsvis ny restaurant, kører vist på 2. sæson nu, og den ejes af nogle unge, engagerede mennesker.

Der er et fast menukort med diverse frokostretter, snacks, salater, børnemenuer og lidt større retter. Derudover har de hver dag en Dagens Tavlemenu med enkelte nye retter og desserter.

Der er både mulighed for at sidde inde (med udsigt over vandet) og ude i deres gård på terrassen (med udsigt ind over land). Der spilles afdæmpet musik, og stemningen er god og “ung” på den gode måde. Vi følte os virkelig taget godt imod og havde nogle fantastiske timer i deres selskab.

Prisniveau: Jeg spiste to smørstegte rødspættefileter med hjemmebagt rugbrød til 89 kr. og et stykke chokoladekage med flødeskum til 49 kr.

Åbningstider: Fredag-søndag kl. 12 – 21 (fra forår til sensommer)

Adresse: Helshagvej 98, 7730 Hanstholm

Søsterrestaurant: Agger Darling, Havnevej 1, 7770 Agger (åbner i forsommeren 2018)

DET GAMLE RØGERI

Restauranten (inkl. take away) ligger i et lille skur på havnen. Den har eksisteret siden 2004 og er gennem årene blevet udvidet pga. stedets popularitet. Nu er der plads til at sidde både inde og ude.

Røgeriet er faktisk kendt for at have Danmarks bedste røgvarer, og det kan vi godt skrive under på. Der er et fast menukort til restauranten, hvor især deres stjerneskud er populært.

Stemningen er afslappet, men selvom der hver dag er fyldt til bristepunktet med kunder (sådan har der i hvert fald været de gange vi har været forbi), formår servicen alligevel at være god og hjælpsom. Vi har i hvert fald følt os velkommen hver gang, og deres stjerneskud er virkelig i særklasse, hvis man spørger os.

Brødrene Price har faktisk været forbi restauranten et par gange og kun haft rosende ord til overs for stedet, og i april 2016 blev restauranten nævnt i deres program omkring egnsretter.

Prisniveau: Jeg spiste (for nogle år siden) et stjerneskud til 125 kr., som er så stort, at jeg ikke kunne spise op.

Åbningstider: Alle dage hele året rundt kl. 10 – 18.30 (køkkenet lukker kl. 18)

Adresse: Kuttergade 7, 7730 Hanstholm

Søsterrestaurant: Thisted Røgeri, Nørre Torv 1-3, 7700 Thisted (som også har åbent til aftensmad)

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.